Specialundervisning
0   13

Labrador hjælper elever i specialtilbud med at genfinde lysten til at gå i skole

Ofte er det at begynde på en specialskole forbundet med nederlag og for nogle endda sorg. Det billede ønsker Columbusskolen at ændre. To gange om ugen får eleverne besøg af skolehunden Malik, som efter kort tid har gjort dem gladere for at gå i skole.

De 32 elever med sociale, emotionelle og kognitive vanskeligheder på Columbusskolen har fået en firbenet klassekammerat. Den gule labrador Malik på tre år er den første skolehund i Skanderborg Kommune. Hun har gået på skolen siden september og skal i første omgang være hos eleverne i et halvt år, mens hun uddannes til skolehund.

Artiklen fortsætter under banneret

columbusskolen

Columbusskolen er en lille skole i Skovby ved Galten i Skanderborg Kommune i. Skolen er et af kommunens særligt tilrettelagte skoletilbud og har 32 normaltbegavede elever fra 6 til 13 år med sociale, emotionelle og kognitive vanskeligheder. Nogle har ADHD, ADD eller autisme. Atter andre har bare utroligt dårlige erfaringer med at gå i skole.

Skolen er en afdeling under Skovbyskolen, men eleverne kommer fra forskellige skoledistrikter i kommunen.

"Malik medvirker bestemt til, at eleverne synes, det er rart at være her. De glæder sig mere til at komme i skole på de dage, skolehunden er her. Vi har blandt andet en dreng, som begyndte hos os efter sommerferien. Han har næsten ikke været til at drive i skole. Nu tager han glad afsted", fortæller Gro Eriksen, der er lærer på skolen.

Malik bruges både til social træning og i det faglige arbejde.

"Mange af vores elever bryder sig ikke om at skulle læse op for hinanden eller for os lærere, som de oplever hele tiden retter dem. Det er noget andet at læse for en ukritisk hund", siger Gro Eriksen.

Hunden spejler elevernes adfærd

Malik kan mærke, hvis en elev har det svært. Så sætter hun sig hos eleven med hovedet på låret. Det hjælper tit børnene, at de har en allieret, der aldrig stiller spørgsmål, og som bare er der.

"Det er i mange tilfælde nemmere for eleverne at træne empati i samarbejde med en hund end med et menneske. Malik bærer ikke nag, er altid glad, stiller ingen krav og er altid imødekommende", siger Gro Eriksen.

Malik hjælper også eleverne til at blive opmærksomme på deres egen adfærd.

"Hvis de larmer eller smækker med døren, kan de se det på hunden. Det lærer de meget af".

Hunden kommer på Columbusskolen med sin ejer fra morgen til middag tirsdag og torsdag.

"Den giver os noget tredje at tale om, så den bliver en isbryder, når noget er svært at lære, eller når en elev har haft en konflikt med andre børn", fortæller Gro Eriksen.

Mange af eleverne har dårlige erfaringer med at gå i skole

Eleverne på Columbusskolen har ofte erfaringer med at gå i skole, som ikke nødvendigvis har bidraget til så megen god faglig, personlig eller social udvikling. Nogle har ikke fået den rette hjælp til deres udfordringer på deres tidligere skoler og har ikke følt, at de har kunnet honorere de mange krav, som stilles om at præstere i skolen. Derfor meldte de sig ud af det sociale og faglige fællesskab.

skolehund

En skolehund og dens ejer er uddannet til at arbejde professionelt i et pædagogisk miljø med børn og unge med særlige behov. Hundeføreren har en pædagogisk/psykologisk grunduddannelse, og hunden er hundeførerens private hund, der har vist sig egnet til arbejdet i det pædagogiske miljø.

Ekvipagen kan i deres arbejde bidrage til barnets udvikling både personligt, socialt og fagligt, når hunden bringes i spil med en bevidst pædagogisk strategi. Den læring, der sker sammen med hunden, skal fanges og italesættes af lærerne og pædagogerne, så eleven kan overføre læringen til andre situationer og relationer.

Kilde: skolehunden.dk

"Vores vigtigste opgave er at give eleverne lyst til at komme i skole igen, og vi går langt for at få hvert eneste barn til at glæde sig til at komme i skole. Med en god personalenormering har vi helt andre muligheder end i den almene skole for at tilrettelægge skoledagen, så barnet føler sig set, hørt, forstået og udfordret fagligt, socialt og personligt", siger Gro Eriksen.

Oplevelser skal gøre eleverne glade for at gå i skole

Lærere og pædagoger lægger vægt på at give eleverne gode oplevelser sammen. Derfor tager de ofte på udflugter og bruger tid på anderledes aktiviteter for at sikre, at eleverne oplever, at det er rart at gå i skole.

"Vi har lige afholdt læsemaraton, hvor eleverne blev motiveret til at skulle læse så mange sider som muligt ugentligt for at nå vores fælles mål på 23.000 sider. Da de nåede målet, modtog de en pokal og et gavekort til en tur i ferskvandscentret i Silkeborg. På samme måde havde vi på et tidspunkt et matematikmaraton, som blev belønnet med en tur i et bowlingcenter", fortæller Gro Eriksen.

Ind imellem sker det, at et par elever tages ud af den almindelige undervisning for at tilberede mad til deres klasse - igen med det formål at motivere og skabe god stemning.

"De elever, der laver maden, når ikke altid at opdage, at de faktisk øver matematik, når de vejer mel af til brødet", siger Gro Eriksen.

Malik skal være med til at ændre omverdenens syn på specialskolen

Oplevelser og tiltag som udflugter, læse- og matematikmaraton og skolehunden Malik er med til at skabe en bedre fortælling om det at gå på en specialskole, mener lærere og pædagoger.

"Ofte er det at starte på en specialskole forbundet med nederlag, og mange forældre har en sorg over, at deres børn går på specialskole. Det kan alle de gode historier, vi kan fortælle om undervisningen, være med til at ændre på. Malik er én af dem, fordi hun viser, at det også kan være fedt at gå på specialskole", siger Gro Eriksen.

Både børn og voksne håber, at Malik kan blive deres skolehund, når hun har bestået sin eksamen

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.140 andre er allerede tilmeldt