Aspergere klarer studentereksamen med succes

Tre forsøg med særligt tilrettelagte gymnasieforløb for unge med Aspergers syndrom har været en succes. Eleverne klarer sig godt i gymnasiet, de består studentereksamen, og mange kommer bagefter ind på deres drømmeuddannelse, viser en evaluering.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Høje Taastrup Gymnasium og Paderup Gymnasium i Randers har siden henholdsvis 2007 og 2008 kørt forsøg, der fokuserer på at støtte elever med Aspergers syndrom til at tage en studentereksamen.

Skolerne tager i undervisningen og i de fysiske rammer hensyn til elevernes diagnose. Der er for eksempel højst ti elever i hver klasse, hver elev har en bås i klassen, hvor han kan sidde, når der skal arbejdes individuelt, der er obligatoriske moduler med lektielæsning, og hver elev har en mentor på skolen.

Både skoler og forældre understreger, at eleverne ikke ville kunne gennemføre gymnasiet uden den type støtteforanstaltninger.

Samtlige elever bestod eksamen

Når eleverne går til eksamen, sker det til gengæld på normale vilkår. De 23 unge, der har gennemført de tre års skolegang i en af forsøgsklasserne, gik alle til eksamen og bestod. Deres samlede eksamensresultater ligger tæt på karakteren 7, hvilket svarer til landsgennemsnittet for studenter fra det almene gymnasium.

Fagligt set opfylder eleverne altså fuldt ud gymnasiets krav, men eleverne klarer sig også godt i de flerfaglige prøver.

"Det flerfaglige studieretningsprojekt og prøven i almen studieforberedelse stiller krav til blandt andet selvstændighed, abstraktionsevne og overblik. Det er typisk krav, som mennesker med Asperger-diagnosen kan have svært ved at honorere. Derfor er det så meget desto mere overraskende og positivt at se, at eleverne klarer sig godt også i disse prøver", siger souschef Rikke Sørup fra Danmarks Evalueringsinstitut, der har evalueret forsøget.

Flerfaglige elementer stiller skolerne i et dilemma

Evalueringen viser imidlertid, at prøverne har været hårde for eleverne, og har krævet en god portion hjælp og støtte fra skolens side.

"Det er et grundlæggende dilemma. Skolerne skal på den ene side støtte eleverne, fordi de har svært ved kompleksiteten i de flerfaglige elementer af uddannelsen, og på den anden side ligger det i gymnasiebekendtgørelsen, at eleverne netop skal udvikle komplekse kompetencer for at blive studieparate", siger Rikke Sørup.

Det vil først på et senere tidspunkt være muligt at undersøge, hvordan det rent faktisk går eleverne, når de kommer i gang med en videregående uddannelse, hvor de i højere grad skal studere på normale vilkår. Men foreløbige tilbagemeldinger tyder på, at eleverne trives bedre i små miljøer end i større studiemiljøer med vægt på gruppearbejde.

Også forsøg på hf-niveau

De fleste elever fra forsøgslinjerne er kommet videre i uddannelse efter studentereksamen. 16 af de 23 elever er blevet optaget på en videregående uddannelse, mens to er i gang med andre former for uddannelse. Ifølge forældre og undervisere er eleverne kommet ind på deres drømmeuddannelser, og motivationen for at gennemføre uddannelsen og klare det nye miljø er derfor stor.

Også på Midtfyns Gymnasium er der forsøg med gymnasieforløb for elever med autismespektrum-forstyrrelser/Aspergers syndrom. På Aalborg Katedralskole og på Herning HF og VUC er der forsøg med hf-forløb for denne gruppe elever. Evalueringsinstituttet er i gang med at evaluere forsøget på Aalborg Katedralskole. Evalueringen forventes afsluttet i november 2012.

Læs mere

Rapporten "Gymnasieforløb for elever med AspergersSyndrom - slutevaluering"