Skolepolitik
3   32

Måske skal skolen ikke behandle alle ens

Det er på tide at erkende, at skolen ikke kan løse alle samfundets problemer, lyder det fra Rådet for Børns Lærings formandskab, som giver en skarp kritik af reformen i sin sidste beretning.

"Politisk ledelse handler lige så meget om fravalg og prioritering af opgaver, som det handler om at anvise opgaver til skolen". Sådan lyder det i den netop offentliggjorte beretning fra Rådet for Børns Lærings formandskab, som har set på folkeskolereformen og ikke er imponeret over resultaterne. Men helt grundlæggende mener formandskabet ikke, at reformen havde de store muligheder for succes, og at politikerne skal lære af forløbet.

"Folkeskolereformen har ikke løftet skolen. Man kan så drage den umiddelbare konklusion, at den ikke virkede. Men vi stopper op og stiller to spørgsmål", forklarer formand Charlotte Rønhof. "Når reformen aldrig rigtigt blev implementeret, er det så overhovedet en valid konklusion, at reformen aldrig virkede? Og var det nogensinde realistisk at nå målene, når der samtidig ligger en række grundlæggende udfordringer, som man slet ikke rører ved, i reformen?"

Artiklen fortsætter under banneret

De grundlæggende problemer, som Charlotte Rønhof mener, at man i for lille grad har taget højde for, er inklusion, social ulighed og lærerkvalitet. Hun peger på en undersøgelse, som Det Nationale Forsknings- og analysecenter for Velfærd, Vive, har foretaget for formandskabet, der viser, at det, der har størst betydning for, hvordan eleverne klarer sig i 9. klasse, er deres forældres baggrund.

"Er det rimeligt og realistisk, at skolen skal løse de mange udfordringer, der bunder i socioøkonomi? Der er mange gode elementer i reformen, for eksempel lektiehjælp, som var en vigtig brik i forsøget på at bryde den sociale arv, men spørgsmålet er, om den skal gives bredt?"

I beretningen lyder det derfor: "Måske er det tid til et opgør med ønsket om at behandle alle børn ens".

Dømt til at mislykkes uden lærerne

Rådet for Børns Læring er bredt sammensat af repræsentanter for organisationerne omkring folkeskole- og daginstitutionsområdet. Formandskabet er udpeget af tidligere undervisningsminister Merete Riisager (Liberal Alliance). Ud over tidligere underdirektør i DI Charlotte Rønhof tæller formandskabet lærer Mette Frederiksen og pædagog Pernille Hviid, Andreas Rasch-Christensen og Stefan Hermann fra professionsuddannelserne, sognepræst Henrik Gade Jensen og ph.d. i pædagogik Per Fibæk Laursen. Spørger man Per Fibæk Laursen, om folkeskolereformen nogensinde havde en chance for at lykkes, er det korte svar: "Nej".

"Jeg tror egentlig ikke, at man kan lykkes med sådan en reform, når udspillet kommer fra folketing og ministerium uden om folkeskolens parter. Havde de haft lærerne og resten af skolens parter med, så var det en anden sag. Men på den her måde, så nej".

I beretningen lyder det: "Det er formandskabets opfattelse, at man fra centralt hold bør uddrage vigtige læringspunkter af forløbet omkring folkeskolereformen. Stort anlagte reformer bør ud over at have bred politisk opbakning til vedtagelse af reformens indhold også - og lige så vigtigt - bygge på enighed og opbakning til implementeringen. Og det skal selvsagt sikres, at der er en robust finansiering bag reformen".

Det er lærer Mette Frederiksen meget enig i. Men hun mener ikke, at man skal tænke, at reformen bare skal have mere tid. "Lad os nu bare erkende, at den reform er mislykket", siger hun. Men hun og resten af formandskabet mener ikke, at man burde rulle alt tilbage eller komme med en ny reform.

"Det ville næppe være en god ide at smide en ny bombe ind i folkeskolen lige nu. Men de må godt være lidt hurtige med justeringerne - særligt skoledagens længde, nationale test og elevplaner", siger hun, og Per Fibæk Laursen supplerer:

"Det er meget fornuftigt af politikerne at forsøge at få et partnerskab i gang. Men vanskeligheden i den aktuelle situation er, at mange af lærerne synes, at for at komme i gang med et troværdigt og hæderligt samarbejde havde man gerne set, at politikerne havde rullet reformen tilbage", siger Per Fibæk Laursen.

Lektiehjælp til dem, der har behov

Formandskabet anbefaler, at man holder fast i de gode elementer, for eksempel åben skole og bevægelse. Men man skal sænke forventningerne til, at det giver målbare effekter på læringen. Den understøttende undervisning foreslås afskaffet, men sådan at resurserne bliver i skolen. Lektiehjælpen foreslår formandskabet, at man differentierer, så man bruger resurserne og tiden på de elever, som reelt har behovet, og lader de forældre, som har tid, lyst og kræfter, få mulighed for at klare det hjemme. Og så skal lærernes kompetencer inden for undervisningsdifferentiering styrkes.

