Selv om eleverne i folkeskolen har forskellig bagage med i rygsækken, ryger det let i baggrunden i samarbejdet mellem skole og PPR. Men det er nødvendigt at tale om, hvordan lærere, pædagoger og PPR kan arbejde med ulighed, hvis det skal lykkes for PPR at vejlede om forebyggende indsatser.

Det anbefaler cand. psych., ph.d. og adjunkt Sarah Kirkegaard Jensen fra Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet.

”Det er hverken skolen eller PPR, som skaber ulighed. Men de må ikke negligere, at eleverne kommer med forskellige livsbetingelser. De skal derimod kunne håndtere ulige muligheder for at deltage i skolen. Derfor skal vi finde ud af, hvordan vi skaber en samtale om, hvordan vi kan arbejde pædagogisk med ulighed, så fokus ikke for ensidigt ligger på det enkelte barns vanskeligheder”, siger Sarah Kirkegaard Jensen.

Hun er med i forskningsprojektet 'Deltagelse og situeret ulighed i børnelivets institutioner', hvor hun sammen med kolleger zoomer ind på samarbejdet mellem PPR og skole. 

Det konkrete empiriske udgangspunkt i deres delprojekt er blandt andet en tosporet landsbyskole med elever fra forskellige sociale og økonomiske baggrunde.

”Det er en progressiv skole med dygtige fagprofessionelle, som brænder for at skabe deltagelsesmuligheder for eleverne”, fortæller Sarah Kirkegaard Jensen.

PPR blev født til at sortere i eleverne

Når Landssamrådet af PPR-ledere og KL holder konference tirsdag i næste uge, præsenterer Sarah Kirkegaard Jensen et oplæg om ulighed og PPR. 

Her vil hun pege på, at der kan være en historisk forklaring på, at der ikke er udviklet et fagligt sprog i PPR til at tale om ulighed og ulige deltagelsesmuligheder.

”Den første skolepsykolog i Danmark blev ansat i 1934. På det tidspunkt var skolen gået fra at være for de få privilegerede til at være for alle, og samfundet var ved at udvikle sig fra primært landbrug til industri. Det stillede øgede krav til, hvad eleverne skulle kunne, men en stor gruppe kunne ikke leve op til kravet om at deltage og præstere skolefagligt”, fortæller Sarah Kirkegaard Jensen.

Skolerne havde brug for at sortere de elever fra, som ikke havde evnerne til at passe ind. 

Den opgave blev psykologer inviteret til at hjælpe med, så skolerne kunne begrunde, hvilke børn der ikke kunne deltage i undervisningen.

”Nogle år før var der udviklet en intelligenstest i Frankrig, og den begyndte skolepsykologer at bruge. Det betød, at ulighed på grund af for eksempel underernæring og kroniske sygdomme blev overskygget af spørgsmål om elevens indlæringsvanskeligheder, intellekt og kognitive evner. Det fokus fylder stadig i PPR og i samarbejdet mellem PPR og skolen, og det kan være en af grundene til, at PPR mangler et sprog til at tale om, hvordan ulighed får betydning for elevers mulighed for at deltage i undervisningen”, siger forskeren fra Aalborg Universitet.

God grund til at beskæftige sig med ulighed

Der er heller ikke meget fokus på ulighed i forskningslitteraturen om PPR. Der burde ellers være god grund til at fokusere på ulighed, viser et speciale fra psykologuddannelsen.

Nicoline Siemsen og Johanna Mariam Madsen beskriver i specialet fra 2022 og i en senere artikel i Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift, hvordan familier og skolers socioøkonomiske betingelser indvirker på PPR-psykologers praksis. 

Makkerparret konkluderer, at der er himmelvid forskel på psykologers opgaver på en skole med resursestærke forældre versus en skole med lav socioøkonomi.

