»Folkeskolen kan ikke være en ø«

En epoke er slut for folkeskolemanden Martin Stærmose. I over to årtier har han kæmpet for folkets skole i Holstebro. Nu skal han lede byens nye friskole. Drømmen om at skabe den bedst tænkelige folkeskole lever dog fortsat – og han ved, hvad der skal til.

Publiceret
Martin Stærmose har kæmpet for folkeskolen i Holstebro, fra lærerne blev lønmodtagere, gennem decentraliseringen og finanskrise og økonomisk smalhals til nutidens topstyrede tankegang. Nu er det slut.
Martin Stærmose har kæmpet for folkeskolen i Holstebro, fra lærerne blev lønmodtagere, gennem decentraliseringen og finanskrise og økonomisk smalhals til nutidens topstyrede tankegang. Nu er det slut.

STÆRMOSES SKOLEHISTORIE

1993

Martin Stærmose uddannes 
fra lærerseminariet i Skive ogbegynder som musiklærer på Sønderlandsskolen i Holstebro.

1996

Martin Stærmose får jobbet som viceskoleleder på Ellebækskolen.Det økonomiske råderum er stort, og der er penge til oplevelser ogture ud af huset for eleverne.

2000

Folkeskolen bliver ramt af 
besparelser. Skolerne i Holstebroskal arbejde ud fra en decentral tankegang, hvor de selvadministrerer økonomien helt ned til strøm- og varmeforbrug.

2010

Skoleøkonomien bliver mere trængt, og flere politikere mener, atder i den decentrale periode har foregået en »forbrugsfest« ifolkeskolerne. De økonomiske beslutninger bliver hevet ud afHolstebros folkeskoler og løftet op i kommunalt regi.

2015

Der varsles ny skolestruktur i Holstebro. Fem distrikter læggessammen til ét, og der oprettes tre nye profilskoler med hver deresegen bestyrelse, som dog lægges ind under en overordnet bestyrelsefor hele det nye midtbydistrikt. Ellebækskolen og Sct. JørgensSkole nedlægges, mens der ombygges en ny matrikel til NørreBoulevard Skolen. Ambitionen er at spare på driftsomkostningerne ogfordele andelen af tosprogede mere jævnt.

Januar 2016

Medlemmerne af kolebestyrelsen på Ellebækskolen går kollektivtaf, fordi de ikke føler, at de er blevet hørt af de kommunalepolitikere i forbindelse med skolesammenlægningen, herunderbestyrelsens forslag om at bygge en ny folkeskole. Martin Stærmoseforbliver på skolen og får stillet et ledelsesjob i udsigt på enanden folkeskole i Holstebro.

Marts 2017

Martin Stærmose siger op på Ellebækskolen sammen medkonstitueret viceskoleleder Lone Brødbæk, tre måneder inden skolenlukker. Sammen skal de være med til at starte Vestbyen, en nyfriskole i Holstebro. Friskolen bliver bygget der, hvor den nyefolkeskole skulle have ligget, hvis 
Ellebækskolens bestyrelsehavde fået sit forslag igennem.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Efter 24 år som forkæmper for folkeskolen i Holstebro har Martin Stærmose valgt at skifte banehalvdel og blive leder på den nystartede Vestbyens Friskole. En skole, hvis eksistensgrundlag han selv indledningsvis bekæmpede, indtil en ny skolestruktur og topstyring fik ham til at sige op og gå nye veje.

Men Ellebækskolens tidligere leder vender ikke folkeskolen ryggen. Tværtimod. Martin Stærmose har valgt friskolen, fordi det er den folkets skole, han ville ønske, der fandtes. Derfor er det også med et vist vemod, at den inkarnerede folkeskolemand forlader sine rødder. Men tristessen opvejes af forventningen om at bygge en ny skole op fra bunden, der kan tage afsæt i græsrødderne og forplante sig i nærmiljøet - en lokal forankring, som er blevet tiltagende vanskeligere inden for folkeskolens rammer. Og det er ærgerligt, mener Martin Stærmose. For ifølge den garvede leder er folkeskolen og grundloven de to ting, der binder landet sammen. Og selv om de seneste års bølgegang har været hård omkring folkets skole, »kan den ikke være en ø«, som han siger. Folkeskolen skal være en dannelsesinstitution i tæt forbindelse med det omkringliggende samfund.

Han anerkender, at folkeskolens kerneopgave er fagligheden, men opdragelsen af de vordende samfundsborgere er ikke en opgave, som skolen alene kan løfte. Det er en udfordring, som kræver, at man inddrager det, der ligger omkring skolen. Men de sidste års centralisering af økonomi og beslutningskraft har tæret på tovværket mellem folkeskolen og det liv, den omgives af - forældre, foreninger og erhvervsliv.

