Stolte skoleledere indstillede: Kæmpe priser til to natur/teknologi-lærere

Det var skolelederne på henholdsvis Mårslet Skole syd for Aarhus og Stavnsholtskolen i Farum, der indstillede de to lærere, der i dag har fået Novo Nordisk Fondens Natur- og Teknologilærerpris på hver 250.000 kr.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Østudgaven af prisen går til til Eva Bjørk Kristjansdottir fra Stavnsholtskolen i Farum og vestprisen til Sara Petrat-Melin på Mårslet Skole.

Sara Petrat-Melin arbejder i høj grad med leg og storyline i sin undervisning og tager blandt andet eleverne med i sit opdigtede univers "Skraldeøen", hvor den fiktive professor Frost sender mails til børnene om hjælp. Børnene skal blandt andet bygge og programmere robotter med Lego WeDo, og de robotter skal som eksempel advare dyr om ikke at komme ud til skraldeøen, hjælpe dyr, der sidder fast i fiskenet eller på andre måder løse de opgaver, som professor Frost har brug for hjælp til.

"Jeg er megastolt over at modtage prisen. Jeg håber også, at det kan være med til at inspirere andre lærere til at arbejde kreativt med digital teknologi", siger hun i en pressemeddelelse om prisen.´

Eva Bjørk Kristjansdottirs klasser har vundet den nationale Micro Bits-konkurrence på DR-Ultra to år i træk.

Blæretid i Farum

"Jeg glæder mig allermest til at fortælle mine elever, at jeg har vundet prisen. Det har jeg givet mig selv lov til at blære mig med", griner hun. 

Der er masser af kodning i Eva Bjørk Kristjansdottirs undervisning.

Eva Bjørk Kristjansdottir underviser sine elever i kodning, og det har de bl.a. brugt  til at designe et klimavenligt ur, som minder folk om at være mere klimavenlige. Det vandt eleverne i hendes klasse 15.000 kr. for at designe i DR-Ultras Micro-Bits-konkurrence det første år. Eleverne vandt igen året efter ved at koble to dyr sammen og kode deres karakteristika i programmet Scratch.

"Eleverne har virkelig taget det til sig og bruger også kodning derhjemme, hvor også deres forældre er kommet med på ideen og deltager aktivt i kodningen. Både elever og forældre har fået mere respekt for teknologien, hvilket forhåbentlig også kan gøre dem til mere aktive medborgere i et digitalt samfund", siger Eva Bjørk Kristjansdottir.

Priserne er på 250.000 kr. De 50.000 kr. går til læreren personligt, mens de 200.000 går til skolen til udvikling af den naturfaglige undervisning. Så nu skal Stavnsholtskolens mini-makerspace være stort. Sara Petrat-Melin håber at få mulighed for at få nogle timer til at dygtiggøre sig yderligere inden for digital leg, og at hendes elever snart kan lave deres egne programmer til de aarhusianske chromebooks. Og så skal der købes flere digitale artefakter til et legelaboratorium.