12 procent færre end sidste år har læreruddannelsen som deres fortrukne videregående uddannelsen

Læreruddannelsen følger negativ udvikling: Markant færre har valgt en velfærdsuddannelse

20 procent færre har søgt ind på en af de fire store såkaldt velfærdsuddannelser sammenlignet med sidste år. Tilslutningen til læreruddannelsen er historisk lav, men faldet er endnu voldsommere på de øvrige tre store velfærdsuddannelser.

Publiceret Senest opdateret

”En katastrofe”.

Så klar er dommen fra formand for Danske Professionshøjskoler Camilla Wang ovenpå ansøgertallene til de videregående uddannelser.

Traditionen tro udløb muligheden for at søge ind på en videregående uddannelse efter sommerferien i dag kl. 12.

Optællingen viser en nedgang i antallet af førsteprioritetsansøgninger til de fire store såkaldte velfærdsuddannelser på 20 procent sammenlignet med sidste år.

Det oplyser Danske Professionshøjskoler til folkeskolen.dk.

Særligt sygeplejerskeuddannelsen er hårdt ramt. Her har 28 procent færre valgt uddannelse som deres førsteprioritet i forhold til sidste år.

12 procent færre end sidste år har læreruddannelsen som deres fortrukne videregående uddannelse, mens pædagog- og socialrådgiveruddannelsen noterer sig for et fald i antallet af ansøgninger på henholdsvis 19 - og 17 procent.

”Det er en katastrofe og slet ikke, som jeg håbede. Vi må knokle på for vende udviklingen, for jeg tror stadig på, at unge gerne vil være fx sygeplejersker og pædagoger. Det er meningsfulde fag, hvor man får mulighed for at bruge sin viden til at gå ud og gøre en positiv forskel for andre mennesker”, siger Camilla Wang i en pressemeddelelse.

Selvom læreruddannelsen oplever den mindste nedgang i antallet af ansøger af de fire uddannelser, er der tale om en markant nedgang.

Man skal således helt tilbage til de første år efter, at det nuværende adgangskarakterkrav på 7 for direkte optagelse på læreruddannelsen blev indført fra 2014.

Samlet har lige knapt 80.000 søgt ind på en af landets videregående uddannelser. Det er et fald på 15 procent.

Ny læreruddannelse på vej

Årets tilbagegang i antallet af ansøgninger til læreruddannelsen viste sig allerede, da bunken af kvote 2-ansøgninger var talt sammen 15. marts. Her var tilslutningen via kvote 2 den laveste siden 2014.

Den lave tilslutning sker samtidig med, at der er en ny læreruddannelse på vej. I slutningen af juni gik længe ventede politiske forhandlinger om en ny læreruddannelse i gang. Forhandlinger, der ventes at tage udgangspunkt i anbefalingerne fra regeringens nedsatte udviklingsgruppe.

På den seneste finanslov blev der afsat 125 millioner kroner ekstra til læreruddannelsen hvert år fra 2023 til 2025, som forventes blandt andet at føre til flere undervisningstimer og mere praktik. De kommende ændringer forventes implementeret fra studiestart sommeren næste år.

LL: Dybt bekymret

Forperson for de lærerstuderende Caroline Holdflod Nørgaard har tidligere udtalt, at det er vigtigt, at de studerende, som starter på læreruddannelsen efter sommerferien, er sikret at overgå til den nye læreruddannelse, når den efter planen er klar om et år.

”Jeg er dybt bekymret for at ansøgertallet til læreruddannelsen igen i år er faldet. Det kalder på, at alle de mange politikere, der taler om folkeskolen, nu for alvor retter deres blik mod læreruddannelsen", siger hun på baggrund af dagens ansøgertal.

Hun mener, at dagens ansøgertal vidner om et stort behov for, at politikerne sikrer tilstrækkelige midler til at skabe en markant bedre uddannelse.

"Ingen kan lykkes med at skabe en bedre folkeskole hvis ikke vi får flere dygtige og engagerede lærerstuderende. En mere faglig ambitiøs, mere attraktiv læreruddannelse med mere og bedre praktik hænger uløseligt sammen med ambitionen om at sikre flere lærere i folkeskolen. Det bør afspejle sig tydeligt, når Regeringen og forligskredsen skal finde de afgørende sidste midler til en ny læreruddannelse i de forhandlinger, som netop er gået i gang. En ny læreruddannelse må for alt i verden ikke blive endnu en discountudgave som skal forhastes igennem endnu et folketingsvalg”, lyder det fra Caroline Holdflod Nørgaard.

Største nedgang for UC Lillebælt

Blandt professionshøjskolerne står UC Lillebælts læreruddannelser for det klart største fald.

Sammenlignet med sidste år har 26 procent færre søgt ind på UC Lillebælts læreruddannelse i enten Odense eller Jelling.

UC Nordjyllands læreruddannelser markerer sig for det mindste fald blandt de seks professionshøjskoler, der udbyder læreruddannelsen.