Jeg har den største respekt for lærergerningen, som jeg selv har bestredet gennem mere end 30 år og erkender samtidig, at lærergerningen anno 2023 nok er mere kompleks, end nogensinde før. Kompleksiteten består ikke mindst i, at flere og flere af kunderne (læs: børnene) i butikken mistrives.

Jeg betragter lærerjobbet som et af allervigtigste i vores samfund, da det har at gøre med vores vigtigste råstof: Børnene - og det i en fase af barnets liv, hvor skolen spiller en stor rolle i identitetsdannelsen.

Derfor ærgrer det mig også, at 12 procent færre havde lærerstudiet som deres førsteprioritet i 2022 end året før. Vi mangler simpelthen lærere. Efter påbegyndt lærerstudie er der desværre hele 19 procent, som undervejs hopper fra uddannelsen og allerede et år efter endt uddannelse har en tredjedel valgt folkeskolen fra i forhold til f.eks. privatskoler og andre jobs.

Alt dette medfører, at folkeskolerne i høj grad må gøre brug af ikke uddannede undervisere. Faktisk har 18% af underviserne i folkeskolen ikke en læreruddannelse.

Nu bliver læreruddannelserne forpligtet til at sætte fokus på deres lokale særpræg

Heldigvis har vores landspolitikere erkendt, at der bør sættes ind over for den aktuelle situation. Der er lagt op til, at læreruddannelsen skal indeholde en professionsprøve, hvor den studerende vurderes i sin evne til at kunne håndtere og varetage lærerjobbet i praksis. Det er et skridt i den rigtige retning, men jeg håber, at man også vil se kritisk på, hvor godt og kvalificeret uddannelsen former den enkelte til at kunne varetage classroom management med afsæt i et højt fag-fagligt niveau og med stor indsigt i og forståelse for, hvorledes man som lærer kan medvirke til at skabe et trygt og inspirerende miljø med plads til hver enkelt og fokus på relationerne.

Det er min erfaring, at det for mange undervisere halter med såvel classroom management som det fag-faglige niveau. Derfor vil jeg kraftigt anbefale, at der ofres ressourcer på at uddanne mentorer/supervisorer, der 100 procent kan følge den enkelte studerende i vedkommendes praktikforløb samt i de første vanskelige år som færdiguddannet lærer. Jeg er overbevist om, at vi således kan give såvel læreruddannelsen som kvalifikationerne hos den nyuddannede lærer et vældig løft. Fra lyden på vandrørene er jeg dog bange for, at der ikke tænkes tilstrækkelig med ressourcer ind i den nye læreruddannelse og ej heller i tildelingen af de nødvendige ressourcer til kommunerne, så vi skal nok indse, at der flyttes lidt kommaer her og der, men at der ikke ændres radikalt på de tildelte og anvendte ressourcer.

Vil være Danmarks første certificeret skældudfri skole

På enkelte skoler skal de nyuddannede forholde sig til, at skolen har prædikat som skældudfri skole. I medierne har der været fokus på dette gennem de seneste par år. Såvel fortaler som modstandere har ytret sig med argumenter. Når snakken falder på skæld ud, så skal man selvfølgelig gøre sig nogle tanker om, hvorvidt der egentlig er tale om skæld ud, eller om det i virkeligheden blot drejer sig om irettesættelser. Selvfølgelig skal elevernes skolegang ikke være præget af fornemmelsen af skæld ud, men at tro, at det kan undgås, er for mig den rene utopi.

I min mangeårige lærergerning har jeg ofte benyttet mig af kraftig irettesættelse eller direkte skæld ud for f.eks. at påtale helt uacceptabel adfærd af elev/elever. Det har både været af hensyn til andre elever, den generelle og forventelige relationelle adfærd, samt de værdier og den kultur, som har været gældende på pågældende skole. Man sætter som skole og dermed også som lærer rammen om og finder sammen med eleverne retningen i det fællesskab, som klassen og holdet udgør, og især hos de elever, hvor der af forældrene ikke er blevet sat grænser, kan disse irettesættelser eller skæld ud virke voldsomme.

