Britt Hedal Elmelund og Sanne Bentholm er matematikvejledere og har introduceret både elever og kolleger til GeoGebra

Matematikvejledere: It er en motivationsfaktor for eleverne

Sanne Bentholm og Britt Hedal Elmelund fra Østre Skole i Middelfart bruger meget it i matematikundervisningen. For det motiverer eleverne. De har også holdt it-kurser for kollegerne.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"De konkrete materialer i matematik og de digitale supplerer hinanden godt. Vi bruger begge dele. I år har vi som noget nyt introduceret GeoGebra fra 1. klasse. De har en meget legende tilgang til det, prøver bare løs og siger: 'Har du flere Trix?' eller '"hvornår skal vi spille det spil igen?', så de er helt med på ideen", fortæller de to matematikvejledere, da folkeskolen.dk møder dem på Matematiklærerforeningens konference om it i matematik.

Hjælpemidler kan være digitale og analoge

Men centicubes, andre konkrete materialer og tegning i hånden indgår også i matematikundervisningen. Alt fra "slave-matematik" til undersøgende matematik, forklarer de.

Tesseleringer i hverdagen

"Vi har arbejdet med tesselering, hvor eleverne både tegnede, klippede ud, regnede og arbejdede i et dynamisk it-program. Det handlede om at se mønstre i matematikken, se symmetrien. Jeg bad eleverne om at se, hvor der var tesseleringer i deres hverdag, og det var skægt, som de opdagede ting - og især opdagede, at der var matematik allevegne i hverdagen", siger Sanne Bentholm.

"De fagligt svage elever har ind imellem lettere ved det, når de bruger it. De kan tegne bedre og gøre det mere præcist. Og de fagligt stærke elever kan vi hive op på et højere niveau med it-programmerne".

Lærer: Det handler om at introducere forskellige metoder for eleverne

Hun fortæller om en elev, der havde været med til at samle skrald og spurgte om han ikke lige måtte prøve at lave noget statistik på det bagefter.

Der er også elever, der bliver frustrerede, hvis de ikke har basisviden i orden til at bruge GeoGebra.

"Men de skal også derud, hvor de kan lære ikke at give op for hurtigt. Dem, der opfinder nyt, giver jo ikke bare lige op", siger Britt Hedal Elmelund.

GeoGebra til elever og kolleger

Som matematikvejledere arbejder de på at få en mere rød tråd ind i skolens matematikundervisning. De har prøvet at arbejde med makkerpar, hvor elever fra mellemtrinnet skulle undervise indskolingselever i GeoGebra.

Blog: Er der gået "pensumnitis" i brugen af GeoGebra?

"Vi satte dem sammen én og én, og der var ro og effektivitet. Vi havde valgt nogle af de usikre elever til at undervise yngre usikre elever, og det betød, at de store elever oplevede noget selvværd, og de små syntes, at det var fedt at lære af dem", siger Britt Hedal Elmelund.

De har også holdt workshop for deres kolleger i brug af it i matematik.

"De ville meget gerne deltage og var begejstrede for det, men vi opdagede, at de ikke rigtig brugte det i deres undervisning. Fordi de stadig følte sig usikre. Så nu går vi for eksempel ind og er hovedundervisere i deres klasse i GeoGebra. Det betyder, at de bedre tør at bidrage, og når de har oplevet, at det er helt ok, at der er nogle elever, der kan mere i GeoGebra end de selv kan, så bliver det også ok og så kan de jo bare bruge de elever til at vise noget til klassekammeraterne", fortæller Sanne Bentholm og Britt Hedal Elmelund.

Powered by Labrador CMS