Aarhus-lærere kan logge på Aula med en usb-nøgle

Omkring 10 procent af lærerne i Aarhus forventes at tage imod muligheden for at hente et særligt usb-stik som alternativ til at bruge deres eget NemID eller private mobiltelefon til at logge på samarbejdsplatformen Aula.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Alle i Aarhus skal bruge en SoloID, der er et nyt obligatorisk login i kommunen. Den kræver NemID første gang, når man installerer - eller  usb-nøglen, hvis man ikke ønsker at bruge sin NemID.

i første omgang lød beskeden til kommunens lærere, at de kunne hente en usb-nøgle i en it-butik i byen helst i løbet af denne uge (uge 2) eller senest i uge 3.

"Vi har haft nogle henvendelser og har talt med tillidsrepræsentanterne og med kommunens digitaliseringschef, så der er fundet en ny pragmatisk løsning. Forvaltningen har sendt folk ud på en række skoler, så de kan hente en usb-nøgle dér", fortæller næstformand i Århus Lærerforening Dorthe Ryom Fisker.

KL indskærper: Der skal være et alternativ til NemID

"Forvaltningen har også talt med skolelederne, så det er muligt for lærerne at hente usb-nøglen i deres arbejdstid. Kommunen har imødekommet kritikken, men det er jo ikke en 100 procent god løsning, for de kommer ikke ud på alle skoler i kommunen", siger hun.

Dorthe Ryom Fisker kalder det for en bøvlet proces, men usb-nøglen beskytter lærerne mod at skulle bruge deres egen NemID.

KL har efter henvendelse fra DLF tidligere indskærpet over for kommunerne, at det skal være frivilligt for lærerne, om de vil bruge deres private NemID til at logge på Aula første gang. Så der skal tilbydes en alternativ løsning, er det blevet pointeret.

Kan hentes på nogle skoler

Digitaliseringschef i Aarhus Kommune Ole Hersted understreger også, at kommunerne har skullet finde andre løsninger end lærernes private NemID.  I første omgang fik lærerne besked om at hente usb-nøglen i en it-butik i byen. De skal møde op personligt, fordi de skal legitimere sig for at få udleveret usb-nøglen.

Ingen lærer kan tvinges til at bruge sit eget NemID i Aula

"En større del af lærerne har valgt at installere kommunes sikkerhedsløsning på deres mobiltelefon og bruge denne app som alternativ til privat NemID. Hvis de ikke ønsker at installere app'en på deres private mobil, stiller kommunen en løsning til rådighed i form af en usb-nøgle, som bruges som to-faktor-identifikation. Samtidig har alle lærere i kommunen fået en arbejds-pc, og den bruger de til at logge på Aula. Brugen af deres private mobil er således alene et frivilligt tilbud. I samråd med Århus Lærerforening har vi besluttet at sende folk ud til en række af skolerne i kommunerne, så lærerne kan hente deres usb-nøgle på en skole i nærheden", fortæller Ole Hersted.

Ind til i går torsdag havde 159 lærere hentet en usb-nøgle på en af skolerne eller i it-butikken, men man regner med, at det bliver omkring 10 procent af lærerne, der vælger den løsning. Der er i alt omkring 4000 lærere i Aarhus Kommune.

"Antallet svarer meget godt til vores forventninger. Vi har valgt at uddele usb-nøglerne på nogle udvalgte skoler, fordi Aarhus geografisk er en udbredt kommune, så nogle vil have langt til it-butikken", siger Ole Hersted.