
Det er snart slut med eliteidrætsklasser
14 folkeskoler må snart vinke farvel til deres eliteidrætsklasser, hvis de ikke får forlænget deres dispensation.
Nye eliteidrætsklasse starter i overbygningen på 24 folkeskoler her til august. For de 14 skolers vedkommende kan det være sidste gang. Deres forsøgsdispensation er nemlig ved at løbe ud. Skal de fortsætte forsøget og sætte endnu en eliteidrætsklasse i gang i august 2013, kræver det, at de får forlænget deres dispensation i løbet af efteråret.
Forlængelse af forsøgsperioden
Forlængelse af forsøgsperioden
Hvis de ikke får forlænget deres dispensation, er det slut. Så hører eksperimentet med eliteidrætsklasser for de 14 skolers vedkommende op, når den årgang, der begynder her i august, går ud af skolen om to eller tre år.
"Nu er der jo kommet ny regering, så jeg ved ikke, om det stopper", siger Elisabeth Lodberg. Hun er skoleleder på Vestervangskolen i Esbjerg, som er en af de skoler, der nu rammer loftet i deres femårige dispensationsperiode. Hun vil efter sommerferien sende en ansøgning om en forlængelse af forsøget af sted til Ministeriet for Børn og Undervisning.
"Jeg har ikke fornemmelsen af, at det er på retur, men jeg er spændt på, hvad Antorini vil sige. Der er mange elever og skoler og kommuner og idrætsforeninger, der har lavet et megastort stykke arbejde. Jeg ville blive ked af det, hvis det stopper, ikke på skolens vegne, men på de unges vegne", tilføjer Elisabeth Lodberg.
Dispensationerne dispenserer fra princippet i folkeskoleloven om den udelte skole. Elever, der søger om at komme i en eliteidrætsklasse, bliver nemlig sorteret efter deres sportslige færdigheder.
Brian Mikkelsen fik ideen til eliteidrætsklasser
Brian Mikkelsen fik ideen til eliteidrætsklasser
Ideen om eliteidrætsklasser blev født og iværksat af daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) i samarbejde med Team Danmark. Begge parter havde imidlertid overset, at eliteidrætsklasser kolliderede med folkeskolelovens bestemmelser om, at der ikke må være optagelseskrav i den danske folkeskole.
Eliteidrætsklasserne har derfor faktisk kørt uden for lovens rammer i flere år indtil for få måneder siden, da Ministeriet for Børn og Undervisning begyndte at give femårige dispensationer med tilbagevirkende kraft.
Men nu er 14 af dispensationerne altså ved at løbe ud. Ministeriet oplyser, at eliteidrætsklasserne muligvis bliver et tema i drøftelserne i det såkaldte partnerskab om skolen, hvor Danmarks Lærerforening har sæde sammen med blandt andet Skolelederne, KL og Danske Skoleelever.
Samtalerne i partnerskabet skal pege frem mod et forslag til en folkeskolereform, som regeringen vil fremlægge i efteråret.
Team Danmark forsøger at få en afklaring
Team Danmark forsøger at få en afklaring
Team Danmark forsøger også at få en afklaring med ministeriet. "Vi er i dialog med ministeriet for at finde en fremadrettet løsning, så idrætstalenter stadig kan være en del af folkeskolens fællesskab", siger talentkoordinator i Team Danmark Lars Green Bach.