Svenske tal: Grundskolelærere er ikke i forhøjet risiko for corona

De svenske sundhedsmyndigheder har set på data fra hele epidemiforløbet og konkluderer, at pædagoger og lærere ikke har højere risiko for at blive diagnosticeret med covid-19 end andre erhvervsgrupper.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fire folkeskolelærere har anmeldt en mulig covid-19-arbejdsskade

Folkeskolen.dk har tidligere set på tallene for smitte fordelt på erhvervsgrupper i Danmark, og her er der heller ikke noget, der tyder på særlig smittespredning i skolerne.

Folkhälsomyndigheten svarende til den danske Sundhedsstyrelse har samkørt coronasmitteregistreringen med statistikmyndigheden SCB's registrering af borgernes erhverv. Data viser, at pædagoger, pædagogmedhjælpere/dagplejere og grundskolelærere ikke har højere risiko for covid-19 end andre erhvervsgrupper. Derimod er der en relativt højere risiko for studie- og uddannelsesvejledere og for skoleledere.

"Resultaterne viser, at skolen og kontakten med børnegrupper ikke udgør noget særskilt risikomiljø for smittespredning. Derimod kan forskellene mellem de forskellige erhvervsgrupper bero på flere forskellige ting, såsom, hvor mange og nære kontakter man har i sin rolle på jobbet, og hvilke aktiviteter man deltager i i fritiden", siger statsepidemiolog Anders Tegnell i en pressemeddelelse.

"Det er efterhånden rimelig veletableret, at børn, selvom de kan blive smittet, ikke giver smitten lige så meget videre som voksne", har professor i virologi Allan Randrup Thomsen tidligere sagt til folkeskolen.dk, og det samme fremhæver de svenske eksperter.

Lærere smittes mindre med corona end andre faggrupper

"Generelt får børn mildere symptomer end voksne, de udgør sjældent første led i en smittekæde og er ikke drivende i covid-19-pandemien", fremhæver afdelingschef i Folkhälsomyndigheten Britta Björkholm.

Smitte på lærerværelset

De svenske myndigheder understreger dog samtidig, at selvom skolen ikke ser ud til at være et særligt risikoområde, så er skolen en arbejdsplads, og ofte sker risikospredningen mellem ansatte. 

"Arbejdsgiveren har et stort ansvar for at iværksætte foranstaltninger, som mindsker risikoen for smittespredning. Hver enkelt har samtidig selv ansvar for at blive hjemme, når man er syg, have en god håndhygiejne og holde afstand i pauserum, arbejdsrum og andre fællesarealer", siger Anders Tegnell.

Undersøgelsen af covid-19-smitte fordelt på erhvervsgrupper viser i øvrigt, at de fag, som rammes hårdest i Sverige er taxachauffører med 4,8 gange så høj risiko som andre, fulgt af pizzzabagere og lign., samt bus- og sporvognschauffører.

Læs mere

Lärare har ingen högre risk för att smittas avcovid-19 (folkhalsomyndigheten.se)

SSI.dk: Overvågningsdata, herunder branchefordelteopgørelser