Ny bog vil udfordre den danske konsensushistorie

"Når nutidens politikkere udtaler sig om aktuelle begivenheder, kan vi afkode, at det i høj grad er partslæg, de kommer med. Det er derfor naturligt for os, at de ikke er enige med hinanden" siger historiker Rasmus Glenthøj.

"Men som tiden går, sker det, at en bestemt udlægning af begivenheden 'vinder' og begynder at blive opfattet som en slags 'objektiv' sandhed, selv om den måske ikke helt kan bære det."

Rasmus Glenthøj er ph.d. i historie og lektor på Syddansk Universitet. Han er også en af redaktørene af bogen 'Konfliktzonen Danmark', der belyser omstridte begivenheder fra de sidste 200 års danmarkshistorie og ser på, hvordan de begivenheder er blevet tolket og gentolket med skiftende politiske vinde og intentioner.

1864 har altid været et stridspunkt

"Danmarks nederlag til Prøjsen i 1864 var omdiskuteret fra starten", fortæller Rasmus Glenthøj.

"Dem, der havde magten, skød skylden for krigen fra sig, mens oppositionen mente, at krigen - og nederlaget - kunne have været undgået, hvis det ikke var for den angiveligt uduelige magtelite. Og skal man som historiker se nogenlunde objektivt på det, ligger dyden nok et sted i midten. Men over tid ser vi, at først den ene så den anden af de to grundfortællinger kommer til dominere i offentligheden. Og det er den aktuelle politiske situation, der er afgørende for hvilken".

Blog: 1864 - Nu også en politisk begivenhed

Glenthøj fortæller, at den pacifistiske, radikale 'hvad-skal-det-dog-nytte'-fortolkning dominerede de første 3-4 årtier af 1900-tallet akademisk og politisk.

Det faldt sammen med, at Danmark forholdt sig udenrigspolitisk neutral og tog rollen som småstat på sig. Men efter besættelsen og samarbejdspolitikken under 2. verdenskrig fik modfortællingen fornyet vind i sejlene - den, Glenthøj kalder 'kæmp-for-alt-hvad-du-kært'-fortællingen.

Mens den kolde krig gjorde krigstrusslen reel, blev pacifisme trængt i baggrunden og fortællingen om det lille land, der heroisk forsvarede sig mod en urimelig overmagt.

Men kampen om 1864 - eller rettere tolkningen af begivenhederne i 1864 - sluttede ikke der, forsætter Glenthøj. For i 1980'erne valgte Danmark forsvarspolitisk fodnotepolitikkens vej, og så var den pacifistiske tolkning af, at Danmark led nederlag i 1864 på grund af overmod og nationalisme, igen inde i varmen.

"Og efter Berlinmurens fald i 1989, fik vi igen en helt ny situation, som ender med en aktivisk udenrigspolitik, hvilket igen smittede af på opfattelsen af 1864", siger Rasmus Glenthøj.

Man lærer det, man vil af historien

"Det interessante er, at alle de politikere og kunstnere, som på forskellig vis har tolket og brugt fortællingen om nederlaget i 1864, siger alle sammen at vi skal lære af historien. Men den lære, de hver især uddrager, stemmer altid overens med det, de i forvejen mener", forklarer Rasmus Glenthøj.

"Der er tendens til, at højrefløjen generelt set er mere villige til at bruge militær magt. Den lære, de drager af 1864, er, at nationalstaten skal forsvares uanset omkostningerne. Fra de radikale og ud på venstrefløjen er man typisk mere kritisk overfor militære midler, og her har man traditionelt set læren fra 1864 som værende, at man bør undgå krig og søge pragmatiske, diplomatiske løsninger."

Fiktionen trumfer historieundervisningen

Kanon er ikke tilfældig

Det er selvfølgelig ikke kun begivenhederne i 1864, der er genstand for skiftende fortolkninger, fortæller Glenthøj.

"Det er absolut ikke tilfældigt, at Augustoprøret - frem for eksempelvis 'samarbejdspolitikken' - bliver et punkt i historiekanonen, der er skabt under Anders Fogh Rasmussens statsministerperiode" siger han.

"Det er en klar refleksion af, at han ønsker en aktivistisk udenrigspolitik, hvor Danmark deltager i kampen for 'det gode', og han opfatter samarbejdspolitikken som et lavpunkt i dansk historie. Derfor er det opgøret med den politik, der bliver til et obligatorisk kanonpunkt".

Glenthøj understreger, at han mener, at den slags overvejelser og diskussioner er vigtige elementer i folkeskolens historieundervisning, ikke mindst fordi han betragter det som en del af den demokratiske dannelse.

Diskussioner, der især giver mening at tage i de ældste klasser.

'1864' i undervisningen: Mere end blot historien om en krig

"Historielæreren kan godt stå på samme side som faghistorikerne og forsøge at forstå fortiden på dens egne præmisser. De kan udfordre den konsensusfortælling, der findes om dansk historie. Og de kan forsøge at lade historiens tabere komme til orde, ikke fordi taberne nødvendigvis har mere ret end vinderne, men for at eleverne kan forstå, at der var en grund til, at taberne handlede, som de gjorde, og det var ikke nødvendigvis en dårlig grund set med datidens øjne".