Jeg kan lide at være lærer, fordi vi kan forandre et andet menneskes liv til det bedre, siger Nyima Jallow. Hun underviser i engelsk i klasser med op til 50 elever på Bakau Upper Basic School, lidt uden for hovedstaden Banjul.
Foto: Lars Møller
En typisk dag i Nyima Jallows liv
Det er ikke let at være lærer i Gambia, et af verdens fattigste lande. Men Nyima Jallow gør sit bedste, hver dag, året rundt.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Klokken 7.30 binder Nyima Jallow sit tørklæde, siger farvel til de tre store børn og går ned til vejen. Og venter. I dag tager det kun nogle minutter, før en "yellow taxi" med et par ledige sæder stopper. Fem minutter i otte er hun fremme på Bakau Upper Basic School - til tiden.
"Transport" er ellers den stående undskyldning for at komme for sent i Gambia, men den gælder ikke på hendes skole. Forleden måtte en ung lærer, der var kommet for sent tre gange, stå skoleret for Nyima Jallow, der foruden engelsklærer og tillidsrepræsentant også er fungerende viceskoleinspektør på skolen.
"Bare man tager hjemmefra i god tid, skal man nok nå det", siger hun. Klokken 8.30 har hun sin første time, engelsk, i en 9. klasse med 50 elever.
"Goodmorning, class", hilser hun, og de svarer i kor:
"Goodmorning, Mrs. Nyama".
Forbindelsen er etableret. Der er ro i klassen.
Mrs. Nyama er 41 eller 42 år. Det var hendes onkel, der anslog alderen, da hendes far døde. Hun havde ingen fødselsattest, og fødselsdage er ikke noget, man bider mærke i, endsige fejrer, i Gambia.
Det første, hun gør, er at viske tavlen ren. Tavlen er et og alt i et skolesystem med mangel på både lærere og lærebøger.
Notes giving hedder det, når læreren skriver på tavlen, og eleverne skriver af.
Det meste af undervisningen foregår på engelsk, der sprogligt binder det lille, men aflange og mange-sprogede vestafrikanske land sammen. Problemet er bare, at eleverne selv i 9. klasse ikke taler engelsk godt nok til at få nok ud af undervisningen.
"Påhængsspørgsmålsreglen"
I dag skal Nyima Jallow undervise i "question tags", eller påhængsspørgsmål.
»De skal lære, hvordan man bruger "påhængsspørgsmål", og hvad reglerne er. Vi starter med eksempler på mandinga, som de fleste i klassen har som modersmål. Så forstår de det bedre«, fortæller hun.
En typisk time starter med 5-10 minutter til at snakke sig ind på emnet, så følger 20 minutter til notes giving af vigtig viden: Reglen er, at påhængsspørgsmålet har omvendt fortegn af det forudgående statement. Og så følger positive og negative eksempler som "are you?" og "aren't you?".
Til sidst slutter hun af med at rekapitulere. Og så har de lært det. Sådan da.
Vil lære cooperative learning
Nyima Jallow ved godt, at hendes 50 elever har brug for selv at tale mere engelsk for at lære det. Men hun ved ikke, hvordan hun kan lade dem alle komme til orde, når hun kun har dem en time om dagen.
"Det er mit ansvar at arbejde med pædagogisk udvikling på skolen, men jeg har samtidig selv brug for at lære ny pædagogik.
Hun spidser ører, da hun hører, at danske lærere introducerer cooperative learning metoder på en landsbyskole uden for byen.
"Sådanne metoder kunne vi godt bruge i engelsk-undervisningen", siger hun.
Skolefolk fra Fyn laver en skole i Gambia
Hver tredje måned arrangerer hun pædagogisk dag for skolens lærere - senest om at føre protokol, om at skrive vidnesbyrd og om at bruge undervisningsmidler.
Tillidsrepræsentant
"Jeg er en mediator", siger hun om sig selv.
Når hun tager ordet ved lærerrådsmøderne, er det mest som tillidsrepræsentant for at formidle information fra fagforeningen
"Det er sjældent et medlem har brug for fagforeningens hjælp", siger hun. Bortset fra ved lønforhandlingerne.
En lærers grundløn er 3.984 dalasis - eller 760 kr. om måneden. Hertil kommer tillæg. Selv er hun højtlønnet og får 3000 dalasis oveni.