Målstyring
0   1780

Fælles Mål 2015: Dansk-elever kan mærke målene

8. klasse på Utterslev Skole har arbejdet med de nye, forenklede Fælles Mål siden august 2014. Ligesom resten af skolen. Og ligesom alle skoler i København. Og ja, noget er forandret, siger lærere og elever. Undervisningen er blevet mere målrettet. Fra august 2015 skal alle folkeskoler i Danmark bruge de nye, forenklede Fælles Mål.

NYE FÆLLES MÅL

Fra det kommende skoleår er det de nye Forenklede Fælles Mål, der er gældende i den danske folkeskole. Men en række skoler og kommuner har besluttet at bruge de nye mål i skoleåret 14-15. Det gælder blandt andet hele Københavns Kommune, og Folkeskolens redaktion har derfor besøgt Utterslev Skole og fortæller i en række artikler om lærernes erfaringer med de nye Fælles Mål generelt og i de enkelte fag.

Ja, noget er anderledes, fastslår to piger i 8. klasse på Utterslev Skole. De sidder og laver gruppearbejde i dansk. Ikke så meget, måske, men alligevel  noget.

"Nu får vi fortalt læringsmålene. Det er det nye. Før var det mere målene for forløbet, vi fik at vide", siger de.

"Og så er det også nyt, at vi får et evalueringsskema med det, vi helst skal have lært, når forløbet er færdigt. Vi skal krydse af, om vi har lært det", tilføjer de. "Ellers er det meget det samme".

Et år med nye, forenklede Fælles Mål

Artiklen fortsætter under banneret

Og her på 8. klassetrin i dansk er læringsmålene til at tage og føle på. De står højt og tydeligt på smartboardet:

"Dagens mål: Jeg kan bruge filmiske virkemidler i analysen af den observerende dokumentar 'Den lille pige med skøjterne'".

Fælles Mål nedbrudt til læringsmål

Klassen, der er en dobbeltklasse med i alt 56 elever, er i gang med et undervisningsforløb på fem uger om dokumentargenren.

"Vi bruger lærerens mål fra Fælles Mål, som vi så nedbryder til læringsmål, som eleverne kan forstå", siger Nickie Zullhner, en af lærerne i teamet.

De overordnede læringsmål for forløbet står også på smartboardet:
"Læringsmål:

• Jeg kender til og kan forklare dokumentaren som genre
• Jeg har viden om og kan adskille de tre undergenrer - den observerende, den klassiske og den poetisk - inden for dokumentargenren
• Jeg kender til, kan forklare og kan anvende virkemidler".

Undervisningen er styret af læringsmålene

I løbet af de 90 minutter, modulet varer, skifter eleverne mellem plenum og forskellige grupper. Hele undervisningsgangen er styret af læringsmålene.

Efter en kort instruktion brainstormer eleverne i de såkaldte bordgrupper om, hvad der kendetegner den observerende dokumentar. Derpå makkerlæser de to sider om den observerende dokumentarfilm 'Den lille pige med skøjterne', som de lidt senere skal se, i kompendiet 'Fat om dokumentarfilm'.

Så sætter de sig hen til et smartboard i den anden ende af dobbeltlokalet for at se filmen 'Den lille pige med skøjterne'.

"I skal notere ned undervejs. I er eksperter", siger Nickie Zullhner.

Ingen siger et ord

Alle ser koncentreret mod skærmen. Ingen siger et ord. Den fjerdedel, der er ekspert i kamerabevægelser, holder især øje med dét og tager flittigt noter. En anden fjerdedel holder øje med billedbeskæring, en tredje med klipning, en fjerde med lyd.

Efter en lille halv timer er filmen slut, og eksperterne i kamerabevægelser samler sig i ekspertgrupper om kamerabevægelser, og de andre eksperter gør det samme.

De to piger er lydeksperter. De organiserer de lydmæssige virkemidler, som de har noteret sig, i en liste - for eksempel 'musik', der understreger en bestemt stemning i en bestemt scene i filmen. Arbejdet tager 10 minutter.

"Nu skal I ud i bordgrupperne. I skal holde oplæg for hinanden som eksperter. Husk at tage notater. I skal bruge dem til næste år ved afgangsprøven", siger Anne Werner, den anden lærer i teamet.

Så er de filmiske virkemidler på plads. Nu begynder eleverne, stadig i deres bordgruppe, at analysere filmen. De følger en guide, der står på smartbordet: Hvad er temaet, hvem er filmens egentlig hovedperson, hvad instruktøren vil med scenen foran TV-butikken? Og så er der konflikten mellem træneren og pige.

Ingen slinger i valsen

Der er ingen sidestøj, ingen irrelevante sideaktiviteter, ingen slinger i valsen under hele undervisningsgangen på 90 minutter. De 56 elever er fokuserede.

