Strategien for digitalisering af den offentlige sektor indeholder en række tiltag på folkeskoleområdet

Digitaliseringsstrategi: Alle skriftlige prøver skal være digitale

Regeringen, kommunerne og regionerne præsenterede i går deres fælles plan for digitalisering af velfærden frem mod 2020. I 2016 skal skriftlige opgaver, prøver og eksaminer være digitale. Samme år skal en ny fælles brugerportal for elever, forældre, lærere og pædagoger afløse SkoleIntra.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Senest i 2016 skal relevante skriftlige prøver, opgaver og eksaminer i grundskolen, på ungdomsuddannelserne og på de videregående uddannelser gennemføres og afleveres digitalt. Digitale selvrettende opgaver og prøver bruges i folkeskolen og på ungdomsuddannelser, hvor det er fagligt relevant".

Sådan lyder det i rapporten 'Digital velfærd - en lettere hverdag', som beskriver Regeringen, KL og Danske Regioners digitaliseringsmål for den offentlige sektor frem mod 2020.

Skoleintra bliver afløst

På skoleområdet præsenteres ud over digitalisering af skriftlige afleveringer også en ny fælles brugerportal for elever, lærere, pædagoger og forældre. Denne skal testes fra skoleåret 2015/16 og tages i brug af alle skoler det følgende skoleår.

"Forældrene skal via brugerportalen kunne følge med i deres barns opgaveafleveringer, evalueringer, fravær, karakterer mv. og dermed blive inddraget tættere i børnenes læring, trivsel og faglige udvikling. Brugerportalen skal også understøtte det pædagogiske arbejde og den faglige videndeling for lærere og pædagoger", hedder det i rapporten.

Ny digital uddannelsesmappe

Samme år skal alle borgere have en uddannelsesmappe på borger.dk, hvorfra der er let adgang til eksamensbeviser fra hele uddannelsesforløbet.

"Karakterer og dokumentation for afsluttende prøver, eksaminer og afhandlinger skal samles ét sted og være tilgængeligt digitalt. En digital uddannelsesmappe skal gøre det nemmere at vedlægge karakterudskrifter mv., når man fx ansøger om studieplads i udlandet eller søger nyt job", lyder begrundelsen i digitaliseringsstrategien.

Digitale læremidler skal i spil

Endelig beskriver strategien det arbejde, der siden 2012 har pågået med at fremme brugen af digitale læremidler i folkeskolen.

Her er der afsat en pulje på 500 millioner kroner, hvorfra der løbende frem til 2015 udmøntes penge til indkøb af digitale læremidler. Indtil videre er der udmøntet 130 millioner kroner, og beløbet ventes ifølge Sekretariat for It i Folkeskolen under Undervisningsministeriet i hele perioden 2012-2015 at udgøre 350-375 millioner kroner.

Resten af puljen skal bruges på understøttende tiltag, hvor seneste skud på stammen er nedsættelsen af et samarbejdsudvalg, hvor erhvervslivet kan komme med input til det fremadrettede arbejde med øget anvendelse af digitale læremidler.

Blandt andet skal der i 2014 kigges på hvilke barrierer i forhold til ophavsret, abonnementsbindinger og indkøbsmetoder, der står i vejen for at elever, lærere og skoler kan dele digitale læremidler og undervisningsforløb mest effektivt.

Forlag afviser ministeriet: Vi sælger ikke læremidler i bidder

Samtidig skal der udarbejdes analyser af, hvilke potentialer, der er ved at anvende forskellige digitale redskaber i undervisningen.

Målsætningen fra regeringen, KL og Danske Regioner er, at alle folkeskoler i 2015 anvender digitale læremidler i den daglige undervisning samt at digital undervisning og og læring er en del af alle relevante undervisningsforløb i 2020.

Læs hele rapporten 'Digital velfærd - en lettere hverdag' ved at følge linket til højre for artiklen.

Forlag hilser nye tilskudsregler velkommen

Læs mere

Læs hele rapporten 'Digital velfærd - en letterehverdag' her