Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

I år indledes Københavns Kommune store inklusionsindsats ”Mangfoldige børnefællesskaber”.

Flere børn med særlige behov og dermed også behov for specialundervisning skal inkluderes i de almene skoler. Det er en stor og svær opgave, og den bliver ikke mindre svær at løfte i en verden, hvor ressourcerne altid er en mangelvare.

Med denne kæmpestore opgave foran alle ansatte i kommunen er der opstået en bekymring hos mig selv og mange af mine kollegaer. Bekymringen handler om den måde, Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune udtaler sig i Berlingske i deres aktuelle artikelserie om vold i skolen.

I Berlingske svarede forvaltningen skriftligt i en artikel om ansattes bekymring således: 

”I stedet skal der arbejdes med læringsmiljøet og de rammer, som barnet indgår i. Der skal i højere grad fremover specialpædagogiske kompetencer i spil i den almene undervisning, og det er der allerede rigtig mange lærere og pædagoger, som er dygtige til. Men vi ved også, at der er stærke holdninger og kræfter, som ikke vil eller kan arbejde i den retning.”

Opfordring til forvaltning

En udtalelse som denne bekymrer, fordi den peger på ansatte i kommunen, men forvaltningen siger ikke, hvem de mener ”ikke vil eller kan arbejde i den retning”. Det er med til at skabe utryghed og frustration blandt skolernes medarbejdere, når nogen på den måde udpeges som ”skurke”.

Jeg vil ikke gisne om motivet for at udtale sig, som forvaltningen gør, men jeg spekulerer over, hvem de ”stærke holdninger og kræfter er”?

Samtidig med, at jeg forbeholder mig ret til at kritisere forvaltningen for med sådan en kommentar at agere politisk og være med til at skabe et utrygt arbejdsmiljø på skolerne i København.

Gennemsigtighed og transparens er en værdi, vi hylder i Københavns Kommune og generelt på både offentlige og private arbejdspladser i Danmark.

Jeg vil opfordre forvaltningen til at udtale sig klart og tydeligt og samtidig holde sig fra at antyde, at der eksisterer særlige kræfter rundt omkring og i stedet være konkrete og indgå i konstruktivt samarbejde med medarbejderne og deres faglige organisationer om de problemer og udfordringer, der måtte være på arbejdspladserne og i Børne- og Ungdomsforvaltningen i det hele taget.

Næsten uoverskuelig opgave

Processen bag udformningen af Mangfoldige børnefællesskaber har faglige organisationer som min egen været inddraget i og haft medindflydelse på. Som lærere kunne vi have ønsket, at der var investeret meget mere i de københavnske børn og skoler, når der nu igen skrues op for ambitionerne om at inkludere flere børn med særlige behov i den almene folkeskole.

Lærerne fik ikke alt det, de ønskede, men det er nok et vilkår i alle former for politik.

I det kommende år skal alle almenskolerne i gang med arbejdet med at implementere Mangfoldige fællesskaber ude på skolerne samtidig med, at specialskolerne og klasserækkerne forbereder sig på en ny og mere usikker virkelighed med færre elever.

Jeg selv, min profession og min faglige organisation tilslutter sig ligesom Danmark Salamancaerklæringen, hvor det blandt andet erklæres at: ”Vi tror på og erklærer hermed at de, der har særlige uddannelsesmæssige behov, skal have adgang til almindelige skoler, som skal være i stand til at imødekomme deres behov ved at anvende en pædagogik, der er centreret omkring det enkelte barn”.

Jeg ved derfor, at lærerne, pædagogerne, tillidsrepræsentanterne og skolelederne ude på skolerne er klar til at løfte og samarbejde konstruktivt om denne næsten uoverskuelige opgave. Men det kan kun lykkes, hvis samarbejdet mellem skoler og forvaltning står stærkere, end tilfældet er i dag.

Fagbladet Folkeskolen har forelagt kritikken for Københavns Kommune, men de er ikke vendt tilbage.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk