Sverige
5   1234

Sverige: Landet, der ødelagde folkeskolen på 20 år

For godt 20 år siden vendte de svenske politikere skolen på hovedet, og de negative konsekvenser har været store. Eleverne rasler nedad i Pisa, lærernes status og løn er helt i bund.

I første halvdel af 1990'erne blev svensk grundskole vendt på hovedet. Magten blev decentraliseret, da staten overlod det til kommunerne at være lærernes arbejdsgivere. Samtidig vedtog Sverige verdens mest liberale friskolereformer, og dermed opstod en konkurrencesituation mellem offentlige og privatejede skoler. Dengang for godt og vel 20 år siden var svenske elever blandt de dygtigste i verden, men i de seneste Pisa-målinger er det billede ændret markant. Siden 2003 er Sverige blandt de lande, der er gået mest tilbage i Pisa. Nu ligger vores naboer under OECD-gennemsnittet i både læsning, matematik og naturfag på niveau med blandt andet Litauen og Ungarn.

Desuden er forskellen mellem skoler eksploderet. Der er blevet meget større forskel på, hvor høje karakterer eleverne scorer, fra skole til skole. Engang var det svenske skolesystem et af de mest lige i verden - i dag er svenske skoler lige så dårlige som de amerikanske, når det handler om at bryde den sociale arv.

Artiklen fortsætter under banneret

Men hvad er forklaringen på de iøjnefaldende negative resultater? Og kan vi i Danmark lære noget af svenskerne, så vi ikke ender med en lignende deroute for skolen?

En ny begyndelse 

Det korte svar er, at der er mange svar på, hvorfor det er gået, som det er gået i Sverige. Nogle store reformer i starten af 1990'erne åbnede Pandoras æske med mulighed for blandt andet kapitalspekulation. Siden er skolen blevet reformeret i et hastigt tempo, og det ser ud til at fortsætte, på trods af at uddannelsesminister Jan Björklund fra det borgerlige parti, Folkpartiet, i foråret lovede, at en international kommission og et skoleforskningsinstitut skulle sikre bedre forankring i forskningen.

Midt i reformræset er lærerne blevet glemt, deres samfundsstatus er faldet, lønudviklingen er gået i stå, og derfor er det ikke længere så attraktivt at undervise i den svenske skole. Lærerflugt og problemer med at rekruttere dygtige studerende til læreruddannelsen er blevet en realitet.

Markedsgørelsen af skolen har øget uligheden i elevsammensætningen, da resursestærke forældre oftere end resursesvage aktivt benytter sig af det frie skolevalg, som fulgte med reformerne for godt 20 år siden. Derudover erkender de fleste, at pædagogikken i mange år har været noget løs i betrækket. Et større pædagogisk fokus på eleverne som individer, der kan og skal lære noget forskelligt, udviklede sig til et scenarie, hvor lærerne blev mere passive, og eleverne fik for stort ansvar for egen læring.

 Hen over hovedet på lærerne

Og så er der kommunaliseringen. Et snævert socialdemokratisk ledet flertal besluttede i 1991, at landets 290 kommuner blev lærernes arbejdsgivere, deres rådgivende instans og skulle træffe beslutninger om retningen for skolen. Men den systemomvæltning var mange af kommunerne ikke parate til at håndtere. Det siger Leif Lewin, professor i statskundskab på Uppsala universitet og forfatter til en 773 sider lang udredning fra foråret om kommunaliseringen af den svenske skole.

»Mange kommuner, især små kommuner, havde hverken viden eller resurser til at håndtere opgaven med at være lærernes nye arbejdsgiver«, siger han.

Men Leif Lewin mener, at årsag nummer ét til dårlige Pisa-resultater er og var, at forandringerne foregik hen over hovedet på lærerne. Store protester brød ud, men kommunaliseringen blev gennemført.

»Lærerne mistede entusiasmen omkring skolen, da kommunaliseringen blev gennemført«.

Ifølge Leif Lewin var kommunaliseringen en naturlig konsekvens af en brydningstid, hvor new Public Management (NPM) blev et politisk modebegreb. NPM er en bevægelse fra detailstyring til målstyring, og den tankegang kom til udtryk i skolen, ved at politikerne erstattede centralt fastlagte læseplaner med nogle løsere mål for undervisningen.

Men hvorfor var lærerne ikke med på den? Overordnede fælles mål frem for centralstyrede læseplaner burde give den enkelte lærer mere metodefrihed og dermed større muligheder for at udbrede sine egne idéer i skolen. Det undrer også Leif Lewin.

»Det er paradoksalt, at lærerne gav op. Det var deres mulighed for medindflydelse på skolen, i og med at man gik fra central styring og læseplaner til målstyring og lokal magt. Lærerne tog ikke imod den udstrakte hånd«, siger han, men kommer så med et bud på en forklaring.

Lærerne var utilfredse med den mistillid, de blev mødt med af politikerne. En ellers meget fleksibel arbejdstid blev erstattet med krav om større tilstedeværelse på skolerne, og derudover blev lærerne pålagt en række administrative opgaver. Betalingen for at opnå mere lokal magt over undervisningen var nemlig, at lærere og kommuner skulle dokumentere effekten af den. NPM kræver en masse evaluering, som jo også kan kategoriseres som administrativt arbejde eller bureaukrati. Dermed føles metodefriheden reelt ikke større, da lærerne skal bruge en masse tid på papirarbejde. Og det er bagsiden af den styreform, mener Leif Lewin.

 

Regning uden vært

Lärarförbundet, den største svenske lærerorganisation, mener, at politikerne har forsømt lærerne længe, og at det er derfor, 38.000 lærere har forladt professionen siden starten af 1990'erne. Det siger Ann-Charlotte Eriksson, der er næstformand i Lärarförbundet.

»Arbejdsgiverne har svigtet med hensyn til at give lærerne de rette forudsætninger for at udføre deres arbejde«, siger hun.

»Hvis de ansvarlige ikke gør noget nu, så kommer det til at gå rigtig galt«.

Det er især på tre områder, at politikerne har svigtet ifølge Ann-Charlotte Eriksson:

- Lønudviklingen har været katastrofal. En 1ærer tjener cirka 29.000 svenske kroner. Til sammenligning viser en undersøgelse, at en dansk lærers købekraft efter ti års arbejde er 54 procent større end en svensk lærers.

- Der har ikke været klare regler om, at man skal være læreruddannet for at undervise i Sverige. 50 procent af eleverne i udskolingen/gymnasiet undervises i matematik af en lærer, der ikke er uddannet til at undervise i faget.

- Lærerne er blevet pålagt for mange opgaver, blandt andet i form af individuelle elevplaner og nationale prøver.

Prestigen i at være lærer er derfor faldet gevaldigt. I 1985 var der 2,6 førsteprioritetsansøgere til hver plads på læreruddannelsen. I 2009 var det tal faldet til 1,1 ansøger til hver plads. Udviklingen er dog vendt de senere år til, at der nu er 1,5 ansøgere per plads.

Idéen var god nok

Kort efter kommunaliseringen indførte en borgerlig regering yderligere to liberale reformer, som skulle få stor betydning for den svenske skole, som den er i dag, og som klarer sig så meget dårligere end for år tilbage.

Den første kom i 1992 blot seks måneder efter regeringsskiftet og hed friskolereformen. Den gjorde det lettere at oprette friskoler, og helt ekstraordinært blev det i Sverige gjort lovligt at trække profit ud af skolerne. Den tanke kan måske synes meget fjern for en dansker, men der var ikke nogen stor debat om netop det i den svenske offentlighed. Hverken lærerne eller deres forbund protesterede mod idéen, som derfor ganske udramatisk blev vedtaget.

I 1993 indførte politikerne den anden reform, og den gav svenskerne frit skolevalg. Samtidig oprettedes et vouchersystem, hvor hver enkelt kommune fastsætter et offentligt finansieret beløb, som skal følge eleven. Skolepengene er de samme, uanset om barnet går på en offentlig skole eller en friskole.

