Måske skal skolen ikke behandle alle ens

Det er på tide at erkende, at skolen ikke kan løse alle samfundets problemer, lyder det fra Rådet for Børns Lærings formandskab, som giver en skarp kritik af reformen i sin sidste beretning.

Publiceret

ANBEFALINGER OM LÆRERUDDANNELSEN

Formandskabets beretning har bevæget sig lidt uden for sitresort og har også set på lærer- og pædagoguddannelserne, oghvordan man sikrer flere ansøgere til dem, og giver en rækkeanbefalinger til politikernes arbejde med en ny læreruddannelse,blandt andet:

• en begrænsning i kvote 2-optaget

• en revurdering af uddannelsens opbygning i moduler

• større ensartethed i antal undervisningstimer på tværs afprofessionshøjskoler

• at holde fast i de nuværende 18 uddannelsessteder som etmaksimum.

Læs mere her: 

> Rådsformænd vil lukke færre ind på læreruddannelsen via kvote2

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Politisk ledelse handler lige så meget om fravalg og prioritering af opgaver, som det handler om at anvise opgaver til skolen". Sådan lyder det i den netop offentliggjorte beretning fra Rådet for Børns Lærings formandskab, som har set på folkeskolereformen og ikke er imponeret over resultaterne. Men helt grundlæggende mener formandskabet ikke, at reformen havde de store muligheder for succes, og at politikerne skal lære af forløbet.

"Folkeskolereformen har ikke løftet skolen. Man kan så drage den umiddelbare konklusion, at den ikke virkede. Men vi stopper op og stiller to spørgsmål", forklarer formand Charlotte Rønhof. "Når reformen aldrig rigtigt blev implementeret, er det så overhovedet en valid konklusion, at reformen aldrig virkede? Og var det nogensinde realistisk at nå målene, når der samtidig ligger en række grundlæggende udfordringer, som man slet ikke rører ved, i reformen?"

De grundlæggende problemer, som Charlotte Rønhof mener, at man i for lille grad har taget højde for, er inklusion, social ulighed og lærerkvalitet. Hun peger på en undersøgelse, som Det Nationale Forsknings- og analysecenter for Velfærd, Vive, har foretaget for formandskabet, der viser, at det, der har størst betydning for, hvordan eleverne klarer sig i 9. klasse, er deres forældres baggrund.

"Er det rimeligt og realistisk, at skolen skal løse de mange udfordringer, der bunder i socioøkonomi? Der er mange gode elementer i reformen, for eksempel lektiehjælp, som var en vigtig brik i forsøget på at bryde den sociale arv, men spørgsmålet er, om den skal gives bredt?"

I beretningen lyder det derfor: "Måske er det tid til et opgør med ønsket om at behandle alle børn ens".

"Det er et såkaldt vildt problem, der indeholder mange delproblemer, der går på tværs. Og man har ikke en præcis viden om, hvordan det skal løses. At vi foreslår, at man behandler eleverne forskelligt, betyder jo ikke, at vi vil tilbage til den delte skole. Vi praktiserer jo allerede nu det at behandle elever forskelligt, for eksempel i erhvervsklasser, hvor nogle elever får lov til at reducere den boglige del i udskolingen til fordel for udvidet erhvervspraktik. Det handler om at eksperimentere med en folkeskole, der kan give mere forskelligartede tilbud efter elevernes behov uden at bryde med lighedsprincipperne".

Han mener klart, at der er behov for at styrke lærernes kompetencer i forhold til undervisningsdifferentiering, og for at skoleledelser og politikere støtter op om det. Han foreslår, at man politisk kunne melde ud, at nu sætter vi fokus på undervisningsdifferentiering i fem år, så kunne man stille penge til rådighed for efteruddannelse og et udviklingsarbejde i samarbejde med folkeskolens parter.

"Det har vi tidligere set gode eksempler på forud for 93-loven. Det er i hvert fald nødvendigt at tænke nyt om, hvordan man løser det problem. Vi har mange års erfaring med at behandle eleverne ens, det løser ikke problemet. Og igen helt grundlæggende, så længe der er økonomisk og social ulighed i samfundet, så er det en umulig ambition, at folkeskolen skal fjerne den ulighed".

Mette Frederiksen er godt tilfreds med, at beretningen understreger, at skolen ikke kan tage hele ansvaret for at løfte den sociale arv. Hun er enig i, at der er behov for at arbejde med mere undervisningsdifferentiering, og anerkender gerne behovet for kompetenceudvikling og støtte fra skolelederne.

"Man skal bare huske, at det også kræver tid. Jeg har differentieret meget mindre efter reformen, fordi jeg har haft mindre forberedelsestid, og det tager bare mere tid at finde forskellige materialer og formulere forskellige opgaver".

Et sidste punkt, som Mette Frederiksen fremhæver i beretningen, er en anbefaling til fokus på dannelsen.

"Sådan et afsnit ville have været helt utænkeligt i rådets beretning for fem år siden, hvor der var fokus på målbare resultater og læring. Der har vi fået et helt andet perspektiv på, hvad skolens opgave er, i denne beretning".

Læs mere

Formandskabets beretning

Powered by Labrador CMS