Ny bachelor i uddannelses-videnskab trækker studerende til

453 unge har søgt DPU's nye bachelor i uddannelsesvidenskab, 212 er blevet optaget. Det er langt flere ansøgere end forventet, fortæller prodekan Søren Kruse. En del kan være kommet fra læreruddannelsen, men det mener Kruse ikke er et problem.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vores uddannelse er ikke skabt for at være konkurrent til læreruddannelsen. Men i og med at den hedder uddannelsesvidenskab, så kan der godt være en del af målgruppen, som overvejer, hvilken af de to uddannelser de skal vælge, ligesom der kan være nogle, der er startet på læreruddannelsen, som dropper ud og vil prøve det her i stedet. Hvor mange det er, det kan vi ikke vide", forklarer Søren Kruse.

Han understreger, at den nye bacheloruddannelse ikke skal ses som en alternativ læreruddannelse. Den ruster ikke til at undervise i folkeskolen.

"Hvis man gerne vil ud og undervise i skolen, så skal man vælge en læreruddannelse. Hvis man derimod vil have en akademisk tilgang til uddannelse, så skal man vælge uddannelsesvidenskab".

De skal fungere som forbindelsesofficerer

De skal fungere som forbindelsesofficerer

Planen med den nye bacheloruddannelse er at uddanne folk, der kan gå ud og i det private eller det offentlige og arbejde strategisk med uddannelse.

"Inden for det private forestiller vi os, at større virksomheder eller organisationer har brug for medarbejdere, der har et analytisk og planlægningsmæssigt beredskab i forhold til efteruddannelse og kompetenceudvikling og herunder Human Resource", fortæller Søren Kruse.

På det offentlige arbejdsmarked er uddannelsen dels rettet mod uddannelsesinstitutionerne, hvor bachelorerne vil kunne indgå i administration, ledelse og udviklingsarbejde. Og dels mod kommunale forvaltninger, hvor man i dag ansætter akademikere, som ikke har nogen baggrund i uddannelsesområdet.

"Vi laver forbindelsesofficerer mellem pædagoger og lærere og dem, der har en klassisk samfundsvidenskabelig uddannelse.

Er det også tanken, at de skal kunne gå ud som skoleledere i folkeskolen?

"Det vil jeg ikke udelukke. Men det er ikke den primære tanke. Der tror vi stadig, at det vil være folk med læreruddannelse, som videreuddanner sig".

Powered by Labrador CMS