International sammenligning

Danske børn trives godt. Men det er ikke de skolemæssige resultater, der giver topplaceringen i en ny Unicef-rapport.

Danmark er et godt sted at være barn - men skolefagligt på det jævne

Danmark er verdens næstbedste land at være barn i ifølge en ny Unicef-undersøgelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Onsdag udkom Unicefs rapport ’Børns trivsel i en uforudsigelig verden’, som sammenligner data fra 2018 og 2022 og tegner et billede af, hvordan pandemien og de deraf følgende de nedlukninger har påvirket børn i 43 OECD- og EU-lande. 

Siden den seneste tilsvarende rapport for fem år siden har Holland og Danmark fastholdt deres placeringer som de bedste lande at være barn i målt på mental trivsel, fysisk helbred og faglige kundskaber – efterfulgt af Frankrig på tredjepladsen.

Men det er ikke på grund af børns og unges skolefaglige niveau, at Danmark har opnået sin gode placering. 

Når det handler om det parameter, rapporten kalder academic proficiency, er Danmark placeret lidt over middel – og har et dårligere resultat end ved sidste måling i 2018.

Baseret på Pisa

Resultatet er opgjort ud fra, hvor mange unge der går i skole som 15-årige, og hvor gode færdigheder de har i læsning og matematik. Som grundlag bruger Unicef Pisa-undersøgelserne.

I Danmark er andelen af unge elever, som har gode færdigheder på de to områder faldet fra 69 til 61 procent, fra 2018 til 2022.

Det er dog ikke en trend, Danmark er alene om at opleve. Faktisk er der et fald i academic proficiency i næsten alle de 42 lande, rapportens forfattere har kigget på, men Danmark er et de lande, hvor faldet er størst.

’Børn trivsel i en forudsigelig verden’ har ikke noget endeligt bud på hvorfor, men to hypoteser er blevet fremsat som forklaring på det markante fald i faglige færdigheder: effekterne af coronapandemien og børns og unges den øgede brug af digital teknologi. 

Rapporten understreger dog, at faldet i faglige kompetencer er en tendens, der er ældre end 2019, hvorfor det er usandsynligt, at coronanedlukningerne er den eneste årsag.