Sverige står som skræmmeeksemplet på, hvad der kan ske, når der ikke længere er en kollektiv aftale, som lægger loft over undervisningstiden og dermed sikrer lærerne tid til at forberede deres undervisning. 37.500 eller 16 procent af den svenske lærerstyrke på 0-18-års området har forladt faget og arbejder ikke længere i skolen, viste en opgørelse foretaget som et øjebliksbillede i 2012. Fagbladet Folkeskolen beskriver en svensk grundskole, der er raslet fra eliteplacering i de internationale læseundersøgelser til i dag at være kendt for noget helt andet - nemlig som det OECD-land, der har haft det absolut største drop i Pisa.

Landet der ødelagde folkeskolen på 20 år

Bondo: Vi må ikke lade stå til

"De bedste lærere skal have den bedste løn"

I Danmarks Lærerforening er formand Anders Bondo Christensen ikke i tvivl om, at en af årsagerne til, at det er gået så galt i Sverige, er, at det i høj grad er op til den enkelte lærer at tilkæmpe sig den nødvendige tid til at kunne levere en god undervisning - præcis som han oplever, at det med lov 409 er blevet i Danmark. Helt tilbage i 1997 stemte de svenske lærere en overenskomst hjem, hvori de gav afkald på det centralt aftalte loft over læreres undervisningstid og sagde ja til individuelle lønforhandlinger - dermed sagde de svenske lærere efter Anders Bondos mening i princippet farvel til den kollektive aftalemodel som vejen til at skabe rammerne om den gode undervisning.

"Giv skolen arbejdsro"

»De blev lovet ti procent mere i lønstigning end de øvrige offentligt ansatte, og det fik de vist også, for til gengæld kunne man skære ned i antallet af lærere. Men så gik det også i stå, og i dag ligger de lønmæssigt langt bagude«, påpeger Anders Bondo Christensen.

»Jeg er ikke i tvivl om, at flugten fra lærerfaget skyldes, at man fik skabt de her rammer, som minder meget om de nye danske regler med, at man selv skal tilkæmpe sig eller forsvare sine egne muligheder for at udøve god undervisning. Lärarförbundet kørte en sag på et tidspunkt, hvor nogle lærere havde fået tre ekstra undervisningstimer fra det ene år til det andet, uden at der var forsvundet nogen som helst andre opgaver - og den tabte man, for det kunne lederne fuldstændig suverænt bestemme. Det er nøjagtig det samme, jeg får medlemshenvendelser om i Danmark nu - at lærerne oplever, at de får alt for mange opgaver, i forhold til den tid der er til at løse dem«, fortæller Anders Bondo. »Som jeg plejer at sige: Lærerarbejdet er verdens bedste job - hvis man kan lykkes med det. Men jeg får nu henvendelser fra engagerede lærere, som ikke synes, de kan gøre det godt nok i forhold til eleverne. Det er sådan noget, der får lærere til at overveje at finde et andet job, for det var jo ikke derfor, vi blev lærere«. DLF samarbejder med de nordiske landes lærerorganisationer, men det er længe siden, at især den største svenske lærerorganisation, Lärarförbundet, valgte en helt anden retning end de øvrige nordiske forbund.

»Det er derfor, vi prøver at sige nu, at det er vigtigt, at også arbejdsgiverne føler et ansvar for, at det er attraktivt at være lærer - for ellers havner vi i den her situation. Vi må ikke bare lade stå til, som man gjorde i Sverige«.

"Jeg har et excelark over eleverne"

Svenske resultater taler for sig selv

Selv kunne Anders Bondo have undgået en lockout sidste forår ved at gøre som sin svenske kollega og skrive under på arbejdsgivernes overenskomstudspil.

»Der kan jeg bare sige, at de svenske erfaringer viser med al ønskelig tydelighed, at det ikke er vejen frem. Hvis vi bare blåstempler ting, som vi er overbeviste om vil give en dårligere skole, så er vi for det første ikke vores ansvar over for skolen bevidst, og for det andet vil vi på lang sigt risikere det, man har set i Sverige. Jeg skal ikke give min svenske søsterorganisation karakter - men resultaterne taler jo for sig selv«.

Spørgsmålet er, om DLF kunne opnå større indflydelse ved at tage den såkaldte ja-hat på:

»Der vil jeg bruge Scharnberg-citatet om kaninen, der besluttede sig for at nedbryde slangen indefra. Siden har ingen set kaninen. Den form for indflydelse har jeg ingen interesse i«.