Det vakte begejstring, da Odder sidste år delte iPads ud til alle. De er stadig glade for deres tablets, men det er en dyr fornøjelse i reparation.

Smadrede iPads koster kassen

Skolerne i Odder har brugt omkring 420.000 kroner til reparation og vedligeholdelse i løbet af det første år med iPads til alle. En skoleleder fortæller, at det på hans skole er blevet dobbelt så dyrt som forventet.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et øjebliks uopmærksomhed, når en elev går ned af gangen med sin iPad, kan hurtigt ende med et smadret glas. For eleverne i Odder har et år med en iPad i tasken resulteret i cirka 420 smadrede enheder.

Cirka 15 procent af kommunens 2800 iPads har nemlig været til reparation, hver med en gennemsnitlig udgift på 1000 kroner per reparation. Det bliver til 420.000 kroner på et år eller 35.000 kroner hver måned.

Udgiften ligger umiddelbart hos de enkelte skoler, der dog bliver kompenseret for en lille del af beløbet, det oplyser it- og indkøbschefen i Odder, Jan Møller, til folkeskolen.dk.

"Problemet har været, at det cover, vi har fået fat på, ikke dur til skoleelevers hverdag. Jeg har det selv, og det er fint til en hverdag på kontor, men det passer ikke til en skolehverdag", siger Jan Møller. Han fortæller, at man siden foråret sidste år har arbejdet på at få firmaet bag coverne til at levere nogle mere velegnede covers.

Odder var den første kommune, der valgte at give iPad til alle elever, så kommunen har ikke på forhånd haft en beregning på, hvor store driftsomkostningerne på iPads ville være. Kommunen regner med at levetiden på iPads bliver tre-fire år.

Gyldendal giver Odder særrabat på digitale læremidler

Dobbelt så høj Ole Simonsen, der er skoleleder på Vestermarksskolen, kender til problemerne med de smadrede iPads. Han anslår at udgiften til reparationer af iPads har været dobbelt så høj, som han på forhånd forventede.

"Vi prøver på alle mulige måder at undgå skader - både ved at have covers, men også ved at adfærdsregulere eleverne, så de passer på", siger Ole Simonsen. Han fortæller at mobiliteten er en af fordelene ved iPads, så det giver ikke mening at lægge begrænsninger på, hvor meget eleverne må tage dem med rundt på skolen.

På Vestermarkskolen har erfaringerne med brugen af iPads i undervisningen været positive.

"Vi er glade for funktionaliteten ved brugen af iPad. I forhold til tidligere har vi fået mere og bedre teknologi, der virker" siger Ole Simonsen.

For ham er de positive effekter af iPad så store, at det opvejer de øgede udgifter til vedligehold.

Sæt skub i dansk med tablets