Så 1. maj begyndte Martin Stærmose på Holstebros nye friskole. Inden er det ham magtpåliggende at dele ud af sin erfaring. At pege på, hvordan vi med større økonomisk prioritering, en stærkere dialog mellem de kommunale politikere og den enkelte skole samt mere decentralisering kan genskabe folkeskolen.

Det første lærerjob

»Jeg har altid været fascineret af græsrodsbevægelser og pionerånden. Evnen til at bygge noget op fra bunden. Mange af mine medstuderende på læreruddannelsen vidste ikke, hvad de ville bruge deres afgangsbevis til, men jeg var aldrig i tvivl om, at jeg skulle være folkeskolelærer«.

Efter at have taget eksamen fra Skive Lærerseminarium i 1993 blev Martin Stærmose ansat på Sønderlandsskolen i Holstebro, hvor han blandt andet var musiklærer.

»Jeg blev ansat på det tidspunkt, hvor man begyndte at sondre mellem forberedelses- og undervisningstid. Jeg fik lov til at bygge mu­sikområdet op på skolen. Jeg ville have elguitar ind, hvor der før mest havde været xylofon. Det betød også, at jeg brugte noget tid ud over den arbejdstid, som jeg anførte, men det vigtigste var at bygge kulturen op«.

Martin Stærmose følte imidlertid, at han var for langt væk fra beslutningsprocessen, og efter tre år i lærerjobbet faldt han over stillingsopslaget som viceskoleleder på Ellebækskolen, hvor han skulle bruge de næste 21 år af sit liv.

Skoleleder med bopælspligt

»Man siger ofte, at man ikke bør bo i samme skoledistrikt eller have børn på den skole, hvor man arbejder. Det med børnene forstår jeg godt, men det andet er jeg fuldstændig uenig i. Når man skal se forældrene og børnene i øjnene i hverdagen, så får man en fornemmelse for, hvem ens beslutninger rammer«.

I starten af Martin Stærmoses periode på Ellebækskolen kunne det meste lade sig gøre. Det økonomiske råderum var stort og mulighederne mange. »Men så skete der noget op igennem nullerne. Der begyndte at komme besparelser, og kommunen vedkendte sig den decentrale tankegang om, at skolernes økonomi nu skulle ligge i egne hænder. I starten var jeg forbeholden, fordi det føltes som en underlig sondring at skulle beslutte, om der skulle købes nye tagrender eller en bus til skoleturen«.

Men efterhånden begyndte ideen at vokse på ham.

»Jeg forsøgte faktisk at gøre den endnu stærkere, så vi næsten var helt selvstændige. Det var små besparelser som for eksempel at holde strømforbruget nede med bevægelsessensorer og spare på vandet, men det gjorde, at vi følte, at det var vores hus, og at vi skulle passe endnu mere på det, for hvis vi gjorde det, så skabte det overskud til bedre undervisning«.

Herre i eget hus

Overblikket over hele skolen er for Martin Stærmose essentielt. At have vished over alt, fra store omlægninger til hvor der er sprunget en pære i idrætshallen, er vigtigt, når man skal tage de rigtige beslutninger. Derfor var han også skeptisk, da pendulet begyndte at svinge den anden vej mod mere centralisering.

»Omkring 2009 skete der en total opbremsning for skoleøkonomien, og der udviklede sig lidt en tanke om, at der havde været en forbrugsfest i folkeskolerne under den decentrale periode, hvilket ikke er et billede, jeg kunne genkende«.

Og siden da er det ifølge Martin Stærmose blot gået stærkere med den centrale styring.

»Man samlede alle skolernes økonomi ud fra et rationale om, at folkeskolerne skulle fokusere på undervisning, mens kommunen skulle tage sig af pengene. Det er jeg bare usikker på, at man kan. Pedellen og ledelsen ude på skolerne har mulighed for at have styr på ting, som kommunen ikke har indsigt i«.

Især ikke når dialogen mellem kommunen og folkeskolen halter. Et problem, som blev intensiveret i de sidste to år af Martin Stærmoses folkeskoletid. Og i januar 2016 gik det galt. Bestyrelsen på Ellebækskolen trådte kollektivt af.

For døve ører

»Det, der er sket de sidste to år i Holstebro, har været fuldstændig uhørt centralistisk tænkning. Der var et filter mellem kommunen og skolerne. Det var ikke et demokrati«, siger Martin Stærmose.

Konflikten spidsede til i forbindelse med et initiativ om at sprede de tosprogede elever ud over flere skoler i Holstebro. Et initiativ, som Martin Stærmose sagtens kunne se fornuften i, og som han og bestyrelsen på Ellebækskolen syntes, at de havde flere forslag til at forbedre.

