Nordjyllands Dyreadfærdsklinik har leveret særligt uddannede hunde og hundetrænere til projektet

Læsesvage børn læser højt for hunde

I Fredericia Kommune har man gennemført et pilotprojekt, hvor børn, der har problemer med at læse, læste højt for specialtrænede hunde på byens bibliotek. Højtlæsning for hunde har givet børnene læselyst, selvtillid og mere mod på at læse.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi oplevede, at det vakte læseglæden hos børnene, og at børnene bagefter havde en større selvtillid og mod på at læse", siger Lone Petersen, der er bibliotekar på Fredericia Bibliotek.

Hun fik ideen til tiltaget, da hun så et lignende projekt kaldetPaws For Readingpå et amerikansk biblioteks hjemmeside. Elise Venndt, der er pædagogisk udviklingskonsulent i Fredericia Kommune, var med på ideen, og sidste år sendte hun materiale om læseprojektet ud til kommunens læsevejledere, som fandt 12 børn, der kunne have gavn af at være med. Der blev taget kontakt til Nordjyllands Dyreadfærdsklinik, der uddanner terapihunde, og de kunne levere hunde og hundetrænere til projektet.

"Det foregik på den måde, at barnet og dets forældre var alene med hunden og hundetræneren, der sørgede for, at hunden slappede af under højtlæsningen", siger Elise Venndt, der efterfølgende fik gode tilbagemeldinger fra forældrene.

Det var et bevidst valg, at læsningen fandt sted på biblioteket og ikke ude på en skole.

"Børnene blev sat ind i en anden ramme end skolen i en uformel læringssituation, og vi oplevede små øjeblikke af stjernestunder. Blandt andet var der en dreng, der læste videre, da en af hundene blev utålmodig og gik væk. Han var helt opslugt. Barnet oplever, at hunden lytter, og det er en afslappet situation, hvor der ikke sidder en kontrolperson og retter barnet," siger hun.

Børnene kunne selv vælge, om de ville læse en tekst, de kendte i forvejen, men de fleste valgte en ukendt tekst. De 12 børn, som deltog i pilotprojektet var fra 3. til 5. klasse, og der var afsat 20 minutter til hvert barn.

På Nationalt Videncenter for Læsning stiller centerleder Klara Korsgaard sig tvivlende overfor, om det har en afgørende effekt, at det er en hund, som børnene læser højt for.

"Det er altid godt, at børn øver sig i at læse højt for nogen eller noget, men jeg vil gerne se en videnskabelig undersøgelse af, om det virker. Jeg kunne godt tænke mig at se det samme forsøg udført med en tøjhund. Det er altid godt med en taknemmelig tilhører", siger hun.

Kommunen har fået midler fra TrygFonden til at gennemføre endnu en læserække med hunde til efteråret. Her vil der blive laget interview med børn og forældre, og PPR kommer ind over for at lave en mere tilbundsgående skriftlig dokumentation af læseprojektet.

Powered by Labrador CMS