Millioner til tosprogede skoler

Undervisningsminister Troels Lund Poulsen vil indgå forpligtende aftaler med 14 folkeskoler, der har mange tosprogede elever. Det faglige niveau skal op, kræver ministeren.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Som noget helt nyt i dansk skolehistorie vil regeringen belønne skoler, der er i stand til at løfte det faglige niveau blandt tosprogede skoleelever. Det fremgår af en national handlingsplan for tosprogede elever, som regeringen offentliggør i dag.

Regeringen vil indgå forpligtigende aftaler med 14 navngivne skoler. Skolerne skal for deres vedkommende opstille specifikke mål for skolens tosprogede elevers faglighed. Så vil regeringen på sin side give et milliontilskud til at iværksætte indsatser.

"Aftalerne er tre-årige, og der opstilles årlige mål, som udløser en million kroner årligt i tre år. Skolerne er udvalgt på baggrund af de tosprogede elevers afgangskarakterer og overgang til ungdomsuddannelse", skriver Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.

Skærpet tilsyn med kvaliteten

Regeringen vil desuden gennemføre en årlig national analyse af de tosprogede elevers faglighed. Endvidere vil undervisningsministeren skærpe tilsynet med kvaliteten i folkeskolen.

"Fremover vil flere skoler komme i ministerens søgelys, hvis deres resultater viser tegn på dårlig kvalitet. Tilsynet vil særligt fokusere på skolernes evne til at styrke de tosprogede elevers faglighed", står der videre i pressemeddelelsen.

"Det er helt uacceptabelt, at så mange tosprogede elever fortsat forlader folkeskolen uden tilstrækkelige faglige færdigheder", udtaler undervisningsministeren.

"Derfor skal vi sætte turbo på indsatsen for at styrke de tosprogede elevers faglighed. Det er nødvendigt både at belønne de skoler, der kan vende dårlige resultater til gode, og tage fat i de skoler, der ikke har tilstrækkeligt fokus på de dårlige resultater. Udviklingen går for langsomt, og vi skal sætte direkte ind for at løfte de tosprogede elever fagligt her og nu," tilføjer han.

Skoler, som ministeren vil tilbyde en aftale

. Ellekærskolen, Aarhus Kommune

. Skjoldhøjskolen, Aarhus Kommune

. Tovshøjskolen, Aarhus Kommune

. Charlotteskolen, Høje Taastrup Kommune

. Gildbroskolen, Ishøj Kommune

. Klostervængets Heldagsskole, Københavns Kommune

. Hillerødgades Skole, Københavns Kommune

. Tingbjerg Skole, Københavns Kommune

. Blågård Skole, Københavns Kommune

. Grøndalsvængets Skole, Københavns Kommune

. Bavnehøj Skole, Københavns Kommune

. Rådmandsgades Skole, Københavns Kommune

. H. C. Andersen Skole, Odense Kommune

. Nørrevangskolen, Slagelse Kommune

Læs mere

National Handlingsplan for tosprogede