Hvad gør vi nu …….?

Kim Larsen fortsætter i sin meloditekst med ”lille du”, og det er tankevækkende, at sagen på Præstegårdsskolen handler om elever i 0.- 2. klasse.

Den seneste uge har netop Præstegårdsskolen i Esbjerg fået en usædvanlig stor opmærksomhed i medierne, da matriklen har afsendt hele 75 anmeldelser om vold og trusler om vold på blot ét år, hvilket har resulteret i et påbud fra Arbejdstilsynet.

Bag tallene og påbud er der desværre historier om ulykkelige situationer for både børn og voksne, og man kan med rette spørge sig selv om, hvordan det kom så vidt; men det er lige så vigtigt at reflektere over, hvad vi nu kan gøre.

Jeg har selv tænkt over den bevægelse, der sprogligt har fundet sted, siden jeg selv i enkelte situationer i min skoletid blev betragtet som en uopdragen møgunge til, at børn, der optræder uhensigtsmæssigt, nu er ”omgivet af problemer”. Køber jeg imidlertid præmissen, at problemerne også skal findes i omgivelserne, bliver analysen af mulige handlinger meget mere tilgængelig.

I mine betragtninger vil noget være lokalt, mens andet vil gælde for mange skoler i mange kommuner.

I Esbjerg Kommune er budgettet til folkeskolen over en kort årrække fra 2014 reduceret med 110 mio. kr. svarende til 11 %, mens elevtallet er faldet med 3,8 %. En væsentlig del af besparelserne er udmøntet via skolestruktur, specialundervisning, AKT-indsats, klassekvotient og ca. 120 færre lærere. Det er sikkert en cocktail, som kan genkendes i andre kommuner. I Esbjerg Kommune skriver man i et oplæg til en minikonference om inklusion, at det i enhver henseende er barnets og den unges tarv, der er i centrum; men man skriver på samme ark papir, at en elev i almenklassen koster 42.566 kr., mens samme elev i en specialklasse vil koste 124.711 kr. Derved får man nemt det indtryk, at der i kommunen også er en vis opmærksomhed på, at der er et økonomisk incitament i at inkludere. Man indretter et skolevæsen med elite- og talentklasser i eksklusive monokulturer , mens elever med indlærings- og adfærdsproblemer pinedød skal inkluderes i normalklassen uden tilstrækkelige ressourcer.

Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at jeg finder princippet om inklusion rigtigt; men det skal være til gavn for den inkluderede elev og for fællesskabet, hvis ikke den inkluderede skal opleve sig selv som ekskluderet af fællesskabet. Jeg hører fra kredsens børnehaveklasseledere, at børn, der har modtaget massiv støtte i børnehaven, efter sommerferien begynder i børnehaveklassen uden støtte, fordi ”de skal have en chance”. På den måde er man med til at underkende professionelle pædagogers vurdering af et barn – til gavn for hvem eller hvad? I børnehaveklassen mødes eleverne i klasser med 27 andre hurtigt af faglige krav til dansk og matematik. I en ikke fjern fortid var børnehaveklassen også det sted, hvor man anvendte mere af tiden på socialiserende leg med roller og regler. Hermed ikke sagt et ondt ord om børnehaveklassen og dens børnehaveklasseledere; men det er en virkelighed, at børnehaveklassen er blevet skole-ficeret og derfor langt hurtigere møder elever med kontante krav til indlæring.

Sammenfaldet af besparelser, mange elever i klassen, manglende støtte og skoleficering er nogle af de omgivelser, eleven befinder sig i…..og kommunen/samfundet har selv været arkitekter på omgivelserne.

Der er ingen nemme løsninger på situationen. Derfor skal problemerne i elevens omgivelser søgt løst. Det er trist at vide, at de ansatte faktisk godt ved, hvad der virker; men ikke lykkes tilfredsstillende med det, da alt for mange opgaver i hverdagen reducerer tiden til at foretage de nødvendige og rette handlinger.

Jeg vil ønske, Byrådet vil revurdere den permanente besparelse på folkeskole- og daginstitutionsområdet, at børn atter skal deltage i socialiserende leg, at skoledagene bliver kortere, at skolerne står på et værdisæt, der er tydeligt for elever, forældre og ansatte og sidst – men ikke mindst – at man i kommunen, på skolen og i hjemmet lever op til især Folkeskolelovens § 1 og § 2. Man kan med rette hævde, at skolen er et billede af det omgivende samfund, og når samfundet bliver råt, når normerne skrider og vold og trusler bliver en del af hverdagen, finder det også vej ind i skolegården og klasselokalet. Men det er daginstitutionernes og skolens opgave at danne og uddanne de kommende samfundsborgere, så den vigtigste af alle indsatser skal ske tidligst muligt.