Skolegårdene ligger øde hen, og elever og lærere har taget første spæde skridt ind i en ny og uvirkelig slags skoledag.

Skoleledere: Der er ingen, der opfatter det her som ferie

Trods bøvl med Uni-Login og Aula fra starten er skolelederne fortrøstningsfulde midt i corona-krisens kolossale omvæltning af undervisningen på skolerne. Fjernundervisningen af de hjemsendte elever er i gang. ”Det kører – men vi kommer også til at lave fejl”, lyder meldingen.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mens børnestemmerne fra landets klasseværelser er forstummet, og skolegårdene ligger øde hen, tog landets hundredtusinder af hjemsendte skoleelever, lærere og skoleledere mandag det første spæde skridt ind i en helt ny og uvirkelig slags skoledag med fjern- og hjemmeundervisning som den direkte konsekvens af corona-krisens nedlukning af Danmark.

Men selv om der er tale om en både national og global krise, som vi aldrig har set det før, var det lutter fortrøstningsfulde skoleledere, som folkeskolen.dk mandag fik kontakt med - nogle af dem hjemme fra privaten, hvor slagets gang styres via skype, mails og telefon, og andre som de stort set eneste tilbageværende på de mennesketomme skoler.

Og selv om skolelederne repræsenterer vidt forskellige skoler med vidt forskellige forudsætninger og baggrunde er den enslydende melding, at "vi har styr på det. Det kører. Der bliver knoklet. Hvis bare Aula fungerer".

Nedbrud og frustration

For netop som den digitale fjernundervisning skulle stå sin store prøve landet over, oplevede frustrerede lærere, forældre og elever over hele landet fra dagens start, at de ikke kunne logge sig på hverken kommunikationsplatformen Aula eller læringsplatformene MinUddannelse og Meebook.

Overbelastning af Uni-login rammer nødundervisningen

Forklaringen var, at det fælles login-system, Uni-Login ikke kunne klare, at så mange forsøgte at logge ind på samme tid. Men kapaciteten blev øget i løbet af dagen, og uregelmæssighederne til trods var det rolige skoleledere, folkeskolen.dk fik kontakt med i løbet af dagen.

På Klokkerholm Skole i Nordjylland sad skoleleder Helle Faber alene tilbage på skolen sammen med sin medleder og kunne konstatere, at tingene fungerer.

I Klokkerholm fik eleverne kasser med hjem

"Der var lige en halv time-tre kvarter, hvor systemet var nede, men nu er det oppe igen, og det kører. Vi laver elektronisk undervisning til alle elever, og det er sendt ud til dem på via Aula. Her i Brønderslev Kommmune har vi en læringsplatform, som vores lærere har været vant til at arbejde med, så på den måde er det ikke nyt og fremmed for dem. De er vant til at bruge de her forskellige læringsportaler i i hvert fald nogle af fagene", beretter Helle Faber.

Samtidig brugte skolens lærere torsdag og fredag på at lave kasser, rent fysisk, med materialer og bøger til hver enkelt eleverne i indskolingsklasserne og til nogle på mellemtrinnet.

"Forældrene har taget rigtig godt imod det, for især i indskolingen kan det være lidt svært, hvis det hele skal være elektronisk. Og helt generelt synes jeg faktisk, at det kører. Vi gør det bedste vi kan, og lærere og pædagoger knokler og har god kontakt med forældrene", siger skoleleder Helle Faber.

"Folk er gode til at hjælpe hinanden"

Også skoleleder Marco Damgaard fra Tingbjerg Skole i København rapporterer, at "det går supergodt - over al forventning".

"Men det er vildt underligt. Lige nu sidder jeg hjemme sammen med mine børn, samtidig med at jeg hele tiden er på mail og telefon. Jeg kan se, at lærerne er super aktive, og der er ugeplaner til eleverne på Aula, som vi har aftalt, og lærerne deler masser af links og metoder. Men det vil nok være at tage munden for fuld at sige, at alle lærere har styr på fjernundervisning. Fredag samlede vi os lige, inden vi gik hjem, og jeg syntes, at folk var ved godt mod og klar på opgaven og rigtig gode til at hjælpe hinanden. Vi har en koordinator for vores pædagogiske læringscenter, og hun sender hele tiden inspiration og links ud til kollegerne", fortæller Marco Damgaard.

