(Fra venstre) Unai fra Spanien, Claire fra Frankrig, Emine fra Tyskland, Irati fra Spanien (forrest), Natascha fra Østrig og Jessica fra England var i november to uger i praktik på Skovvangskolen.
(Fra venstre) Unai fra Spanien, Claire fra Frankrig, Emine fra Tyskland, Irati fra Spanien (forrest), Natascha fra Østrig og Jessica fra England var i november to uger i praktik på Skovvangskolen.

Internationale lærerstuderende i praktik på Aarhus-skole

To uger om året summer af tysk, fransk, engelsk og spansk på gangene, lærerværelset og i klasselokalerne på Skovvangskolen i Aarhus. Da har skolen nemlig besøg af internationale lærerstuderende.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I to uger i november havde Skovvangskolen i Aarhus besøg af seks internationale lærerstuderende, der kom fra England, Tyskland, Frankrig, Spanien og Østrig.

Skovvangskolen har nemlig indgået en aftale med Via's læreruddannelse, der hvert år har et kuld internationale studerende.

I starten af året kunne folkeskolen.dk/tyskfransk og folkeskolen.dk/engelsk fortælle, at Skovvangskolen har udviklet sin egen sprogstrategi, og på baggrund af de artikler kontaktede Via skolen.

"Via havde læst artiklerne om vores sprogstrategi, og så spurgte de, om vi kunne være interesserede i at tage internationale studerende i praktik i to uger. Det ville vi selvfølgelig meget gerne", fortæller Rikke Engbo Andersen, der er skolens sprogkoordinator og underviser i blandt andet tysk og spansk.

Fejrede den europæiske sprogdag

De seks studerende besøgte skolen første gang, da skolen fejrede årets europæiske sprogdag.

"Her lavede de forskellige aktiviteter for 6-7. årgang på tysk, engelsk, fransk og spansk. Eleverne skulle rundt og lave alle mulige forskellige ting. Det var sjovt, og det fungerede rigtig godt", fortæller hun.

Via's hold af internationale lærerstuderende består af omkring 20, og alle studerende har været ude på to ugers praktik.

"De andre var ude på andre skoler. Nogle af dem var så uheldige at strande i Nordjylland under nedlukningen".

Skulle holde tungen lige i munden i spansk

De seks lærerstuderende på Skovvangskolen deltog hovedsageligt i skolens sprogundervisning. Nogle timer stod de studerende selv for, i andre deltog de som en ekstra støtte.

"Alle havde lavet et oplæg omkring kulturen i det land, de kommer fra. For eleverne på begynderholdet i spansk var oplægget på engelsk, mens holdet der er i gang med deres tredje år med spansk var oplægget på spansk. Dér skulle eleverne holde tungen lige i munden for at kunne følge med. Men de forstod meget af det".

Ifølge Rikke Engbo Andersen var de to uger med de internationale lærerstuderende en kæmpe succes.

"De har fungeret godt i alle sprogfagene. I spansk har eleverne været meget mere på. Eleverne syntes, at det var helt fantastisk. De spørger nærmest i hver time, om ikke de kommer igen. Det er fedt. Nogle var lidt generte, men rigtigt mange vil gerne snakke med dem. De brugte en blanding mellem spansk og engelsk. Og eleverne syntes, at det var vildt sjovt at lære de lærerstuderende noget dansk".

Rikke Engbo Andersen peger også på, at det har været lærerigt for eleverne at høre en anden form for spansk, end hun selv står for.

"Jeg har lært spansk i Mellemamerika, så jeg har en anden accent, end de har, fordi de kommer fra Spanien. De kommer endda fra Baskerlandet, så de havr også et helt andet sprog. Det er godt for eleverne at opleve".

Dejligt for os lærere at bruges vores sprog på højt niveau

Udover den store oplevelse for eleverne har især skolens sproglærere også haft stor personlig glæde af at kunne bruge deres sprogkompetencer på et højere niveau end til daglig.

"Det var været så fedt at høre, at der bliver talt sprog på gangene. Vi sproglærere har virkelig været glade for det. Det er jo egentlig sjældent, at vi selv får brugt en lidt større del af ordforrådet. Så det selv at få talt sproget gav også noget til os".

Powered by Labrador CMS