Den 17. januar 2023 rejste flere partier i Folketinget igen forslaget om at gøre karikaturkrisen til en del af den historiekanon, som alle folkeskoleelever skal undervises i. Forslaget forholder sig ikke til, om de 12 tegninger, som er krisens omdrejningspunkt, skal være obligatorisk undervisningsmateriale, men blandt andet Mette Thiesen (DF) har fremført, at det vil være besynderligt ikke at fremvise dem.

Hvis jeg var folkeskolelærer, kan det også sagtens være, at jeg ville vise en eller flere af dem. Men det afhænger helt af, hvad jeg finder relevant at undervise mine elever i. Og efter at have forsket i sagen det seneste år virker det mest magtpåliggende at sætte fokus på krisens start: Historien om de tegnere, som ikke turde illustrere Kåre Bluitgens børnebog om profeten Muhammed af frygt for muslimske repressalier.

Hvad skete – og hvad føler vi skete?

For det var jo den brændende platform, det store problem, som gjorde, at vi for alvor kunne konstatere, at nu havde frygten for terror, ja måske endda for muslimers følelser i det hele taget, fået kontrol over det frie, danske samfund. Ytringsfriheden var truet, for danske tegnere var begyndt at selvcensurere af frygt.

Derfor tog Jyllands-Posten kontakt til danske bladtegnere med invitationen om at tegne Muhammed. På den måde ville avisen teste, om problemet var så stort, som det var blevet omtalt i flere medier. Ud af det kom de berømte 12 muhammedtegninger – og resten af historien kender vi alle efterhånden.

Eller gør vi? For historien lyder, at muslimer både i Danmark og senere i resten af verden protesterede over, at avisen havde overtrådt koranens forbud mod at afbilde profeten Muhammed. Men i virkeligheden sagde næsten alle muslimer, som blev spurgt dengang, at der selvfølgelig ikke var noget problem i at afbilde Muhammed i en dansk sammenhæng – og at det havde litteraturen desuden gjort mange gange før.

Professor Jakob Skovgaard-Petersen fulgte historien fra Cairo, hvor han arbejdede. Han kunne her se det samme mønster: Egyptisk presse, som endda selv genoptrykte tegningerne, var meget lidt optaget af billedforbuddet, men var derimod stærkt optaget af, hvorfor danske muslimer udsættes for sådan en hetzt i Danmark. Dansk presse derimod kontaktede ham for at forstå, hvorfor billedforbuddet var så helligt inden for islam.

Frygt og risiko må skilles ad

Så hvad handler karikaturkrisen om? Hvad skal vi undervise eleverne i? Skal vi være bange for at vise tegningerne? Ifølge Skovgaard-Petersen er svaret på sidstnævnte et rungende nej. Han har – som mange andre – udgivet et værk spækket med billeder af Muhammed uden at modtage trusler. Det samme gjorde Kåre Bluitgen, som startede hele krisen ved at sige, at ingen turde illustrere hans bog. For bogen udkom, da krisen var på sit højeste, og den var fuld af billeder af profeten Muhammed. Heller ikke den førte nogen trusler eller vold med sig.

Det, terror kan, er at blande forestillet risiko med reel risiko. Fordi vi frygter noget så meget, kan det opleves som om, at frygten er begrundet. Derfor frygter næsten hver femte dansker at dø af terror, selvom kun to mennesker er døde af terror de seneste 23 år. Af samme årsag frygter nogle lærere at undervise i karikaturkrisen, selvom kun én lærer i Europa har mistet livet ved at gøre det.

Myter må punkteres, så fakta kommer frem

Én lærer for meget – det kan der aldrig herske tvivl om. Men lader vi de få skræmmende eksempler determinere vores adfærd, har terroristerne allerede vundet. Ligesom de vinder, når politikerne vil bestemme, hvad danske lærere skal undervise deres elever i. For det er lærerne naturligvis de bedste til selv at finde ud af. Og har en opmærksom historie- eller samfundsfagslærer sat sig bare en smule ind i krisens udspring og det klima af frygt og polarisering, som den blev født ind i, vil indholdet af undervisningen formentlig være et noget andet, end hvad Mette Thiesen f.eks. lægger op.

Jeg ved, at jeg i hvert fald ville bruge de fleste kræfter på at tale om vigtigheden af kildekritik og mediernes rolle i sagen. For historien om de selvcensurerende tegnere er f.eks. aldrig blevet bekræftet. Ingen ved, om den passer. Dermed er hele grundlaget for krisen måske en løgn – eller et PR-stunt fra forfatterens side, som en af de 12 muhammedtegnere insinuerede med sin tegning.

Og den efterfølgende mangeårige debat om ytringsfrihed – hvad handlede den overhovedet om, hvis ingen tegnere faktisk var bange for at overtræde billedforbuddet? Og hvis både danske og udenlandske muslimer var langt mere frustrerede over en oplevet hetz mod muslimer end et overtrådt billedforbud? Dét ville jeg gerne tale med mine elever om. Det ville styrke deres kritiske blik på mediernes rolle og på, hvor nemt polarisering og myter opstår, når vi lader følelser frem for fakta dominere.

Mette Winding Top er forfatter til bogen ”Den forkerte muhammedtegner – og andre nuancer af karikaturkrisen”, der udkommer den 1. april.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.