Håbet var, at pædagogikken ville blive mere mangfoldig, og at konkurrencen mellem det offentlige og det private ville skærpe kvaliteten af skolen.

»Det fungerede ganske fint i starten, hvor lærere og skoleledere oprettede en skole ud fra en god pædagogisk idé, som nogle forældre var begejstrede for. Men så kom virksomhederne til, som har et formål om at tjene penge og derfor sørger for at lokke børn til sig, som forventeligt kan få høje karakterer«, siger Helen Ängmo, direktør i Skolverket.

Her står den danske friskole stærkt i kontrast til den svenske ditto, da det ikke er tilladt at tjene penge på at drive friskole herhjemme. Desuden må den samme ejerkreds ikke eje mere end én skole. I Sverige findes der friskolekæder, hvor ét firma ejer i hun­dredvis af skoler.

 

I 00'erne begynder nedturen

Svenske forældre kan altså frit og uden brugerbetaling sætte deres barn i en friskole, som er drevet af private for offentlige midler. Og aktieejere sætter heller ingen penge på spil, men kan godt trække et eventuelt overskud ud. Skoler kan - ligesom alle andre virksomheder - gå konkurs. På 20 år er antallet af friskoler vokset eksplosivt. I dag er hver sjette skole privatejet.

Som følge af reformerne udviklede svensk skole sig efterhånden til et slaraffenland for profitmagere. I foråret 2013 kulminerede denne udvikling, da skolekoncernen John Bauer gik konkurs og efterlod en gæld på mere end én milliard kroner. En masse lærere stod uden job, og kommuneskolerne måtte træde til og finde plads til de elever, hvis skole ikke længere eksisterede.

Forklaringen lyder i dag, at Lärarförbundet og de fleste politikere var for naive dengang i 1990'erne. De færreste kunne forestille sig, at store virksomheder med profit for øje ville udnytte adgangen til det nye marked.

»Lärarförbundet har aldrig været imod friskoler, men vi har været meget kritiske over for, at kommuner ikke må sige nej til en ansøgning om friskoleetablering«, siger Lärarförbundets næstformand Ann-Charlotte Eriksson.

»Vi har ikke noget imod valgfrihed, men de samme spilleregler skal gælde for alle, og man må aldrig kunne tage profit ud af skoledrift, for det frister risikokapitalister. Vores melding til politikerne er, at så længe der er elever, der ikke får den støtte i skolen, der er behov for, så skal det ikke være muligt at trække overskud ud«.

Det er de fleste svenske politikere ikke enige i. Kun på den yderste venstrefløj kræver partiet, Vänsterpartiet, at profit på skoler skal forbydes.

Uligheden vokser

I år går 13,7 procent eller mere end hver ottende elev i en friskole. Det svarer til 126.000 elever, og tallet er stigende. Da reformerne blev vedtaget, var det kun en ud af hundrede svenske elever, der gik i friskole. Udviklingen har altså været meget markant, og i løbet af denne proces er forskellen på kommunale skoler og friskoler også steget. I Danmark, der ikke har privatiseret skolerne på samme måde som i Sverige, går 15 procent eller mere end hver syvende elev i en friskole eller privatskole.

Langt de fleste privatdrevne skoler i Sverige er placeret i de tre største byer - Malmö, Göteborg og Stockholm - og ofte ligger de placeret i de områder, hvor forældreindkomsten er størst. Karaktermæssigt klarer friskolerne sig bedst, men ifølge Skolverket er der ikke forskel på elevernes resultater, hvis den socioøkonomiske baggrund tages med i regnestykket.

Indvandringen er ikke forklaringen

20 procent af de svenske grundskoleelever har et andet modersmål end svensk, og andelen har været stigende siden 1990. Da tosprogede elever i Sverige såvel som i Danmark klarer sig dårligere end de et-sprogede, er det nærliggende at se indvandringen som forklaring på de faldende Pisa-resultater. Skolverket har undersøgt dette flere gange og konkluderer, at indvandringen kun har helt marginal betydning som forklaring på nedgangen,


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