
Skole laver undervisning i valgfag på tværs af sine 8.-klasser efter ny vejledning
Skoleleder Kristian Toft har på få dage ændret skolens undervisning i de praktisk-musiske valgfag nogle gange. Efter dagens nye vejledning har han valgt, at 8. årgang godt kan få undervisning på tværs af klasserne.
Egentlig havde Kristian Toft på Mølleskolen i Ry besluttet at fortsætte med valgfag på tværs af stamklasser. Men så kom pressemødet tirsdag, hvor der opstod usikkerhed om, hvorvidt man må have valghold på tværs af stamklasser, og så ændrede han beslutning.
Nu er der en ny vejledning fra Børne- og Undervisningsministeriet. I den står, at man kan udskyde valgfagsundervisningen, man kan gennemføre undervisningen i stamklasser eller man kan undervise valghold med flere klasser, hvis der bare er god plads, luftes godt ud og tages hensyn til god håndhygiejne.