Foto: Michael Bo Rasmussen
At finde sin plads
Efter lektionen med 6.-klasseeleverne gik det op for 26-årige historielærer Søren Nørby, at klassen havde været helt stille. De havde siddet i rundkreds i mørket med stearinlys og hørt læreren fortælle om bombardementet af København. En klasse, der sjældent ville tie stille. Især én elevs opførsel overraskede Søren Nørby – lad os kalde eleven Lukas.
FAGLIG FORNØJELSE
Der findes regler, krav, elever og kolleger, der har indflydelsepå lærerens undervisning. Nogle gange er indflydelsen positiv.Andre gange irriterende. Men lige meget hvad sker der noget godt engang imellem. Vi spørger også i de kommende blade lærere, hvornårde sidste gang gik ud ad skoleporten med løftet pande og smil pålæben,
Mød Søren Nørby fra Strandby Skole i Frederikshavn Kommune.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
»Alle var ret sikre på, at Lukas måtte have en diagnose på en eller anden måde. Han var urolig, kunne ikke helt finde sin rolle i den nye klasse, og det kom til udtryk ved, at han afreagerede fysisk og sagde mærkelige og ubehagelige ting til sine klassekammerater«.
Men pludselig sad Lukas der. I 20 minutter med lukkede øjne i en rundkreds og sagde ikke et pip. Det så næsten ud, som om han nød roen.
»Han er en helt anden elev nu, og mine kolleger og jeg er meget overraskede. Det skete næsten fra den ene dag til den anden. Nu rækker han hånden op og er høflig og glad«.
Søren Nørby, der arbejder på Strandby Skole i Distrikt Nord i Frederikshavn Kommune, fortæller, at klassedynamikken måtte lide nogle humørsvingninger efter en tid med både klasse- og skolesammenlægninger.
»Lukas kom fra en mindre skole ind i denne her klasse, som i forvejen var sat sammen af elever fra andre klasser. Det gjorde, at klassen var en af de hårdere at undervise i. Jeg syntes måske for et år siden, at det var en lidt voldsom opgave - jeg var også helt grøn dengang. Og Lukas virkede overhovedet ikke til at vide, hvad han skulle stille op med sig selv og sin rolle i klassen«.
For et par måneder siden valgte Søren Nørby så at afprøve den storytellingteknik, han havde hørt om. Her skal eleverne prøve at være helt stille i mørket, mens de får fortalt en historie.
»Jeg prøvede at få noget ro over eleverne, og jeg opfandt på ingen måde den dybe tallerken. Jeg slukkede lyset og tændte et eller to stearinlys. Men det virkede til, at de kunne lide det«.
Den nordjyske lærer tror, at klassen omsider er faldet til ro i de nye strukturer, og at Lukas på grund af det opfører sig bedre. Årsagen til Lukas' pludselige skifte kan Søren Nørby kun gisne om, men ét er sikkert: Det er på grund af oplevelser som denne, at Søren Nørby står op om morgenen.
»Når man ser elever have sådan en udvikling, giver jobbet mening. Jeg blev færdiguddannet og kom ud i skolen lige i reform- og arbejdstidstumulten. Det var hårdt, for jeg ville jo bare ud og undervise, og alt det her lovgivning trak så meget fokus. Da Lukas pludselig vendte på en tallerken og begyndte at ville lære noget, bekræftede det mig i, hvorfor jeg ville være lærer. At jeg ikke spilder min tid«.
Faglig fornøjelse: Det indre anker