"Vi har altid arbejdet med mål", siger Nickie Zullhner, da eleverne er gået til frikvarter.  "Men nu er vi blevet bedre til at formulere mål for hver undervisningsgang".

"Før sagde vi til eleverne: Det her skal I kunne, når forløbet er slut. Nu har vi mere fokus på målene for dagens program", tilføjer hun og fortæller, at hun har lært på læreruddannelse, som hun afsluttede for to år siden, at "det er vigtigt, at eleverne ved, hvad de skal lære".

Hendes kollega Anne Werner supplerer: "Vi er blevet mere skarpe på at opstille læringsmål. Det er den store forandring. Og så formulerer vi målene, så eleverne kan forstå dem".

"Og vi er blevet mere selektive med Fælles Mål. Vi bruger færre overordne mål og er mere fokuseret på eleverne", tilføjer Anne Werner.

Før var aktiviteten udgangspunktet

Deres teammakker Gitte Riishuus kommer ind i lokalet og sætter sig ved bordet. Hun har haft specialundervisning i lokalet ved siden af.

"Før brugte vi Fælles Mål, når vi lavede årsplaner, og vi prøvede at omformulere dem, så de passede til vores forløb, men vi lavede ikke læringsmål for eleverne dengang. Det gør vi nu. For hvert modul. Det er det nye. Før tog vi udgangspunkt i aktiviteten, nu tager vi udgangspunkt i målet", siger hun.

"Det er også nyt, at eleverne nu skal krydse af i et evalueringsskema: Har jeg opfyldt de og de mål", tilføjer hun.

Det ser i øvrigt ud til, at de svage elever har gavn af den mere stramme læringsmålstyrede undervisning, fortæller hun.

Kun få læringsmål

Og en anden ting: I løbet af året er de tre lærere blevet bedre til at reducere i antallet af læringsmål - det har givet et bedre flow i undervisningen, siger Gitte Riishuus.

"Men der resterer et stort uløst problem: Hvad hvis eleverne ikke når målene? Hvad gør vi så?", tilføjer hun.

De tre teammakkere har talt om, at de til næste skoleår vil øve sig i at se efter tegn på læring hos eleverne undervejs mod målene. Det kunne være en vej frem.

Ikke tid nok til individuelle læringsmål

Der er andre uløste problemer, siger lærerne. For eksempel de individuelle læringsmål.

"Du kan godt hilse Antorini og sige, at de individuelle læringsmål - de holder ikke. Ikke inden for den arbejdstidsramme, vi har", siger Gitte Riishuus.

Hendes kollega Anne Werner vender tilbage til netop dét problem flere gange under samtalen: Lærerne kan godt nå at hjælpe eleverne med at opstille individuelle læringsmål, anfører hun. Men der er ikke tid til at støtte dem frem mod de individuelle mål. Og der er ikke tid til at følge op på, om de når målene. Det piner hende.

Masser af praksisforskning

Gitte Riishuus skærer igennem:

"Jeg håber, at der kommer en masse praksisforskning om læringsmålstyret undervisning. Og hvis det viser sig, at læringsmålstyret undervisning ikke løfter eleverne fagligt, så skal vi holde op med det med det samme", siger hun. "For det er meget tidskrævende at opstille mål".

Anne Werner nikker.

"Man bruger meget tid på at formulere læringsmål, og den tid mangler så andre steder. Man har ikke så meget tid til at rette skriftlige opgaver, for eksempel", siger hun.

Politikernes ambitioner er for høje

Og så er der et hjertesuk: De tre lærere mener, at politikerne har skruet ambitionerne alt for meget i vejret. Ikke kun på vegne af lærerne, også på vegne af eleverne.

"Der bliver stillet utroligt høje krav i dag. Det, eleverne skal lære i udskolingen i dag, svarer til det, som jeg skulle lære i 1.g. Og det er 15 år siden, jeg gik i udskolingen", siger Anne Werner.

I morgen står der evalueringsskema på programmet

Nu skal de tre lærere skynde sig - hvis de skal nå at have noget at spise, inden de skal i gang med næste undervisningsgang.

Forløbet på fem uger om dokumentargenren er nu slut, og i morgen skal eleverne udfylde deres evalueringsskema.

Der er i alt otte mål for forløbet, for eksempel "Jeg kender til og kan forklare dokumentaren som genre" og "Jeg kan bruge filmiske virkemidler i analysen af den observerende dokumentar 'Den lille pige med skøjterne'".
Eleverne skal sætte et kryds i en af disse rubrikker: "Jeg kan ikke", "Jeg kan næsten" eller "Jeg kan".


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
3.252 andre er allerede tilmeldt