I den sammenhæng spiller den enkelte skoles værdier samt udmøntningen af disse i hverdagen en stor rolle i forhold til, at man som forældre kan identificere og forholde sig til såvel værdierne samt selve udmøntningen af disse. Det er netop i samspillet mellem skole og forældre, at det er muligt at skabe konsensus omkring hvert enkelt barns ve og vel. Vi skal dog som ansvarlige lærere påtage os ansvaret for et godt undervisningsmiljø og ikke være bange for at træde i karakter og hæve stemmen. Læreren kan risikere at miste noget af sin autencitet og rollemodel, hvis man fratages eller fralægger sig muligheden for at komme med en irettesættelse eller skæld ud, når situationen kræver dette, og disse situationer vil også frem over forekomme.

De ældste elever (eleverne i overbygningen fra 7. – 10. klasse) møder trætte og uoplagte op til første lektion med start ved 08.00 tiden. Der er lavet undersøgelser på disse elevers søvnrytme og på, hvornår de præsterer bedst og er mest oplagte om morgenen. Tilstrækkelig søvn og søvn med kvalitet spiller en væsentlig rolle i forhold til at være frisk og oplagt næste dag. På Th. Langs Skole i Silkeborg har man indført, at de ældste elever møder en time senere end normalt. Det har man indført, fordi man oplevede, at eleverne mødte uoplagte op til den første lektion om morgenen, fordi eleverne angiveligt havde siddet oppe og været længe vågen aftenen forinden. Der findes også lignende eksempler fra andre skoler.

Ligesom så meget andet kan denne ordning også blive vanedannende, hvilket jeg er ret overbevist om, at den også bliver. Jeg har arbejdet i flere år på en efterskole og med egne øjne registreret, hvorledes eleverne sagtens kan holde sig vågen til først på natten og dermed gå glip af den vigtige og dybe søvn og efterfølgende møde uoplagte og søvnige til morgensamling mm. Jeg vil til enhver tid fastholde, at de unge mennesker kommer rettidig i seng, hvilket vil sige ved 22.00 – 22.30 tiden og får den gode, dybe søvn. Blandt mine utallige kolleger fra skoletiden har det været en udtalt sandhed, at vi har foretrukket at undervise i de første lektioner fra 08.00 og frem mod middag, da eleverne på det tidspunkt har været mest oplagte og dermed gjort undervisningen mest effektiv.

Jeg er helt overbevist om, at ved at udsætte mødetiden til 1. lektion for de ældste elever, så tilpasser disse elever deres døgnrytme derefter. Efter min mening ville det være klart at foretrække, at man indgik en dialog med de pågældende elever om vigtigheden af søvnens betydning, om de krav, der efterfølgende stilles til dem, når folkeskolens beskyttende miljø på et tidspunkt forlades og så ellers stå fast på, at 1. lektion starter omkring 08.00. Gennem dialog kan man forsøge at påvirke og ændre elevernes adfærd og motivation i forhold til bevidst at ændre på deres vaner, og det er under alle omstændigheder et forsøg værd at få en snak med de unge mennesker om den tid, der venter dem efter endt folkeskolegang. Det er vigtigt, at vores børn og unge mennesker får en forståelse for de vilkår, der møder dem senere i livet på de respektive videreuddannelser og arbejdspladser.

Forsker: Drop reformens lektietid

Set i den kontekst bekymrer det mig også, at der stilles spørgsmål ved værdien af at have lektier for eller få lavet sit arbejde/sin opgave færdig. At give lektier for skal naturligvis gøres med omtanke. Jeg er absolut ikke fortaler for den lektiefrie skole, men er ej heller fortaler for, at elever konstant skal bebyrdes med lektier og hjemmearbejde. Lektier for lektiens skyld giver ingen mening, men at have nogle lektier kan sagtens være værdifuld for den enkelte. Det må for den enkelte undervisers vedkommende være målet, at alle eleverne efter endt lektion er så godt klædt på, at de vil kunne lave deres lektier på egen hånd, med lidt fælles hjælp eller med hjælp fra større søskende eller forældrene. På den måde vænnes eleverne til, at det godt kan give mening og have værdi, at der arbejdes med vedligeholdelse og evt. forbedring af ens viden og færdighed med et samlet løft af vedkommendes kvalifikationer og forudsætninger for yderligere dygtiggørelse og fordybning.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.