Skoleledelse
0   546

Din undervisning gør mig bedre

Lærere i Aarhus ser hinanden undervise på tværs af skolerne. Målet er at styrke inklusionen. Både værter og 
gæster får udbytte af besøget, som det meget bevidst bliver kaldt.

Fem - fire - tre - to - en«. Dansklærer Carina Balto tæller ned, og en pige, der tømmer sin blyantspidser i skraldespanden, skynder sig tilbage på sin plads på første række.

Carina Balto har brugt de første ti minutter af dobbeltlektionen i 5.a på Viby Skole i Aarhus på at tale med eleverne om den løbetur, de var på i går. Nedtællingen signalerer, at de skal i gang med at arbejde med semikolon.

Bag eleverne sidder Jonas Breivik fra Virupskolen i Hjortshøj, mens Ulrik Boie fra Kragelundskolen i Højbjerg har taget plads ude ved væggen. De er på besøg for at se Carina Balto undervise og har nøje udvalgt deres pladser.

»Vi skal undgå at interagere med eleverne. Vi ser heller ikke på Carina. Det er os selv, vi har i fokus. Derfor kalder vi det ikke en observation, men et besøg. Der er ingen grund til, at hun skal føle sig overvåget, og vi har fortalt hende, at hun skal have ros bagefter. Hun lærer alligevel ikke noget af en negativ tilbagemelding«, siger Jonas Breivik.

Artiklen fortsætter under banneret

Lærerne i Aarhus besøger hinanden under projektet Folkeskolens Fællesskaber, der skal styrke inklusionen. Tanken er, at de får øje på, hvad de selv kan gøre bedre, når de ser kolleger undervise.

Opgaven står på tavlen

Eleverne henter deres hæfter, og Carina Balto beder dem om at slå op på side 20, opgave 14. Hun skriver det på tavlen, og så er det, at hun tæller ned.

Hun forklarer, hvornår man bruger semikolon, og en pige får at vide, at hun skal se i sit hæfte. Derefter arbejder eleverne på egen hånd, og hver gang en elev har brug for hjælp, sætter Carina Balto sig på hug ved siden af.

Jonas Breivik og Ulrik Boie tager begge notater.

Næste opgave handler om at lave afsnit, så man »ikke får et væg til væg-tæppe ud af printeren«. Midt i dobbeltlektionen er Carina Balto parat til at tage fat på stedord. Eleverne beder om en pause og får bevilget tre minutter til at løbe en tur, men så skal alle også af sted. Imens skriver Carina Balto lektier op på tavlen, og da eleverne returnerer, stimler de sammen om hende. Hun smiler og lytter til dem, inden hun igen tæller ned.

Trygheden slår igennem

Bagefter mødes de tre lærere. Gæsterne har haft en god oplevelse.

»Efter pausen var 90 procent af børnene oppe ved dig. Man kan se på jeres øjne og smil, at I har det godt sammen. Hvis vi skal rumme flere elever, skal det bygge på nærvær, tryghed og respekt. Du kan skabe ro med fem - fire - tre - to - en, fordi I kan lide hinanden«, siger Ulrik Boie.

Det er Carina Balto glad for at høre.

»Jeg har nok vidst, at trygheden var der hos nogle af dem, men at de er så trygge, som I siger, kan jeg bruge, hvis jeg skal hjælpe en elev på ret spor«.

Ulrik Boie oplever Carina Balto som en meget struktureret lærer og anerkender hende for at skrive dagsorden på tavlen.

»I mine noter har jeg skrevet: '10.45: Meget struktur - hæmmende eller udfordrende?' Du hviler i dig selv og har et godt tag på eleverne, så det betyder ikke noget, hvis du ryger ud ad en tangent«.

Carina Balto kan ikke sige, hvorfor hun skriver dagsorden på tavlen - det virker bare.

»Når I nu bekræfter mig i det, kan jeg få overskud til at eksperimentere med noget andet. Vi er som eleverne: Vi vil gerne ses, høres og anerkendes«, siger hun.

