"Der må gerne være fire, som spiller fodbold ude på græsset, men de skal ikke mødes ti til et lanparty", fortæller Klaus Lundgaard Schubert om Styrelsen for Patientsikkerheds anbefalinger til, om skolens elever stadig må mødes uden for skolen.

Skoleleder på corona-lukket skole: "Lukningen skyldes bekymring for, at hele indskolingen skulle blive ramt"

Det er ikke Styrelsen for Patientsikkerhed, som alene har lukket Malling Skole syd for Aarhus. Skoleleder Klaus Lundgaard Schubert har taget beslutningen sammen med styrelsen, fordi en af de smittede børn går i børnehaveklasse. Opdateret: Også skole på Lolland lukker midlertidligt.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Malling Skole syd for Aarhus har efter dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed valgt at lukke midlertidigt for at hindre smittespredning blandt elever og medarbejdere, hedder det i en pressemeddelelse fra styrelsen.

Formuleringen skyldes, at det ikke har været et krav fra styrelsen, at hele skolen skulle lukkes ned, fortæller skoleleder Klaus Lundgaard Schubert.

"Vi har drøftet situationen med styrelsen, men hvis den alene skulle have truffet beslutningen ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt, var vi ikke blevet lukket. Men da den ene af vores to smittede elever går i børnehaveklasse og i SFO, er det umuligt for os at udrede, hvilke andre børn hun har været tæt på. Det kan hverken hun eller de andre børn gøre rede for. Det havde været noget andet, hvis det havde været en elev i 9. klasse", siger han.

Den anden smittede elev er en dreng i 5. klasse.

Eleverne må kun mødes i begrænset omfang

Klassekammerater til de to smittede elever og enkelte lærere er allerede blevet eller vil blive kontaktet af Styrelsen for Patientsikkerhed og sat i frivillig hjemmekarantæne. Skolens øvrige elever frarådes at samles i større grupper uden for skolen.

Skoleleder fra landets første corona-ramte skole fandt støtte i myndighedernes anbefalinger

"Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler, at eleverne mødes i begrænset omfang. Der må gerne være fire, som spiller fodbold ude på græsset, men de skal ikke mødes ti til et lanparty", siger Klaus Lundgaard Schubert.

Skolens øvrige lærere er ikke sat i karantæne, og Klaus Lundgaard Schubert er i gang med at finde en løsning på, hvordan de kan undervise eleverne alternativt.

"Dette kan være alt fra, at eleverne får tilsendt lektier, til at vi følger skemaet digitalt. Jeg tænker, at både familier og samfundet vil sætte pris på, at vi tilrettelægger en form for undervisning", siger skolelederen.

Tilføjet onsdag den 11. marts kl. 12.52: 

Malling Skole oplyser nu på sin hjemmeside, at elever og/eller forældre kan hente bøger og andre materialer via indgangen ved kontoret frem til klokken 16 i  dag.

Fire fædre har bragt virus med hjem fra skiferie i Østrig

Styrelsen for Patientsikkerhed kender smittekilderne og ved, at de to elever på Malling Skole ikke har smittet hinanden. Smitten kan spores direkte tilbage til et udenlandsk risikoområde.

Corona-ekspert til skoler: Der er ingen grund til panik

"Det er fire fædre, som har været på skiferie sammen i Ischgl i Østrig. Den ene har så smittet sin søn, mens pigen i børnehaveklassen er blevet smittet til en fødselsdag hos sin onkel, som er en af de fire fædre", fortæller Klaus Lundgaard Schubert.

Man kan ikke konkludere ud fra situation på Malling Skole, at fordi man har to smittede elever, så skal man lukke sin skole, mener han.

"Fordi Styrelsen for Patientsikkerhed er sikker på, at de to elever er smittet af fædrene, var det ikke styrelsens første håndtag at lukke skolen. Lukningen skyldes min bekymring for, at hele indskolingen skulle blive ramt", siger Klaus Lundgaard Schubert.

Fire smittede fædre fylder meget i et lille lokalsamfund

Det er et stort greb at lukke en hel skole, erkender skolelederen. Men han finder det rigtigt at gøre det.

"Fire smittede fædre fylder forholdsvis meget i et lille lokalområde som vores, så mange har været i kontakt med dem. Så længe Styrelsen for Patientsikkerhed har folk til at ringe de mennesker op, som har været i kontakt med folk, som er smittet, kan den arbejde på at inddæmme smittefaren, men udbredelsen af corona kan vokse sig så stor, at det ikke længere kan lade sig gøre matematisk", siger Klaus Lundgaard Schubert.

Blog: Corona i samfundsfag- Hjælp eleverne til overblik

Styrelsen fra Patientsikkerhed anbefaler, at elever og alle andre, som har været på Malling Skole siden fredag den 6. marts, er opmærksomme på symptomer på coronavirus.

Tilføjet onsdag den 11. marts kl. 12.48:

Skole på Lolland lukker også på grund af smittet  indskolingselev

Også Blæsenborgskolen i Maribo lukker ned i 14 dage, fordi en elev i indskolingen er smittet med coronavirus.

Tirsdag aften besluttede Lolland Kommune at lukke skolens centerafdeling i 14 dage, da nogle af eleverne havde været i kontakt med en elev, som er smittet med coronavirus.  I går besluttede kommunen også at lukke almendelen i 14 dage, da eleverne her også har været i kontakt med den smittede.

Fire elever fra centerafdelingen deltog i livreddertræning søndag og mandaga. Her deltog også en elev fra indskolingen på Blæsenborgskolen, som senere har vist sig at være smittet med coronavirus efter at have været på ferie. Eleven var i skole i mandags og var i nærkontakt med flere børn.

"Styrelsen for Patientsikkerhed har bedt os sende eleverne i den smittedes klasse hjem. Vi vurderer, at eleven også kan have været i nærkontakt med andre elever i indskolingen og på mellemtrinnet, da eleverne mingler en del på gangene og udenfor, og eleven har været i kontakt med mange i mandags. Derfor har vi ud fra et forsigtighedsprincip besluttet at lukke hele Blæsenborgskolen. Vi har også lukket skolens centerafdeling, fordi der her er elever, som er særligt sårbare og har lavt immunforsvar", siger direktør i Lolland Kommune Rikke Jensen i en pressemeddelelse.