»Vi brugte lang tid på at udforme konkrete forslag til de tre dialogmøder, som var arrangeret, inden beslutningen skulle vedtages. Vi foreslog blandt andet at inddrage de resterende to skoler i Holstebro, så mangfoldighedsprincippet ikke blot hvilede på tre skoler. Men allerede under det første møde stod det klart, at beslutningen var truffet på forhånd«.

Det fik bestyrelsen til at gå af, og den tidligere formand, Torben Sandholm, udtalte følgende til Dagbladet Holstebro-Struer: »Når vi taler for døve ører gang på gang, ender det med, at vi sidder som en tantebestyrelse og legitimerer alt det, de kommer med«.

Martin Stærmose havde udsigt til en teamlederstilling på Nørre Boulevard Skolen i forbindelse med den nye skolestruktur, som betyder, at Holstebro-områdets fem skoledistrikter lægges sammen under én bestyrelse. Indledningsvis var det også planen at fortsætte i folkeskolen, indtil hans kone præsenterede ham for stillingsopslaget på den nystartede friskole.

Den bedste folkeskole

»Først bliver jeg en smule fornærmet. Jeg er jo folkeskolemand. Men hun lægger opslaget frem for mig igen, og da hun for tredje gang præsenterer tilbuddet, er det med ordene: 'Nu skal du kigge på den her. Der er kun én sætning, som jeg ikke kan se dig i. Gæt selv hvilken'. Jeg læser tilbuddet igennem, og hun har ret. Der er mulighed for at gennemføre alt det græsrodsarbejde, som jeg forbinder med en god skole. Sætningen, jeg ikke kunne spejle mig i, var: 'Du må gerne have erfaring fra friskoleverdenen'«.

Men det er ikke Martin Stærmoses hensigt at smække med døren på vej ud. Tværtimod.

»Dengang jeg gik på lærerseminariet, havde mine medstuderende og jeg en leg, der gik ud på at konstruere rammerne for den bedst tænkelige folkeskole. Det er en leg, vi stadig leger den dag i dag, selv om vi nu alle sammen er rejst videre fra folkeskoleverdenen«.

Han kommer med de tre punkter, som han mener er altafgørende for, at folkeskolen finder tilbage til fordums styrke.

»Først og fremmest skal der ske en økonomisk opprioritering af skoleområdet. Ungdommen er den bedste investering for enhver kommune, og det bør også give sig til udtryk i resursefordelingen. Dernæst skal der være en bedre dialog mellem politikere og skoler«, siger han og forklarer:

»Der er lidt en tendens til, at man bare kører videre med politiske tiltag, selv om de ikke fungerer, og lærerne ikke kan se en mening med dem. Modargumentet er jo så, at hvis skolepolitikken skal justeres efter lærernes anbefalinger, så bliver det et populistisk system, hvor de, der råber højest, får ret. Men hvis de, der råber, er dem, som rent faktisk arbejder med det, der lovgives om, så synes jeg, at det må være relevant at lytte«.

Skolens plads i samfundet

Det sidste og vigtigste punkt er decentraliseringen.

»De nye folkeskoler i Holstebro bliver ­såkaldte profilskoler. Men jeg synes ikke, det skal være en ovenfrakommende beslutning, hvilken profil en skole skal have. Det skal udvikle sig naturligt fra bunden og i forhold til det lokalmiljø, der omgiver skolen«.

En af Martin Stærmoses store ambitioner med den nye friskole er netop at gøre den til et lokalt mødested.

»Folkeskolen handler først og fremmest om faglighed, men den er også noget mere. Når vi har børnene fra tidlig morgen til sen eftermiddag, har vi også et ansvar for at danne og præge dem, og det er en opgave, som skolen ikke kan løfte alene. Skolen skal kunne samarbejde med foreninger, erhvervsliv og forældre«.

Men selv om folkeskolens lokalforankring ifølge Martin Stærmose er under pres, tror han ikke, at den helt vil løsrive sig fra sit rodnet.

»Vi har fået en ny skolechef, som rent faktisk bor i området, og det tror jeg er vigtigt. Jeg synes netop, at man skal være en del af livet omkring skolen og høre, hvad der sker. Det giver forståelsen for, at der er mennesker i den anden ende og ikke bare tal i et regneark«.

Alligevel står Martin Stærmose fast på sin beslutning. Han vender ikke tilbage til folkeskolen, før alle tre punkter er på plads. Vigtigst er decentraliseringen. For decentralisering er egentlig bare et fint ord, som dækker over noget helt grundlæggende: At skolen får lov til at skabe sig selv i det samfund, den er en del af.

Powered by Labrador CMS