”De to studerende undrede sig over, hvorfor ulighed er glemt i PPR, når vi ved fra både sociologi, bredere samfundsmæssige analyser og Pisa-resultater, at ulighed betyder noget. De satte lup på, at resursestærke forældre er bedst til at række ud efter hjælp”, siger Sarah Kirkegaard Jensen.

Forskeren har et opråb til skoler og PPR

Lærerne på den skole, Sarah Kirkegaard Jensen følger, er godt klar over, at de står med udfordringer med ulighed i deres skolepraksis.

”Psykologerne ved også godt, at økonomisk og social ulighed betyder en hel del for skolepraksis og for elevernes muligheder for at deltage, men som en lærer siger, så er det lidt som om, at PPR og skolen har to forskellige sprog, når de for eksempel taler om elever, som bøvler med at få ordentligt greb om skolelivet”.

Skolen og PPR har et godt samarbejde, understreger Sarah Kirkegaard Jensen og fortæller, at medarbejderne fra PPR drømmer om at komme tættere på lærernes praksis, så de kan se, hvordan undervisningen og klassefællesskabet fungerer. 

Men de siger også, at de overvejende bliver inviteret til at lave individuelle undersøgelser.

”Et opråb herfra kan lyde: Vi skal tale om ulighed, for ellers risikerer vi, at samarbejdet mellem PPR og skolen - via en defineret hovedopgave om at vurdere elevens støttebehov - kommer til at medvirke til en individualisering af forhold, som er knyttet til sociale, strukturelle og økonomiske forhold”, siger Sarah Kirkegaard Jensen.

Hvis bare psykologerne kommer tættere på

Spørgsmålet er så, hvordan PPR får kendskab til, hvordan ulighed ser ud i skolen, og hvordan PPR kan rådgive ind i det.

”Samtaler om ulighed kan knyttes til ønsket om, at PPR laver mere forebyggende arbejde. Vi kan ikke i et snuptag ændre på børnefattigdom og forældrenes livsbetingelser, så vi må zoome ind på den pædagogiske praksis, som børn møder i skolen. Vi skal være nysgerrige efter, hvordan vi kan skabe en skolepraksis, som tilbyder børn med forskellige bagage i rygsækken at kunne tage del i skolelivet. Der ligger det største potentiale for forebyggelse”, siger Sarah Kirkegaard Jensen.

Hvis man negligerer betydningen af ulige deltagelsesmuligheder, bliver det også svært at tale om vilkårene for inklusion, mener hun.

”Det er som om, at man tænker, at det vil flytte sig, hvis bare PPR-medarbejderne kommer tættere på praksis. Men skoler og PPR skal tale om, hvad det er for en praksis, PPR skal tættere på, og også om hvordan PPR kan være med til at understøtte og udvikle den praksis”.

Skolen og PPR skal kende hinanden

Forskningsprojektet om ulighed retter netop fokus på, om man kan ændre på praksis, så flere elever får en fod ind i skolefællesskabet.

”Drømmen er, at eksempelvis psykologer bruger færre resurser på at udrede enkelte børn og i stedet spiller en aktiv rolle i skolernes konkrete arbejde med at skabe en praksis, som flere børn kan tage del i: Hvilke fællesskaber stiller vi til rådighed, når vi ved, at børnene begynder i skole med forskellige livsbetingelser”, spørger Sarah Kirkegaard Jensen.

At ændre praksis kræver resurser, fremhæver hun. For det forudsætter, at PPR er tæt på skolens arbejde.

”Overskriften i vores analyser bliver, at man er nødt til at have kendskab til hinandens praksis, for ellers kan PPR ikke vide, hvilken rådgivning der er relevant for lærerne og pædagogerne”, siger Sarah Kirkegaard Jensen.

Det treårige forskningsprojekt afsluttes til august næste år med et praksisrettet katalog om, hvordan dagtilbud, SFO, skoler og PPR kan arbejde med at styrke alle børns deltagelsesmuligheder.