Sidste mulighed før specialskole

M står forde mål, de sammen sætter sig. Forældre, lærere og børn er deltagere i et kursus for at ændre adfærd. For børnene er det sidste chance, før de bliver skilt ud fra deres almindelige klasse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Koncentrationen gør luften tyk i det lavloftede klublokale. I en rundkreds sidder seks børn og deres forældre. En psykolog og en lærer skiftes til at stille spørgsmål og lytte, mens de bøjer sig koncentreret frem: Hvad skete der?

Dreng: »Jeg blev sur! På min mor. Fordi hun ikke kunne stave«.

Far: »Vi synes ellers, at det går fremad. Men der sker stadig noget indimellem. Det kan ikke være rigtigt, at han skal flippe ud over en lille bagatel og så nægte at lave noget resten af tiden«.

Psykolog: »I insisterer på, at det er vigtigt for jer, at han lærer at styre sit temperament bedre?«

Far: »Ja«.

De seks børn og deres forældre deltager i et kursus på Hillerødsholmskolen i Hillerød. Det kaldes M-kursus, hvor M står for de mål, som børnene, deres forældre og lærere har sat for, hvilken adfærd de skal ændre i løbet af kurset. De seks børn går her sammen med deres forældre tre formiddage om ugen. Resten af tiden er de sammen med deres klasse. For de fleste er det sidste mulighed, før de bliver sendt videre til en specialskole.

Det er et usædvanligt kursus. Dels fordi forældre, lærere og børn deltager sammen, dels fordi børnene stadig går på deres egen skole. Klassekammeraterne har også været på besøg, fordi børnene ikke er skilt ud fra deres almindelige klasse.

I timerne sidder børnene med skolearbejde sammen med deres forældre. De deltager også i rundkredssamtaler. Og så arbejder de med mapper med papirark. Her skriver deres lærere og forældre tal mellem 1 og 4 for hver eneste aktivitet i løbet af dagen. 4 betyder godt, og 1 er uacceptabelt. Lærer og forældre skriver et tal for hvert af de fire-fem mål, som børnene arbejder med hver time. De har selv været med til at sætte målene i de samtaler, som projektet begyndte med.

Fjerner smuthuller

Ulla Ravnborg er klasselærer for to af børnene. Hun var med til de samtaler, hvor målene blev fastlagt, og hun giver børnene et tal i de timer, hun har dem i klassen. Hun er glad for at få hjælp til at takle problemerne.

»Den positivt forventende lærer kan godt blive slidt efterhånden, og man ender i noget, som absolut ikke er i orden, fordi man ikke kan finde på mere. Her er det godt, at der kommer nogen udefra og vender tankegangen«, siger hun.

Netop det brede samarbejde mellem forældre, psykolog og lærer gør en stor forskel.

»Bare det, at vi sidder der alle sammen i en stiv klokketime. Der er aldrig sat så mange resurser af på en gang. Vi har talt sammen to og to, men nu er vi alle samlet og undgår alle referencesamtalerne. Jeg har mærket en stor forskel for børnene. Efter halvanden uge opdagede de, at der var sat en halv by på dem. Det har virket motiverende«, siger hun.

I rundkredsen i klubben fortæller børnene om deres score og om baggrunden for den.

»Det er meget animerende for dem, at de får tilbagemeldinger hele tiden. Vi har jo prøvet noget lignende med samtaleark til forældresamtaler. Men det er mere uldent i det. Her har vi meget tydelige mål og meget korte kommunikationsveje mellem de voksne. Det er jo børn, som godt kan finde ud af at sno sig mellem de forskellige. Derfor er det et kæmpe smuthul, der snævres ind med dette projekt«, siger Ulla Ravnborg.

folkeskolen@dlf.org