Det er vigtigt, at der er plads til at fejle og ikke mindst til at tale om fejlene. Det er lærer Jorge Mose Fernandez, skoleleder Michael Sørensen og prorektor Alexander von Oettingen enige om.
Det er vigtigt, at der er plads til at fejle og ikke mindst til at tale om fejlene. Det er lærer Jorge Mose Fernandez, skoleleder Michael Sørensen og prorektor Alexander von Oettingen enige om.

Alle har ret til pissedårlig undervisning – bare ikke hele tiden

»Uden fejl er der ingen læring«, lyder det fra Alexander von Oettingen i en ny bog om pissedårlig undervisning. »Befriende« og »helt sikkert vigtigt at tale om«, siger lærer og skoleleder.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det mislykkede er et tabu

Begrebet »pissedårlig undervisning« opstod op til Folkemødet på Bornholm sidste år. Alexander von Oettingen og en gruppe andre var i gang med at forberede professionhøjskolen UC Syds bidrag. De havde fået besked på, at det skulle handle om fremragende undervisning.

»Men det gad vi sgu ikke«, fortæller Alexander von Oettingen, for det ville bare blive en samling kedelige eksempler, som ingen kunne være uenige i. »Hvorfor kalder vi det ikke bare pissedårlig undervisning?« prøvede de. Men det brød ledelsen sig ikke om, så de fik det svar, at de kunne lave noget om »Dreamteam - det gode lærerteam«.

»Hold nu kæft, der er et spring, tænkte jeg. Og så gik det op for mig, hvor svært vi har ved at tale om det, der mislykkes. Uanset om det er min egen undervisning, presset hjemme, uopdragne elever eller systemer, der tvinger os til noget, vi ikke er stolte af«.

Begrebet fik en del opmærksomhed på Folkemødet, hvor lærernes formand fortalte om, hvordan han har klappet rytmer i to år for at få tiden til at gå i musikundervisning, som han ikke havde faglige forudsætninger for. Og undervisningsministeren nævnte læringsmålstyringsarbejdet som et klassisk eksempel på, hvordan man kan hælde et par milliarder kroner i et sort hul og genere de offentligt ansatte på én gang.

Det fik Alexander von Oettingen til at skrive bogen. For som han siger, findes der ikke bøger, der beskæftiger sig med det, der ikke går godt.

»Det er jo forståeligt nok, for pædagogikken beskæftiger sig med det gode, vi vil gøre. Men det paradoksale er, at jo mere vi enøjet fokuserer på at nå det fremragende, jo længere kommer vi fra det. Uden blik for det skæve og paradoksale er der ingen forståelse for det pædagogiske«.

Han beskriver i bogen, hvordan en række forskere og tænkere har arbejdet med begreber som for eksempel den urene pædagogik og vigtigheden af risikomomentet. I 70'erne talte man om den negative pædagogik i stedet for urealistiske reformpædagogiske fantasier, og endnu længere tilbage talte man om negativ opdragelse, negation som nødvendighed for at sætte gang i tænkning - ingen dannelse uden negationer. Han går helt tilbage til Sokrates' ide om en daimon - en indre stemme - der aldrig fortæller, hvad man skal gøre, men advarer, når man er i gang med noget forkert.

»Pissedårlig undervisning har den samme advarende, negative funktion som Sokrates' indre stemme. Den fortæller ikke, hvad god undervisning er, men den advarer os mod at ende i det forkerte og opfordrer os til at søge det bedre. Lærere og ledere har en indre fornemmelse af, om det, de gør, måske ender med noget dårligt frem for noget gavnligt. En fornemmelse for den pissedårlige undervisning kan bruges til at finde bedre løsninger og nye veje«, forklarer Alexander von Oettingen.


Svært at definere god undervisning

Jorge Mose Fernandez ankommer til interviewet efter et par morgentimers danskundervisning i 9. klasse. Han har lige oplevet på egen krop, hvor kompleks og uforudsigelig undervisning er. Han blev dagen før svært provokeret af en debat mellem forhenværende minister Mimi Jakobsen og folketingskandidat Rasmus Paludan og valgte derfor at skippe det, han ellers havde forberedt. I stedet skrev han hele deres samtale op på tavlen for at diskutere retorik med eleverne.

