Bachelorprojekt: Virtual Reality får kroppen med i matematiktimen
Når elever arbejder med matematik i Virtual Reality, får de oplevelser og kan bedre huske matematikken. Det giver hukommelseskroge og på den måde læring. Deruodver er der ikke evidens for, at VR virker i undervisningen, siger en lærerstuderende i sin bacheloropgave.
"Virtual Reality sætter elevernes kroppe i gang. De griner, hopper og hviner, mens de arbejder, og når de skal forklare bagefter, bruger de kroppen og hænderne til at gestikulere. Det betyder noget. Når de har bygget en kube i Minecraft kan de hoppe ned fra den, gå rundt om den og ind i den. De får en anderledes kropslig fornemmelse end centicubes kan give dem - selv om centicubes også i denne sammenhæng er et godt redskab. Det giver en oplevelse, og det betyder, at de kan huske arbejdet", siger Christian Hansen.
Undervejs i sine undersøgelser oplevede han, at eleverne også var glade for at arbejde på papir.
"Man ved, at det betyder noget, når eleverne tegner med hænder, blyant og lineal. De lærer, når de arbejder taktilt - det har forskningen undersøgt, og det er der evidens for".
Godt at arbejde undersøgende
Godt at arbejde undersøgende
Nogle få elever fik problemer i form af svimmelhed ved at arbejde med Virtual Reality, viser hans undersøgelser. Et par elever ville ikke deltage, fordi de ikke brød sig om at have brillerne på og syntes, at brillerne var meget tunge.
Flere elever var glade for at bevæge sig og bruge kroppen i matematik, og mange gav udtryk for, at det var dejligt at arbejde undersøgende. At der ikke bare var ét rigtigt resultat.
"Flere nævnte, at de synes, de arbejder for meget ved en computer. De mange opgaver, som de får præsenteret på forskellige web-portaler, synes de er kedelige at arbejde med. Det er hele tiden mere af det samme", fortæller Christian Hansen.