Jonas Breivik spørger, hvordan hun får eleverne til at sidde stille, når de er færdige med deres opgaver.

»Jeg tror, det skyldes rutinen. På et tidspunkt laver jeg en snitflade og samler op på det, de har lavet. Sådan gør vi bare, og det er okay at være dygtig og blive først færdig«, siger hun.

Når Jonas Breivik skal hjælpe en elev, har han for vane at sætte sig på bordet og se ned over eleven.

Folkeskolens Fællesskaber


20 lærere fra forskellige skoler i Aarhus kommer på besøg hos en værtsskole i en såkaldt læringsuge. Skolelederen fortæller, hvordan skolen arbejder med inklusion, og lærerne bliver præsenteret for inkluderende metoder og processer og bliver trænet i at føre reflekterende samtaler.

Tre gange i løbet af ugen kommer gæsterne ud for at se lærere på værtsskolen undervise. De kalder det ikke for observation, men for et besøg. Lærerne er sammen to og to, og for at få nye synspunkter ind i dialogen skifter de makker ved hvert besøg og kommer ud til nye værtslærere. Bagefter mødes værtslæreren og de to gæster til en reflekterende samtale om undervisningen, og når gæsterne vender tilbage til deres hold, taler de i en struktureret form om, hvad de har set, hørt og sagt.

Den sidste dag beskriver lærerne tre ting, de vil arbejde videre med i deres egen undervisning. Senere får de tre besøg af en inklusionsvejleder, som er en lærer, der er særligt klædt på til at være refleksionspartner.

Alle skoler i Aarhus er involveret, og indtil videre har 1.000 af de 3.500 lærere i Aarhus været på besøg hos andre 1.000 lærere. Også skolepædagogerne er i gang, og modellen skal udvides til pædagoger i vuggestuer, børnehaver og klubber.

»Når du går ned på hug og kommer i øjenhøjde med eleven, ser jeg mig selv sidde på bordet. Jeg vil til at gøre som dig«, siger han.

Alle tre får udbytte

Oprindeligt var tanken med besøgene i Aarhus, at de to gæster skulle have noget med hjem. Men værtslærerne lærer også noget.

»Ulrik og Jonas får mig til at tænke over den måde, jeg underviser på. Meget foregår per automatik, men jeg skal huske at anerkende elevene for, at de sætter sig t

il at vente, når de er færdige med deres ark«, siger Carina Balto.

Begge gæster har besøgt andre lærere, og Jonas Breivik synes, det har gjort ham mere struktureret.

»Nu laver jeg en tydelig dagsorden for eleverne og et bevidst stemningsskifte efter højst 20 minutter. Jeg har også fået ideen til en fast løberute, som tager to minutter. Så skal jeg ikke bruge ti minutter på at hente dem ind fra skolegården«.

Ulrik Boie fik en aha-oplevelse, da han så en lærer, der lod sine elever puste i kazoo. De syntes, det var skægt, men fik aldrig at vide, hvorfor de skulle arbejde med instrumentet.

»Eleverne fik bare stukket kazooen i hånden, og det fik mig til at sige: 'Ulrik, husk nu at fortælle eleverne, hvorfor de skal lære at dividere, også selv om du har fortalt det før'. Det er vigtigt, at vi fortæller børnene, hvorfor vi gør, som vi gør i både stort og småt, men hold op, hvor har jeg tonset af sted«.

Jonas Breivik har lært allermest af en lærer, som mindede om ham selv.

»Jeg syntes, undervisningen gik rigtig fint, indtil den anden gæstelærer gjorde mig opmærksom på, at fire elever slet ikke var med. Det er interessant at se sig selv i spejlet på den måde«, siger han.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
9.395 andre er allerede tilmeldt

Netværket for danskundervisning er for alle, der underviser i eller interesserer sig for faget. I samarbejde med Dansklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
17.438 andre er allerede tilmeldt