Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Op til fastelavn fik jeg en bekymret Aula-besked fra et forældrepar. De var nervøse for, at deres barns udklædning ville blive kommenteret af klassekammeraterne, og om det ville gøre barnet ked af det. Derfor ville de lige foreslå, at jeg tog en plenumsnak med klassen om regler for fastelavnsudklædning.

Det kunne lyde som et meme fra Instagram-profilen 'Besked fra Aula'. Men nej, det er et hverdagseksempel, som illustrerer, at Aula er blevet en platform, der giver forældre direkte adgang til at skrive alt muligt til lærere og pædagoger.

Som lærer på en folkeskole får jeg rigtig mange Aula-beskeder hver evig eneste dag og på alle tider af døgnet. Udover fastelavnsudklædning kan det handle om tandlægebesøg, sygdom eller trivsel.

Men det kan også være holdninger til, hvordan klassen skal undervises, eller hvad vi bør undervise i – eller i det mindste lige tale med klassen om. Det kan ligeledes handle om, hvordan vi skal håndtere sproget i klassen eller bare generelle, undrende spørgsmål vedrørende situationer, der er sket i løbet af skoledagen.

Jeg ønsker mig tilbage til en tid, hvor forældre lod lærere og pædagoger gøres deres arbejde uden konstant at blande sig. Til en tid, hvor eleven havde sin lille kontaktbog i tasken, som kunne indeholde korte beskeder fra skole til hjem og omvendt. Eller, hvis vi ikke kan komme helt af med Aula, lad os i det mindste få en manual til, hvad og hvordan forældrene skal bruge platformen til.

Grimt og nedladende

Når man arbejder med børn, er der selvfølgelig en vis skrøbelighed, når det handler om børnenes trivsel. Her er det helt forståeligt, at forældrene gerne vil reagere og deltage aktivt, for skolen og hjemmet skal altid arbejde sammen for at skabe de bedste forudsætninger for børnene.

Problemet opstår, når børnene kommer hjem og fortæller deres oplevelser af episoder sket i skolen, klubben eller SFO’en, for pludselig har forældre, via Aula, en direkte adgang til lærere og pædagoger, og de kan reagere, mens de er i deres følelsers vold.

Når man sidder bag en skærm, kan sproget meget hurtigt blive forværret i forhold til, hvis man står over for hinanden og har en dialog. Derudover kan små ting hurtigt misforstås eller misfortolkes. Det medfører, at vi skal finde os i grimme ord, nedladende kommentarer eller klare anbefalinger og guidelines til, hvordan vi skal gøre vores arbejde.

Ofte kan det endda virke som om, at vi som lærere og pædagoger altid skal stå på mål over for alt muligt, der er sket i løbet af dagen, og som hæmningsløst bliver sendt afsted til os.

Jeg oplever, at der ikke er en særlig stor tiltro til, at vi faktisk gør det allerbedste, vi kan, hver evig eneste dag. At vi ser, lytter, anerkender, hjælper, ordner, fikser og krammer alt, hvad vi kan for at være det bedste, vi kan for børnene. Mit arbejde kan hurtig føles utroligt sårbart og utaknemmeligt, når jeg åbner Aula og ser, at jeg bliver tvivlet så meget på.

Lad os prøve at vende den om: Ville der blive skrevet direkte privatbeskeder til folk i andre jobs fra ufaglærte på området? Næppe, så giv os nu få lov til at gøre vores arbejde i fred og ro. Lad os få den Aula- manual, så platformen kan være et sted, der kan bruges på en meningsfyldt måde.

Og lad os så i stedet kigge hinanden i øjnene, hvis der skal løses konflikter eller svares på undrende spørgsmål.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk