Tysk
118   49

Lærer: Fjern tysk – Det er et levn fra fortiden

Tysk på skoleskemaet er et levn fra fortiden. Sådan lyder det fra lærer Tenna Bay, der foreslår, at tyskundervisningen helt fjernes, så skoledagen kan gøres kortere.

Et stort flertal af lærerne mener, at skoledagen skal gøres kortere. Og hvad skal så skæres væk for at gøre dagene kortere? Det kunne fx være tyskfaget.

Sådan lyder buddet i hvert fald fra lærer på Herfølge Skole Tenna Bay, der, selvom hun ikke selv underviser i tysk, mener, at det er et levn fra fortiden, at tysk fortsat er på skemaet hos eleverne i den danske folkeskole.

"Jeg synes, at tysk er en uddød kompetence, når vi er så internationale efterhånden, at al kommunikation foregår på engelsk, også selvom man snakker med tyskere", siger Tenna Bay og fortsætter:

"Det er altså på engelsk det foregår. Og selvom man så prøver at klunte sig frem på tysk, så forstår de fleste tyskere godt engelsk. Tyskernes niveau i engelsk har jo nemlig også rykket sig de sidste år".

Artiklen fortsætter under banneret

Vent med tysk til udskolingen

Og Tenna Bay er ikke den eneste, der mener, at tysk er et af de fag, man kunne spare nogle undervisningstimer på. I Folkeskolens undersøgelse blandt lærerne mener 6 procent af lærerne nemlig, at tysk er et oplagt sted at skære, hvis skoledagen skal gøres kortere.

OM UNDERSØGELSEN

I december satte Folkeskolen en undersøgelse i gang på folkeskolen.dk og Facebook blandt lærere i hele landet. Undersøgelsen skulle give svar på, hvordan folkeskolereformen opleves ude i undervisningslokalerne på de enkelte fag, og hvilken betydning den har haft for lærernes dagligdag og undervisning.

971 lærere har svaret på spørgeskemaundersøgelsen i løbet af slutningen af december 2020 og start januar 2021. I undersøgelsen er alle fag, klassetrin og 95 at landets 98 kommuner repræsenteret.

På folkeskolen.dk vil du de kommende uger kunne læse mere om, hvordan reformen har påvirket fagene, eleverne og lærerne.

Fra flere lærere i undersøgelsen lyder det desuden, at man bør gå tilbage til kun at have tysk i udskolingen. Tyskkundskaberne er nemlig ikke blevet styrket af, at eleverne efter folkeskolereformen allerede begynder på tyskundervisning i 5. klasse i stedet for i 7. klasse, mener flere lærere.

"Eleverne er ikke blevet dygtigere til sprog, efter det blev besluttet, at de skulle have tysk/fransk fra 5. klasse. Den ene lektion om ugen er derfor simpelthen for fjollet", lyder det fra en lærer i undersøgelsen.

En anden lærer stemmer i og konkluderer, at tysk i stedet "burde blive omdannet til et fag om generel sprogforståelse".

Og når det kommer til elevernes niveau i tyskundervisningen, er dommen fra Tenna Bay også klar:

"Når eleverne rammer gymnasiet og begynder på tysk, så starter de jo alligevel nærmest forfra". 

Knebent med tysklærere

På skolen, hvor Tenna Bay arbejder, er der kun to tysklærere, som ifølge hende derfor er bundet til at skulle undervise i tysk. Hun mener, der mangler tysklærere.

"Jeg tænker, at interessen fra lærerne også er faldende. Så i stedet for at blive ved med at poste flere timer i faget, burde man måske i stedet sige, at nu er det altså 2021, og så er det sgu ikke så vigtigt at have tysk i folkeskolen", siger Tenna Bay og fortsætter:

"Allerede i 2011 var det et problem at få de lærerstuderende til at vælge tysk, og det er det altså stadig den dag i dag. Jeg tror, at man bliver nødt til at se den tendens og acceptere den".

Tyskundervisningen er forringet efter reform

Fra tysklærer på Strandskolen Diana Dudmish har piben dog en noget anden lyd. Hun er bestemt ikke indstillet på at fjerne tysk fra skemaet, og hun mener heller ikke, at det er et fag, hvor det ville være muligt at reducere timetallet.

"Tysk ville jeg blive ked af, at der blev skåret mere i. Dengang jeg startede, havde man fire lektioner, nu har man tre lektioner om ugen, og jeg synes, at det ville være svært at nå det, man skal, hvis der blev skåret yderligere", siger Diana Dudmish og fortsætter:

"Hvis der skal skæres mere i tysk, så bliver man i hvert fald også nødt til at sætte kravene ned".

Fra tysklæreren lyder det desuden, at det allerede i dag er næsten umuligt at nå de krav, der er i tysk.

"Det er bare helt vildt svært at lære et nyt sprog. Eleverne tror, at der forventes det samme af dem i tysk, som der gør i engelsk, og det tror jeg er rigtig meget med til, at motivationen daler for dem, fordi de tænker, at det når de aldrig", siger Diana Dudmish.

Og beskeden fra Diana Dudmish er klar. Tysk er ikke blevet styrket efter reformen.

"Det var nemmere at nå i mål med tyskundervisningen før reformen, fordi man havde mere tid til at komme hele vejen rundt om faget", lyder det fra Diana Dudmish.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Tysk og fransknetværket er for alle, der underviser i eller interesserer sig for fagene. I samarbejde med Sproglærerforeningen, Tysklærerforeningen og Fransklærerforeningen.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
1.000 andre er allerede tilmeldt