Skolen har også modtaget mange henvendelser fra forældre, der har spurgt, om de lige måtte komme over på skolen og hente nogle bøger eller andre ting. Men her er meldingen helt klar fra Københavns Kommune, at skolerne er lukket, så det kan ikke lade sig gøre.

"Det kunne pludselig blive til mange, der lige skulle over og hente bøger, så her vælger vi at tage det alvorligt og sige, nej, det var ikke meningen med at lukke skolen", siger Marco Damgaard.

Video til alle

Selv planlægger han at arbejde skiftevis hjemmefra og fra skolen og holde løbende kontakt med lærere og pædagoger og det øvrige personale.

"Jeg har blandt andet en idé om at prøve at lave noget video tirsdag, hvor jeg selv er på kontoret - dels én til personalet, og én til børn og forældre. Tæt kontakt er nødvendig - også fordi alt tyder på, at vi har flere uger foran os på den her måde", siger Marco Damgaard.

KL-formand: Eleverne skal levere en arbejdsindsats hjemmefra

Lederen af Mølleskolen i Ry, Kristian Toft, er derimod ikke i tvivl om, hvor hans fysiske arbejdsplads er. Det er hjemmekontoret - for i Skanderborg Kommune skal alle medarbejdere forlade skolen, lyder dekretet fra kommunen.

"Vi kører alt på skype og har god kontakt med lærerne. Vi lukkede ned allerede fredag morgen, men brugte torsdag på at få lavet undervisningsplaner for de næste uger, og planen er så, at lærerne skal være i løbende kontakt med forældre og elever", beretter han.

Ubetrådt land

Et par forældre har også givet udtryk for, at nu var det hele "for meget af det gode", og at nu skulle skolen lige tage at slappe af.

"Det er jo en balancegang, og det her er nyt for os alle. Det er ubetrådt land, og det er måske for meget at sige, at vi har styr på det, men vi udvikler fra dag til dag, og vi bliver klogere fra dag til dag. Det er en mærkelig situation, men også en situation, som vi får det bedste ud af. Med hensyn til de store elever, så kører det, de kan selv - men især de små kan have behov for forældrehjælp, og det kan være svært, hvis forældrene samtidig skal arbejde hjemmefra", siger Kristian Toft.

Og en lille smule normalitet har han dog tilbage i sin aktuelle stillingsbeskrivelse - for ligesom andre skoleledere planlægger han også at udnytte de næste dage og uger på at begynde at forberede fagfordeling til den dag, hvor tingene på skolen er blevet normaliseret igen.

"Samlet set synes jeg, at det kører - og jeg fornemmer, at hele situationen og det at arbejde på en ny måde giver god, kreativ energi, og forældrene er gode til at arbejde med", siger han.

Ikke seks-syv timers undervisning hver dag

Hjemme i Aalborg sidder skoleleder Martin Eriksen og forsøger at holde styr på lærere, pædagoger og de 170 elever på Gudumholm Skole syd for Aalborg.

"Jeg har skrevet til personale og forældre, at jeg ikke forventer, at der er seks-syv timers undervisning hver dag - men at der er undervisning hver dag. Jeg har stor tiltro til, at lærerne kan finde det, der er relevant og giver mening for dem. De kender elevgruppen, og de kender stoffet. Jeg kan se, at lærerne lægger en masse opgaver ud i Aula. Der er gang i den, og lærerne er på", konstaterer han.

»Det ville da være fedt, hvis andre skoleledere også deltog i debatten« 

Men han erkender også, at lærerne slet ikke er så velbevandrede i fjernundervisning, som man kan blive.

"Hvis man kigger på fjernundervisning som begreb, så er det vi gør, kun en lille del af det. Det kan jo for eksempel også være noget med at koble 20 elever op på det samme videomøde, men der er vi altså slet ikke endnu. Men det ændrer ikke ved, at kvaliteten af det, vi gør, sagtens kan være høj. Men vi går jo nye veje og efterforsker nye territorier hver dag lige nu, så - for nu at citere statsminister Mette Frederiksen - vi kommer selvfølgelig også til at lave fejl", siger Martin Eriksen.

Han gør sig ikke de store forhåbninger om, at skolen er tilbage i vanlig gænge allerede om to uger og peger på, at det nok er mere realistisk efter påske.

"Men jeg kan se, at lærerne virkelig prøver at give eleverne noget at arbejde med. Jeg har ingen oplevelse af, at hverken lærere eller elever oplever det her som ferie".

Nødlov giver undervisningsministeren store muligheder