Læsning i matematik er skrevet er Bo Steffensen og Lisser Rye Ejersbo

Man læser også i matematik

Læsning foregår i alle fag. Men måske opdager matematiklæreren ikke, at elevens matematikvanskeligheder egentlig bunder i læseproblemer. Forlaget Matematik og Nationalt Videnscenter for Læsning har netop udgivet en bog om faglig læsning i matematik for dansk- og matematiklærere.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Børn har en medfødt talfornemmelse. Selv temmelig små børn kan skelne om en mængde er større eller mindre end en anden, men selve matematikforståelsen kræver læseforståelse. Og læsning forudsætter afkodning, som skal læres for at opnå læseforståelse", forklarer de to forfattere Lisser Rye Ejersbo og Bo Steffensen, der står bag bogen "Læsning i matematik".

Bogen beskæftiger sig med, hvor svært det er at læse en tekst, der består både af matematiske symboler og tekst, og der er forslag til, hvordan man kan arbejde med de genrer, der findes inden for læsning i matematik.

Bo Steffensen er lærer, cand. pæd. i dansk og kultursociologi og dr. pæd. i børns læsning. Han er tilknyttet Nationalt Videnscenter for Læsning. Lisser Rye Ejersbo er uddannet lærer, cand. pæd. i matematik og har en ph. d grad i matematikdidaktik og er ansat på Aarhus Universitet. Bo Steffensen fortæller, at der ikke findes et sted i hjernen til læsning. Det foregår mange steder, og især dansk er et svært sprog. Faktisk belaster dansk hjernen mere end andre sprog, og dansk forsinker børns læring af læsning i omkring et år i forhold til børn, der skal lære at læse på andre sprog.

Tanskaa ei voi opiskella suomen kielen tai kiinalaisten merkkien jälkeen Eller på dansk: Dansk kan ikke læres efter finsk eller kinesisk opskrift

Hvad er læsning i matematik? Bogen har et afsnit om hvad læsning er, et om læsning i matematik, og den handler om, hvordan børn lærer og hvordan læsning i matematik kan støtte matematisk tænkning.

Bogen bliver præsenteret på Nationalt Videncenter for Læsning, hvor et par eksperter i dansk og matematik på forhånd har læst den og stiller spørgsmål til forfatterne.

"Børns første møde med skolen og med matematik interesserer mig meget", fortæller matematikvejleder på St. Heddinge Skole Jannie Hoffmann-Hansen.

"Underviserne i 0. klasse er meget engagerede og lærer børnene lydene at kende. Børnene skal helst lære at læse en smule, fordi læsning er vigtigst, og læsning kommer først. De kan bedst lide en matematikbog med mange tal, for det er lettere for børnene. De har forsøgt sig med de nyere bøger med spil og mønstre, men de kan bedst lide de lidt gamle bøger med masser af tal. Hvordan stiller I jer overfor denne problemstilling?", spørger hun forfatterne.

Den holdning kender de godt.

"Læsning er ikke en medfødt egenskab, men det er talgenkendelse. Børn tæller længe før bogstaverne finder vej til dem, så det handler om at efteruddanne børnehaveklasselederne, så de kan stimulere børnene både til læsning og matematik. Sådan at man bruger den viden, børnene kommer med", svarer Lisser Rye Ejersbo.

Faktisk kan små børn godt dividere tidligt. Især hvis de har søskende, og det handler om at dele noget slik, fortæller hun.

Den anden ekspert er lektor Niels Johnsen fra læreruddannelsen Zahle, der taler om matematikkens særlige kodesprog, og at matematik er en skriftlig disciplin, fordi det er en operation med tegn og symboler. Der er meget at forstå og mange afkodninger.

Det sætter gang i en debat i salen om undersøgende matematik, at eleverne skal ud og prøve noget og så først sætte tegn og tal på bagefter. Én mener, at man skal passe på med at indføre den gammeldags realskole ad bagdøren ved at fjerne tekst og sammenhæng og bare lave opgaver med tal.

Forfatterne forsikrer, at sådan er bogen bestemt ikke ment. Men man skal som lærer være opmærksom på, at sproget ikke er gennemtænkt nok i alle opgaver. Det er vigtigt, at teksten ikke står i vejen for matematikforståelsen og opgaverne.  Derfor handler det også om, hvad matematiklæreren skal vide om læsning. 

Powered by Labrador CMS