”Jeg håber, vi fra starten af kan prøve at hilse på hinanden og lære hinanden at kende. Det bliver helt sikkert en, der ikke har været undervisningsminister før", siger Anders Bondo.

Bondo: ”Jeg er absolut positiv over for regeringsaftalen”

Opbakning til samarbejdet mellem KL og DLF og lovning på, at en ny regering vil sikre rammer og resurser til, at skolerne kan skabe god undervisning, er noget af det bedste, der kan ske for skolen, lyder det fra Anders Bondo.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Tak for fokus på god undervisning i folkeskolen og opbakning til aftalen om Ny Start".

Formanden for lærerne Anders Bondo Christensen var hurtig på tasterne, da han på Twitter i nat kvitterede for en ny regerings visioner for folkeskolen.

Og her til morgen er der stadig smil på lærerformandens stemme, når han skal kommentere den politiske forståelse, som Socialdemokratiet sammen med Enhedslisten, Radikale og SF har fremlagt. 

Ny regering vil afskaffe nationale test

"Jeg er absolut positiv over for regeringsaftalen. Der er et klart signal om, at man vil bakke op om, at vi kommer i hus med ny start, og det er helt afgørende, at vi også har en kommende regerings opbakning til det. Det er jeg glad for står så klart. Det er også godt, at regeringen og støttepartierne har fokus på, at lærerne skal kunne lykkes med at give eleverne undervisning af høj kvalitet. Det er der, vi skal have flyttet fokus hen", siger han og kalder regeringsaftalen for et "smaddergodt udgangspunkt".

"Med det udgangspunkt ser jeg rigtig meget frem til at skulle samarbejde med regeringen og en ny minister".

Bondo forventer flere penge til skolen

I aftalen står:

"Der er brug for et tæt samarbejde om at sikre folkeskolen de nødvendige rammer og ressourcer, så lærerne kan give alle elever en undervisning af høj kvalitet. Derfor vil en ny regering aktivt bakke op om den aftale, som Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening har indgået om en "Ny Start"."  

Røde partier vil give lærerne penge med til næste års arbejdstidsforhandlinger

Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten blev sent i går enige om den politiske forståelse "Et retfærdigt Danmark", og de tre sidstnævnte partier har på folkeskolen.dk tidligere meldt, at de var klar til at sende en pæn pose penge til de kommende forhandlinger mellem KL og DLF.

Der nævnes ikke beløb i aftalen, men det undrer ikke Anders Bondo. For der bliver heller ikke nævnt beløb på andre områder i aftalen. Han hæfter sig ved, at regeringen er klar til at sætte ressourcer af, så alle elever får undervisning af god kvalitet.

"Rammerne for lærernes undervisning skal forbedres. Og det er der nu en klar politisk enighed om. Den udmønter sig forhåbentligt såvel økonomiforhandlinger mellem regeringen og KL og i den kommende finanslov", lyder det fra lærerformanden.

DLF hjælper gerne med alternativ til nationale test

I det politiske forståelsespapir fra de fire partier står der også, at regeringen vil afskaffe de nationale test i de mindste klasser, og at man vil undersøge, om man kan sætte nationale test i bero, indtil de bliver bedre i stand til at vise, hvad eleverne faktisk kan.

"Det er jo hjerteblod for os, at de nationale test bliver stoppet. De har været misvisende og direkte fejlbehæftede, og de er medvirkende til den præstationsstruktur, der presser mange børn og unge i dag. Derfor er det helt afgørende at vi stopper dem hurtigst muligt. Vi hjælper gerne med at finde et alternativ", siger Anders Bondo.

Han er også klar til at sparre om en ny karakterskala, som er en af de andre elementer, som er nævnt i den politiske forståelse.

Karakterskala får hug i evaluering: Lærere føler sig presset til at give høje karakterer 

"Den afgående regering ville se på karakterskalaen. Det kan være en god idé, hvis man gør det ordentligt. Men hvis det skal give mening, skal man give sig god tid. Det skal ikke være noget, man gør fra den ene dag til den anden", siger Anders Bondo.

Klar til at møde den nye minister

Han håber, at den nye minister hurtigt vil invitere ham på visit.

Skal KL's Thomas Gyldal være folkeskolens nye minister? 

"Jeg håber, at vi fra starten kan prøve at hilse på hinanden og lære hinanden at kende. Det bliver helt sikkert en, der ikke har været undervisningsminister før. Der en fase, hvor jeg skal prøve at forklare en minister, hvordan ser vi de udfordringer, skolen har. Og så skal vi byde ind med, at vi er parate til at gå ind i løsninger. Det er vores DNA. Hver gang, vi siger nej til noget, skal vi også komme med et konstruktivt forslag". 

 

Læs mere

Retfærdig retning for Danmark