Jeg er lærer med kandidat i Didaktik (Dansk) og underviser i udskolingen. Følgende indlæg er et udtryk for personlige holdninger og meninger. 

Af, Hirma Ljeskovica Bektas

Solen bager ind i klasseværelset, klokken er 12.00 og her sidder de. 27 spændte, nervøse og svedige unge mennesker. Vi venter spændt. Vi holder vejret. Jeg kigger på dem, de kigger på mig nærmest håbløse og opgivende. Vi kan høre de larmende sko nærme sig klasseværelset. Hjertet sidder helt oppe i halsen. Jeg sender dem et smil og siger højt, at det nok skal gå. Jeg ved at hun ikke er tryg ved prøven i dansk skriftlig fremstilling, prøven i matematik og alle de andre prøver. Jeg har set hende magtesløs, grædende og panisk. Jeg har oplevet hende kaste håndklædet i ringen gang på gang. Hun har altid haft det godt med klassekammeraterne, men det med prøver og fagligheden, det har altid været svært for hende. Jeg ved hun er bange. Alligevel sidder hun der og holder facaden. Hun forsøger at skjule, at hun har angst. Angst for ikke at kunne lykkes, ikke kun til afgangsprøverne men til livet. Angst for fremtiden og om der mon er en for hende. Karaktergennemsnittet og adgangskravene for de ønskede ungdomsuddannelser er uopnåelige, og hun ved det. Det at hun ikke er vurderet uddannelsesparat har knust hende, ikke kun som elev men også som menneske.

Vores blik mødes i det sekund hvor døren går op. Hendes kulør i ansigtet bliver rød, og hendes øjne bliver større og større. Hun fjerner ikke blikket fra mig.  En repræsentant fra skolens ledelse overgiver den rystende besked. “I er udtrukket i mundtlig tysk”. Hendes verden bryder sammen. Hun holder sig for ørerne og bryder ud i gråd. Det kendte kunstværk Skriget af Edvard Munch imiteres i mit klasselokale, og her står jeg som den tavse tilskuer på sidenlinjen. Uden de rigtige ord, uden et quickfix bevæger jeg mig ned mod hende. Jeg vil ikke svigte. Jeg vil ikke efterlade hende med den følelse, at hun ikke er god nok som menneske, for hun kan så meget andet. Lige præcis det meget andet er desværre ikke noget, som vi sætter pris på til afgangsprøverne. De skal allesammen ud og erobre den store verden, men før de kan det, så har vi brug for, at den store verden kommer ind i klasselokalet og oplever skriget. Jeg mener at vi efterlader alt for mange elever med en følelse af, at de ikke kan lykkes, fordi de ikke kan opnå de krav der stilles til afgangsprøverne. Vi bør nytænke afgangsprøverne og skabe en større differentiering i kravene. Det er et samfundsmæssigt ansvar som vi skal løfte i fællesskab, og derfor bør vi sikre at flere unge mennesker bliver klædt på til livet, til at lykkes.