Ny forskning i klassestørrelser siger ikke noget om danske forhold

"Små klasser giver ikke fagligt dygtigere elever". Sådan præsenterer forskningsinstituttet Vive et nyt review af den internationale forskning. Reviewet ser imidlertid kun på normale og små klassestørrelser – ikke på effekten af at sidde 28 elever i klassen, som det er lovligt i Danmark.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er i bedste fald kun en lille sammenhæng mellem klassens størrelse og elevernes faglige resultater.

Sådan lyder konklusionen i Vives nyhedsbrev, efter forsknings- og analysecenteret har gennemgået 127 undersøgelser fra 41 lande.

Men en stor del af de internationale studier var ikke gode nok til at blive inkluderet i den endelige analyse, som endte med kun at rumme 10 studier - heraf fire fra det berømte STAR-eksperiment fra den amerikanske stat Tennessee i 1980'erne.

Foruden amerikanske undersøgelser er der franske og hollandske, og de handler alle sammen at reducere klassestørrelsen fra størrelser omkring 23-25 elever til små klasser med 10-19 elever.

Forskere: Små klasser giver meget bedre resultater

Resultatet af metaanalysen er, at der er nogen evidens for, at en reduktion i klassestørrelsen har en lille effekt på elevernes læseresultater. Når det gælder elevernes matematikresultater, var der ingen statistisk signifikant effekt af at reducere klassestørrelsen.

Forsker: Man kan ikke forvente store effekter

Seniorforsker, ph.d. Trine Filges, der har stået i spidsen for reviewet, vil ikke blande sig i debatten om klassekvotienter, men siger til vive.dk:

"Det har store økonomiske konsekvenser at overgå til mindre skoleklasser, bl.a. fordi man så naturligt nok skal ansætte flere lærere til at undervise klasserne - og vores analyse peger altså på, at man ikke kan forvente tilsvarende store positive effekter på elevernes faglige kunnen".

Hun har først og fremmest taget initiativ til det internationale review for at undersøge, om det gamle amerikanske STAR-eksperiments konklusion om, at små klasser gavner, havde noget på sig.

Hun havde gerne set, at reviewet også havde inkluderet højere klassekvotienter, men når det ikke gør det, er det fordi, der ikke har været brugbar forskning, siger hun til folkeskolen.dk

Elever i små 10.-klasser får bedre karakterer end dem i store klasser

Vive skriver i sit nyhedsbrev: "Det er et kendt argument i skoledebatten, at eleverne ville få mere ud af undervisningen og klare sig bedre fagligt, hvis klasserne var mindre. En forskningsoversigt fra Vive Campbell viser dog, at antallet af elever i en klasse kun betyder ganske lidt for de faglige resultater".

Spørgsmålet er, om ikke den påstand vil blive brugt i den danske skoledebat som argument for, at man ikke behøver sænke klasseloftet fra de nuværende 28 elever med mulighed for at kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde kan tillade 29 eller 30 - selvom undersøgelsen slet ikke ser på konsekvensen af så store klasser.

Folkeskolen.dk har derfor spurgt Vives kommunikationsafdeling, hvorfor man formidler et budskab om, at der ikke er forskningsmæssigt belæg for mindre klasser, når diskussionen i Danmark først og fremmest går på at komme ned på klasser med 20-24 elever i stedet for 28.

"I Vive formidler vi alle vores forsknings- og analyseresultater. Det konkrete Campbell-review tager afsæt i alle studier på feltet, og her var der ingen studier med 28-30 elever i klasserne, som opfylder den meget høje metodisk standard, der kræves i et Campbell-review," forklarer konstitueret kommunikationschef og chef for Vive Campbell, Hans Hummelgaard.

Læs mere

Vive.dk: Små klasser giver ikke fagligt dygtigereelever

Forsker: Alt andet lige er små klasser bedst

 

Powered by Labrador CMS