»Vi arbejdede med, hvor det er holdning, hvor det er argumentation, og hvor filmen knækker. Var det god undervisning? Det havde ikke et gennemtænkt formål, og det var ikke detailplanlagt. Men ungerne talte videre om det, da jeg smuttede, så noget havde det ramt«, smiler han.

»Andre gange har jeg planlagt alt og tror, at det bliver megafedt, og så falder det hele til jorden, fordi der er sket noget i frikvarteret inden. Det er svært at forudsige, hvad der virker. Derfor kan jeg godt se ideen i at undersøge, hvorfor det indimellem ikke virker«.

I bogen peger Alexander von Oettingen på, at årsagerne til den dårlige undervisning skal findes på alle niveauer, og man kommer ingen vegne med bare at sende skylden videre opad i systemet. Michael Sørensen mener, at der kan hentes meget i at opbygge en kultur, hvor det er i orden at fejle - og der betyder ledelsen ufatteligt meget.

»Man kunne lige så godt have talt om pissedårlig ledelse. Man skal som ledelse åbne op for, at man kan sige, hvad man gør forkert. Det er hele grundlaget. Men jeg mener også, at en del at problemet er de narrativer, der er omkring skolen. Der ligger et pres ovenfra, udefra, nedefra og indefra, som man som leder og lærer er sat under. Hvis det bliver for stort, så er det rigtig svært for den enkelte at erkende, at man begår fejl«.

Både Michael Sørensen og Jorge Mose Fernandez oplever, at folkeskolen er på vej i en positiv retning på det område.

»Jeg tænker, at det handler om at lære at acceptere, at det at fejle er en naturlig del af processen. Bare det, at vi nu igen kan tale om undervisning og ikke læring, som jeg var ved at kaste op over, er for mig et fremskridt. Det har været så rart, at der er nogle andre end os lærere, der har italesat problemerne med et entydigt fokus på læring«, siger Jorge Mose Fernandez.

Smid supermandskappen

»Pissedårlig undervisning« kommer ikke med bud på, hvad god undervisning så er, eller efterlader læseren med en værktøjskasse. Det er meget bevidst.

»Bogen siger bare: Affind dig med det. Men den siger måske alligevel, at der er noget at hente i at snakke om det, der gør ondt«, siger Alexander von Oettingen.

Alligevel sidder Jose Mose Fernandez med en positiv stemning efter læsningen:

»Måske er det i virkeligheden en stor erkendelse. I forhold til at lærerne har skullet køre LP eller Pals eller læringsstile eller læringsmålstyring, og hvis det ikke kørte, så var det altid, fordi vi ikke gjorde det helt rigtigt. Måske skal vi bare erkende, at der ikke findes en best practice, som dækker alle elever«.

»Alexander, da din undervisning gik ad helvede til i starten, hvad var det så, der gjorde, at du kunne komme videre? Det er jo det, vi skal have fat i - erkendelsen af, hvad der ikke fungerer«, spørger Michael Sørensen.

Alexander von Oettingen griner og fortæller, at han havde en god skoleleder, der kunne se det, og en erfaren kollega, som tog ham under vingen.

»Og så var der jo også noget, jeg var god til. De pegede også på der, hvor jeg kunne shine lidt«.

»Måske er vejen i virkeligheden gode kolleger og ledelse, hvor vi tager os af hinanden og taler om det, der ikke fungerer, i stedet for at være efter hinanden og skjule det«, siger Michael Sørensen. Og pludselig sidder de tre og bliver enige om, at en stor del af det handler om at drage omsorg for hinanden og tale om det, der gør ondt.

»Det ville da være enormt befriende, hvis lærere, skoleledere, pædagoger og de ansatte i skoleforvaltningen kunne smide den kunstige supermandskappe, og vi alle sammen kunne erkende, når vi gør det pissedårligt«, konkluderer Jorge Mose Fernandez.

Powered by Labrador CMS