Vi er i øjeblikket vidne til scener, der får rutinerede krigskorrespondenter til at bryde sammen for åben skærm.

Med Ruslands invasion af Ukraine er krigen tilbage i Europa, og det samme er atomtruslen fra Den Kolde Krig.

Mulighederne for at følge udviklingerne i krigen er endeløse. Det samme er spekulationerne om, hvilke konsekvenser den kan få.

Og eleverne kan følge strømmen af information og misinformation i døgndrift både i traditionelle og på sociale medier.

"Og det tager vi så en dialog om. Hvad er der talt om derhjemme? Hvad har man selv læst? Det hele er stadig meget nyt. Det er det også for os. Men på denne måde føler eleverne i hvert fald, at de bliver hørt".

Strategien er at anerkende, at alle er nervøse, men også at nedtone nervøsiteten hos eleverne, fortæller Alexander Bjerge-Lentz.

En elev har givet udtryk for at være bange for truslen om atomkrig. En anden har udtrykt bekymringer for, om familiens økonomi kan holde til, hvis økonomiske sanktioner fører til stigende energipriser.

"Der har vi snakket om, at vi må tro på, at der er de rigtige mennesker sat til at løse det. At russerne ingen grund har til at angribe Danmark. At vi bor i et velfærdssamfund, som forhåbentlig kan løfte opgaven. Og ikke mindst at man skal bruge os, hvis der er problemer derhjemme, der kan påvirke skolegangen", siger læreren.

Undervisningen må ikke overrumple eleverne

Undervisningen må ikke overrumple eleverne

Janus Neumann er faglig rådgiver for folkeskolen.dk i historie og samfundsfag og lærer i 8. klasse på Skovshoved Skole nord for København.

Han finder i sin undervisning om krigen i Ukraine inspiration i den såkaldte Beutelsbach Konsensus. Den består af en række principper for samfundsfagsundervisning, som man nåede til enighed om i Tyskland i 1970'erne.

Særligt tre principper er vægtige:

For det første må undervisningen under ingen omstændigheder overrumple eleverne. For det andet skal kontroversielle emner behandles som værende kontroversielle. Og for det tredje skal elevernes personlige interesse vægtes højt.

Særligt princippet om at undervisningen ikke må være overrumplende, synes Janus Neumann, er godt at holde sig for øje.

Derfor har han skrevet ud til forældrene på forhånd, at han har tænkt sig at tage emnet op i undervisningen på en skånsom måde.

"Jeg ved godt, at de formentlig allerede har set ret voldsomme ting på internettet. Men jeg skal formidle et stof på en saglig måde, og det gør jeg ikke ved at vise ting, som nogle reagerer kraftigt på", siger han.

Han har for eksempel tidligere overvejet at vise sine elever den prisvindende dokumentar De sidste mænd i Aleppo. Men da han selv så den, vakte det ubehag i ham.

"Føler jeg det, er der helt sikkert også nogle i 8. klasse, der vil gøre det. Og det skal de ikke", siger Janus Neumann og tilføjer, at han følger et forsigtighedsprincip:

"Nok også mere end flere af mine kollegaer. Hvis jeg overhovedet er i tvivl, så lader jeg være med at bruge kilden og finder noget andet".

Atomtruslen er blevet ved truslen

Atomtruslen er blevet ved truslen

I relation til krigen i Ukraine bruger han primært nyhedsartikler fra Danmarks Radio. Dér er man "nogenlunde home safe", mener Janus Neumann:

"De har blandt andet en meget saglig, forklarende baggrundsartikel, som - uden at forsvare Putin - gør rede for hans bevæggrunde for at gå ind i Ukraine. Vi har snakket om, at det er et splittet land. Om de historiske tråde til Den Kolde Krig. Om hvorfor Putin ikke vil have Nato for tæt på fordøren. Hvorfor Nato ikke bare kan hjælpe Ukraine".

Og en del af forklaringen er jo atomtruslen. Hvordan snakker man om den uden at skræmme eleverne?

"Den præsenterede jeg som en genoplivelse af koldkrigsretorikken. Vi har set i 1945, hvad atomvåbnene kan gøre. Siden da har de været den ultimative trussel, som ingen dog - lykkeligvis - har gjort alvor af".

Samme tilgang har Klaus Juul Baunbæk til spørgsmålet. Også her handler det om at gå analytisk til værks, påpeger han:

"Vi har snakket om, at det er en voldsom trussel, som har en enorm signalværdi i et magtspil, og som har været brugt længe. Men også om hvor meget der skal til, før man reelt når dertil. Vi har ikke snakket om konsekvenserne, hvis det sker. Jeg har bevidst holdt det til truslen som værktøj i magtspillet".