Pigens råb høres ud i skolegården: "This is a g". Hun slår pegepinden, mod tavlen og klassen gentager: "This is a g". Pigen fortsætter: "This is a h", igen et slag med pegepinden, og klassen gentager.

Læreren står i døren. På tavlen står alfabetet. Og på gulvet foran står pigen med pegepinden, i blåternet skoleuniform og med ryggen mod klassen: "This is an i".

En typisk dag i Nyima Jallows liv

De små børn i Kubuneh Nursery School i Gambia lærer alfabetet på engelsk - og ikke på et af de fire stammesprog, de ellers taler i landsbyen. Skolen er en børnehaveskole med vægt på skole. Men havde det ikke været for pensioneret skoleleder Per Mathiesen, så havde de måske slet ikke lært alfabetet.

Skole uden tag

Det hele begyndte i 2007, da Per Mathiesen som skoleleder på Højstrupskolen i Odense tog på ferie i det lille vestafrikanske turistland. Han var nysgerrig, og i stedet for at ligge på stranden tog han en tur ind i landet.

"Kan du ikke vise mig det rigtige Afrika", spurgte han taxachaufføren.

Det kunne chaufføren godt, og efter et par timer ad rødstøvede veje nåede de et sted med spredte huse, skyggefulde baobabtræer og enkelte grønne banapalmer. Det var landsbyen Kubuneh.

Skolen var noget af et første, Per Mathiesen så, et lille hus med vinduer og dørene åbne, pakket med børn. Per Mathiesen kikkede ind i et klasseværelse, hvor en ung lærer var i gang med de 6-årige. De nikkede til hinanden, og læreren fortsatte sin undervisning.

Ingen af dem viste, at det var begyndelsen til et tæt parløb de næste mange år.

Bruge tiden til noget fornuftigt

Ved siden af skolen stod en større, men ufærdig skolebygning med kun murene opført. Landsbyrådet havde besluttet at bygge en større skole, men var løbet tør for penge, fik Per Mathiesen forklaret.

"Jeg tænkte straks, om ikke jeg kunne hjælpe med den skole. For jeg havde jo tiden til det", fortæller Per Mathiesen.

Efter sommerferien skulle han på pension, hans kone var død nogle år forinden, og han havde netop meldt sig ind i foreningen Seniorer uden grænser - "for at bruge tiden til noget fornuftigt".

På seminariet tre måneder

Da han kom hjem, præsenterede han ideen om at bygge skolen færdig for en lokal murermester, og sammen tog de året efter ned for at se på sagen.

"Murene var gode. Så snakkede vi med landsbyrådet og læreren og lavede en projektbeskrivelse", fortæller han.

Læreren var den 32-årige skoleleder Malick Badjie, som havde nikket til ham året år. Han var i gang med at uddanne sig til lærer. I Gambia går man kun på seminariet tre måneder om året og underviser resten af tiden.

400 kr. for en skoleleder

"Jeg spurgte ham: Hvad kan vi gøre for, at du bliver på skolen," fortæller Per Mathiesen.

Svaret var 2000 gambiske dalasis om måneden - eller hvad der svarer 400 kroner til. De to lavede en aftale, og Per Mathiesen gik hjem til sit netværk af tidligere kolleger og fandt 20, der hver var villig til at betale 20 kr. om måneden til Malick Badjie i Gambia.

Samtidig skrev han ansøgninger til fonde, venner og bekendte - med 95.000 kr. som resultat. Projektet var i gang.

Bedre undervisning 

"Det næste var, hvordan vi kan forbedre undervisningen. I Gambia får nursery skoler ikke penge fra staten", forklarer Per Mathiesen.

Han engagerede flere gamle kolleger i at indsamle brugte skoleudstyr, andre i lave undervisningsmaterialer - blandt andre Inge Høirup og Hanne Hansen foruden Karen Bøggild, der i næste uge -  i sin vinterferie - rejser til Gambia for anden gang for at undervise kollegaerne i Kubuneh.

"I år hjælper vores 1. klasser med at lave undervisningsmateriale til 1. klasserne dernede. Vi laver tal-kort og ord-kort, så der er et til hvert barn", fortæller Karen Bøggild, der i dag underviser på Sankt Hans Skole i Odense.

Cooperative landsby-learning

Karen Bøggild skal instruere lærerne i, hvordan de bruger kortene - foruden en sæk tøj-bamser, spil og terninger - til at undervise efter cooperative learning-metoder.

Men hun får også noget med hjem.

"De tre 1. klasser skal lære noget om levevilkårene og kulturen i Gambia, så børnene har givet mig spørgsmål og bedt mig tage billeder", fortæller hun.

En har spurgt, om børnene har kæledyr, andre har spurgt om der er busser i Afrika.

Hun og Per Mathiesen og fire andre frivillige skal bo og arbejde en uge ude i landsbyen, hvor skolen er det eneste sted med strøm, takket være et solcelleanlæg fra Per Mathiesens Seniorer uden grænser.

Sælger strøm fra solen

"Per er meget intelligent", forklarer skolelederen Malick Badjie.

"Han tænker på at gøre projektet bæredygtigt. Nu sælger skolen strøm til opladning af mobiler, og vi har en internet-café, og det giver os råd til både at spare op og betale for internet", fortæller han.

En anden sidegevinst er, at de nu kan give lektiehjælp til de større børn, der går i skole syv-otte km væk. Det næste bliver at lave en aftenskole, med Karen Bøggilds hjælp, for kvinderne, der vil lære at læse og skrive.

Projekt vokseværk

"Det er efterhånden ved at udvikle sig til et helt landsby-udviklingsprojekt", siger Per Mathiesen.

Senest har han skaffet to nye fræsere, fordi kvinderne vil dyrke økologiske grøntsager, og hjemme i kælderen på hans gamle skole istandsætter et hold seniorer brugte cykler fra det hedengangne Lindø Værft.

Vil hjælpe seminariet

Men Per Mathiesen tænker endnu større. Én ting er landsbyskolens problemer. Noget andet er, at hele skolesystemet har tilsvarende problemer: Store klasser, tavleundervisning kun på engelsk og børn, der hellere taler forskellige stammesprog.

"Projektet betaler nu for to andre læreres uddannelse. Men det kunne være spændende at introducere nogle af de nye undervisningsmetoder på seminariet", siger han - og giver  bolden op til andre danskere om at være med.

DLF hjalp lærerne i Gambia