De nordiske Pisa-resultater i de fire Pisa-runder (Kilde: Skolestyrelsen)

Pisa: Tilbagegang i matematik

Danske skoleelever ligger fortsat i den bedste Pisa-gruppe i matematik, men matematikscoren er gået tilbage siden den seneste Pisa i 2006. Norge og Island er gået frem til dansk niveau, mens de svenske resultater ligger noget lavere.

Publiceret Senest opdateret
OECD-landenes Pisa-score 2009 (Kilde: Skolestyrelsen)

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den danske gennemsnitsscore i matematik er faldet fra 513 point i Pisa 2006 til 503 point i Pisa 2009, som netop er offentliggjort. Danmark er nummer 19 blandt alle deltagende lande og nummer 12 blandt OECD-landene, hvor vi var på en 10.-plads ved den forrige Pisa-undersøgelse.

Danmark er placeret under OECD-gennemsnittet, når det gælder elever med svage matematik-kompetencer - såkaldt 'manglende funktionel matematikkompence'. 17 procent af de danske 15-årige i Pisa er placeret i den dårligste kompetencegruppe i matematik mod 22 % i gennemsnit for alle OECD-lande. 12 pct. af de danske elever ligger i topgrupperne med meget gode matematikkompetencer mod 13 procent som gennemsnit blandt OECD-landene.

Piger halter efter, og det går tilbage for drengene

De danske pigers matematikpræstationer har i alle de fire hidtidige Pisa-undersøgelser gennemsnitligt været ringere end drengenes og ligger i dag under OECD-gennemsnittet. Men de danske drenges resultater har også været for nedadgående siden 2003, konkluderer de danske Pisa-forskere.