Debat

Når der lige nu er flere voksne per elev i folkeskolen end tidligere, skyldes det bl.a., at flere vælger privatskolerne til. Det er da ikke noget at fejre, mener debattør Cecilie Guldbrandsen.

Debat: Jeg hopper ikke på Tesfayes politiske spin

Mattias Tesfaye glæder sig over, at der er kommet flere lærere pr. elev i folkeskolen, men den politiske spin-mølle hopper jeg ikke på, lyder det fra læringskonsulent og tidligere lærer.

Offentliggjort

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Jeg fik filterkaffen helt galt i halsen, da jeg læste nyheden fra undervisningsministeren om, at der nu skulle være flere lærere pr. elev i den danske folkeskole. Mattias Tesfaye (S) kalder lærermilliarden en succes og fremhæver, at der trods et faldende børnetal ikke er kommet færre voksne i undervisningen.

Her er vi vidne til definitionen af at pakke en møgbunke ind i silkepapir. For den “øgede” mængde lærere skyldes simpelthen, at elevtallet er faldet. Der er to simple årsager til dette:

  1. Vi føder færre børn.
  2. Flere og flere vælger de private skoletilbud.

Så på trods af, at vi sidste skoleår oplevede en massiv nedgang i antallet af uddannede lærere, og at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd sidste år kunne fortælle, at næsten hver fjerde nyuddannede lærer forlader jobbet igen inden for fem år, så “jubler” vi nu over, at vi teknisk set har flere voksne pr. barn.

Altså, hvad foregår der? Det er da ikke ligefrem en fejring, at folkeskoleeleverne svigtes.

Folkeskolelærer overvejer privatskole til sit barn

Lærerstuderende og debattør Geeti Ameri sad for nylig i Deadline på DR og fortalte, hvordan hun selv overvejer at trodse sine egne principper ved at skrive sin søn op på en privatskole. Og hvorfor? Fordi hun kender til folkeskolens tilstand.

Jeg genkender hendes bekymring 1:1 og står i præcis samme overvejelser – det tror jeg, at rigtig mange småbørnsforældre gør.

Men nu fejrer vi simpelthen, at hverken børn eller voksne gider befinde sig i den danske folkeskole. Sikke en fest.

Denne politiske spin-mølle hopper jeg ikke på. Ja, Tesfaye, tallene taler måske til din fordel. Men man kan ikke bare stirre sig blind på statistikkerne og konkludere noget positivt – man er også nødt til at se på virkeligheden.

Jeg forstår godt, at det her er en “god” historie. Kommunalvalget står lige på den anden side af sommerferien, og folkeskolen er altid et varmt emne, når vi taler kommunalvalg.

Men vi skylder vores folkeskoleelever at male det fulde billede af den nuværende situation. Ikke kun det lille hjørne, hvor Tesfaye og Christina Krzyrosiak Hansen, formanden for KL's Børne- og Undervisningsudvalg, har valgt at zoome helt ind.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk