Geeti Amiri - hvorfor har du besluttet dig for at tage en læreruddannelse?

»Jeg har faktisk overvejet at blive lærer, lige siden jeg startede på statskundskab i 2013. Dengang var mit mål, at jeg kunne komme til at arbejde med folkeskolen i centraladministrationen, og jeg var naiv nok til at tro, at man kunne ændre systemet derfra. Jeg ønskede at skabe en folkeskole, hvor mange børn kunne opleve det, som jeg selv har oplevet, nemlig at skolen blev det fundament, jeg stod på, selv når det ikke gik godt derhjemme.

Det ønsker jeg sådan set stadigvæk. Men jeg har fattet, at den ændring ikke er noget, der kommer ovenfra. Så nu vil jeg prøve at skabe den nedefra i stedet. Jeg vil mene noget mindre og gøre noget mere«.

Du har sagt, at den danske velfærd hviler på lærerne, pædagogerne, sygeplejerskerne, politibetjentene og socialrådgiverne. Hvorfor er det lærerfaget, du nu kaster dig over, og ikke for eksempel pædagog- eller sygeplejerskefaget?

»Nu har jeg en søster, der er pædagog, og en anden, der er sygeplejeske, så ... Nej, det handler om, at det for mig var lærerne, der gjorde en forskel. Det var dem, der var min støtte, når alt ramlede derhjemme, og det er helt sikkert takket være den danske folkeskole og dens lærere, at jeg er der, hvor jeg er i dag. Mine lærere forandrede mit liv. Det vil jeg gerne give videre.

Men alle de fem grupper, du nævner, bliver på en gang tromlet og taget for givet. Jeg synes jo, at de faggrupper burde hyldes. I stedet får de en fuckfinger af mange politikere og resursestærke forældre. Men det er ikke lærerne, der svigter folkeskolen, det er de forældre, der tager deres børn ud af den i stedet for at lade dem være en del af fællesskabet. Det kan virkelig hidse mig op.

Ha ha, det går vist ikke så godt, det der med ikke at mene så meget!«

I forbindelse med din studiestart annoncerede du, at du vil trække dig ud af den offentlige debat. Hvorfor?

»Af flere grunde. På en måde har jeg peaket for tidligt og sagt alt det, jeg havde at sige, som 27-årig. Jeg har siddet på mit radioprogram og tænkt: 'Din karriere er faktisk slut nu'. Samtidig kan man sige, at de oplevelser, mit virke som debattør er baseret på, ligger 11 år tilbage i tiden, og jeg har ikke lyst til at blive ved med at hænge fast i den rolle. Jeg vil ikke være en uendelig 'case' på en indvandrerkvinde.

Det er den ene ting. Den anden er, at debatkulturen her i landet er grundlæggende usund. Det generer mig ikke, at tonen er hård, men at ingen lytter til hinanden. Ingen søger at finde løsninger! Og medierne søger chok­effekten og sætter ekstremerne op mod hinanden. Det er hele tiden Özlem Cekic mod Pernille Vermund, og vi rykker os ingen steder. Jeg vil løsninger i stedet for den samme debat på 20. år«.

Når du nu kommer i gang med læreruddannelsen, får du studiekammerater og senere kollegaer, der kender dig fra medierne og måske har forudfattede meninger om dig. Det samme med dine elevers forældre. Har du gjort dig nogle tanker om, hvordan det bliver?

»Studiekammerater og kollegaer bekymrer mig ikke, men jeg kan godt være lidt nervøs for forældrene, især dem med minoritetsbaggrund. Jeg ved, at da jeg skrev i min blog på Ekstra Bladet, at jeg skulle være lærer, kom der debat om det i nogle grupper på Facebook. Folk skrev simpelthen, at de ikke ville have deres børn på den skole, hvor jeg var. Men det må jeg tackle til den tid - der er trods alt fire år, til jeg bliver færdiguddannet«.

Hvad glæder du dig til at undervise i?

»Jeg har valgt at tage linjefag i dansk, samfundsfag og engelsk, og det har jeg gjort, fordi det er de fag, jeg brænder for. Jeg glæder mig helt vildt meget til at introducere eleverne til litteratur om samfundsnormer, ligestilling og racisme, sådan som mine lærere gjorde det for mig. Jeg håber, jeg kan så et lille frø af undren i dem. Og af protest og kritisk tænkning.

Så håber jeg også, at jeg kan hjælpe mine elever til at opleve glæde ved at opdage, hvad de er gode til, også selv om det ikke er noget bogligt.

Jeg vil også gerne understrege, at jeg ikke går ind i det her med en forestilling om, at jeg kun skal gøre en forskel for piger med anden etnisk baggrund . Jeg vil kæmpe for alle de svage børn, ikke mindst de etnisk danske børn fra socialklasse fem, for hvis der er nogle, der bliver overset i debatten, så er det da dem«.

Du har sagt, at du vil trække dig fra debatten om kvinder med anden etnisk baggrund og ligestilling. Kommer vi til at se dig blande dig i skoledebatten, for eksempel skrive indlæg om målstyring kontra dannelse?

»Jeg tror ikke, at nogen vil tro på mig, hvis jeg sagde nej. Men nu skal jeg lige i gang med uddannelsen, jeg kommer ikke til at skrive debatindlæg om skoleforhold efter kun tre-fire måneder som studerende«.