"Lektiehjælpen og undervisningsdifferentiering er jo noget af det, der faktisk kan hjælpe med at bryde den sociale arv. Så vi vil gerne styrke mulighederne for undervisningsdifferentiering, og vi vil ikke afskaffe lektiehjælpen. Men måske skulle man ikke give den bredt til alle elever, men prioritere resurserne til dem, der har behovet og ikke kan få hjælp hjemme. Det er ikke, fordi vi ikke kan se, at der også er udfordringer ved det. Derfor stiller vi det som åbent spørgsmål, som vi håber, at man vil arbejde videre med i rådet og blandt politikerne", siger Charlotte Rønhof.

Mette Frederiksen oplever også som lærer, at der er forskellige behov hos forældrene. Nogle vil rigtig gerne følge med og have et ansvar i forhold til lektier, mens andre må melde pas.

"Jeg synes, det er en spændende tanke at kunne få lov til ude på skolerne at drøfte, hvem der har behov for lektiehjælp, så vi bruger resurserne ordentligt. Det er en af de gode ting, jeg har kunnet se i coronatiden, at jeg har afholdt små kurser og frivillige tilbud til forskellige elever, både dem, der havde brug for en ekstra hånd, og de meget dygtige. Så længe det kun er de få timer og som en fleksibel resurse".

Forskelligartede tilbud efter elevernes behov

Per Fibæk Laursen understreger, at hverken politikere eller skolen kan forvente at løse udfordringer med social ulighed.

ANBEFALINGER OM LÆRERUDDANNELSEN

Formandskabets beretning har bevæget sig lidt uden for sit resort og har også set på lærer- og pædagoguddannelserne, og hvordan man sikrer flere ansøgere til dem, og giver en række anbefalinger til politikernes arbejde med en ny læreruddannelse, blandt andet:

• en begrænsning i kvote 2-optaget

• en revurdering af uddannelsens opbygning i moduler

• større ensartethed i antal undervisningstimer på tværs af professionshøjskoler

• at holde fast i de nuværende 18 uddannelsessteder som et maksimum.

Læs mere her: 

> Rådsformænd vil lukke færre ind på læreruddannelsen via kvote 2

"Det er et såkaldt vildt problem, der indeholder mange delproblemer, der går på tværs. Og man har ikke en præcis viden om, hvordan det skal løses. At vi foreslår, at man behandler eleverne forskelligt, betyder jo ikke, at vi vil tilbage til den delte skole. Vi praktiserer jo allerede nu det at behandle elever forskelligt, for eksempel i erhvervsklasser, hvor nogle elever får lov til at reducere den boglige del i udskolingen til fordel for udvidet erhvervspraktik. Det handler om at eksperimentere med en folkeskole, der kan give mere forskelligartede tilbud efter elevernes behov uden at bryde med lighedsprincipperne".

Han mener klart, at der er behov for at styrke lærernes kompetencer i forhold til undervisningsdifferentiering, og for at skoleledelser og politikere støtter op om det. Han foreslår, at man politisk kunne melde ud, at nu sætter vi fokus på undervisningsdifferentiering i fem år, så kunne man stille penge til rådighed for efteruddannelse og et udviklingsarbejde i samarbejde med folkeskolens parter.

"Det har vi tidligere set gode eksempler på forud for 93-loven. Det er i hvert fald nødvendigt at tænke nyt om, hvordan man løser det problem. Vi har mange års erfaring med at behandle eleverne ens, det løser ikke problemet. Og igen helt grundlæggende, så længe der er økonomisk og social ulighed i samfundet, så er det en umulig ambition, at folkeskolen skal fjerne den ulighed".

Mette Frederiksen er godt tilfreds med, at beretningen understreger, at skolen ikke kan tage hele ansvaret for at løfte den sociale arv. Hun er enig i, at der er behov for at arbejde med mere undervisningsdifferentiering, og anerkender gerne behovet for kompetenceudvikling og støtte fra skolelederne.

"Man skal bare huske, at det også kræver tid. Jeg har differentieret meget mindre efter reformen, fordi jeg har haft mindre forberedelsestid, og det tager bare mere tid at finde forskellige materialer og formulere forskellige opgaver".

Et sidste punkt, som Mette Frederiksen fremhæver i beretningen, er en anbefaling til fokus på dannelsen.

"Sådan et afsnit ville have været helt utænkeligt i rådets beretning for fem år siden, hvor der var fokus på målbare resultater og læring. Der har vi fået et helt andet perspektiv på, hvad skolens opgave er, i denne beretning".


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
2.591 andre er allerede tilmeldt