
Årets lærer: Min forberedelse går også til elevernes fritidsinteresser
Hovedvinder af Politikens Undervisningspris Mette Kirkegård-Kjær fra Hjallerup bruger sin forberedelsestid på at lære eleverne bedre at kende. For det giver en bedre undervisning.
Fodbold, håndbold, gymnastik og motorløb.
Årets hovedprisvinder i Politikens Undervisningspris Mette Kirkegård-Kjær har været med til det hele. Hun bruger nemlig sin forberedelsestid på at engagere sig i elevernes fritid.
"Jeg bruger allermest tid på at lære eleverne rigtig godt at kende. Det gælder deres fritidsinteresser og familiære forhold", fortæller en storsmilende hovedprisvinder af Politikens Undervisningspris Mette Kirkegård-Kjær, som er lærer på Hjallerup Skole og underviser i dansk og engelsk.
Mette Kirkegård-Kjærs personlige kendskab til eleverne bruger hun også i undervisningen.
"Den stærke relation betyder, at jeg ved, hvordan jeg får det bedste ud af mine elever. Hvornår skal jeg træde på speederen, og hvornår skal der mere ro på overfor den enkelte elev".
Og det er da også relationsarbejdet, som dommerpanelet særligt har rost hende for.
"Hvis eleverne skal skrive reportage, bruger vi en stemning fra noget af det, vi har oplevet til en af fritidsaktiviteterne. Vi har en fælles oplevelse, som vi bygger videre på og bruger fagligt. Skal eleverne beskrive glæde i en reportage, bruger vi elevens følelse af at vinde en kamp. De lange samtaler og de mange oplevelser sammen gør, at jeg virkelig kender mine elever, og at de føler sig trygge ved mig", fortæller hun.
2018: Greve-lærer vinder Politikens Undervisningspris
Nært forhold giver individuel hjælp
Den nærhed som Mette Kirkegård-Kjær har med eleverne er også en god problemknuser.
"Jeg kender deres grænser, og hvad de kommer i skole med hjemmefra. Hvis de er involverede i konflikter, kan jeg hjælpe dem ret konkret. Jeg prøver at give en mere individuel hjælp og ikke en gruppeløsning på problemer. Ligesom at eleverne kommer til mig, når de har problemer, fordi vi via relationen stoler på hinanden."
Hun fortæller, at det tit betyder, at problemerne bliver løst, før de for alvor udvikler sig.
Særprisvinderne
Det blev ikke kun Mette Kirkegård-Kjær der hev en undervisningspris i hus. Særprisvinder Dorte Deurmann fra Faaborg inviterer eleverne hjem i sin have for at lave mad og sove i telt. Og det særprisvindende lærerteam fra Hanssted Skole tager blandt meget andet deres 5.-klasser med på madkoloni på Bornholm.