Det må være mærkeligt for lærerne at skulle gennemføre test, som de ved, at den ansvarlige minister ikke bryder sig om, mener SF's Jacob Mark.

Nationale test for de mindste klasser droppes ikke foreløbig

Selv om undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) flere gange har slået fast, at regeringen helt vil droppe de nationale test for de mindste klasser, kommer det ikke til at ske endnu.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Til trods for regeringens utvetydige ambition om at afskaffe de omstridte nationale test for de mindste klasser i folkeskolen, slipper eleverne fra 2. og 3. klasserne ikke for testene foreløbig - og lærerne må altså forberede sig på at gennemføre testene som normalt efter nytår.

Tirsdag spillede Pernille Rosenkrantz-Theil ud med et helt nyt forslag om at skrotte de nationale test for de ældste - og erstatte dem med et nyt testsystem. I den forbindelse gentog ministeren, at regeringen og dens støttepartier uden forbehold ønsker at afskaffe testene helt for de mindste klasser, som det også allerede fremgik af forståelsespapiret mellem den socialdemokratiske regering og dens støttepartier i juli. Underforstået: her skal testsystemet ikke erstattes af et andet system.

Den 14. august slog undervisningsministeren ligeledes fast over for folkeskolen.dk, at "vi vil inden for en meget overskuelig fremtid fremlægge, på hvilken måde vi vil afskaffe de nationale test for de mindste klasser - altså hvilke fag og klassetrin, det kommer til at omfatte".

Minister: Vi kan ikke acceptere fejlbehæftede nationale test 

Folkeskolen.dk har forsøgt at få afklaret i Undervisningsministeriet, hvornår ministeren lægger op til at afskaffe de nationale test for de mindste klasser - og på hvilken måde. Forgæves.

I ministeriet kan man ikke komme det nærmere end det citat, der blev lagt ud på hjemmesiden i forbindelse med ministerens udspil tidligere på ugen om at erstatte de nationale test med et helt nyt system. Her fremgik det:

"Regeringen ønsker at afskaffe de nationale test i de mindste klasser og generelt nytænke anvendelsen af test i folkeskolen. Sådan en nytænkning kræver både grundige overvejelser og bred inddragelse af både elever, forældre samt partierne bag folkeskoleforliget".

Undervisningsminister: "Vi skal lave et testsystem, der kan stå i 20 år" 

Køreplanen for etablering af et helt nyt testsystem til erstatning for de nationale test er, at ministeriet nu vil indhente forskning og input fra diverse interessenter, inden partierne kan påbegynde drøftelser på tværs af folketingssalen om et halvt års tid. Ifølge ministeren forventes hele processen at vare cirka halvandet år.

"En genforhandling vil kræve, at man kaster det hele op i luften"

SF's undervisningsordfører, Jacob Mark, tror ikke, at regeringen vil lægge op til en afskaffelse af testene for de mindste, før man har opfundet et helt nyt testsystem.

"Det vil være et brud på forliget. Så nu tror jeg, at man arbejder hen imod at genforhandle hele forliget. Og en genforhandling vil kræve, at man kaster det hele op i luften. Og det er så det, ministeren har gjort", siger han.

Jacob Mark finder det fornuftigt at "kigge på hele systemet på én gang".

"Men jeg kunne jo godt tænke mig at sætte testene i bero. Ikke kun for de små, men for alle. Vi har en minister, der siger, at der er brug for at afskaffe det nuværende testsystem. Så må det være en mærkelig følelse for de ansatte, at de nu skal gennemføre de test, som den ansvarlige minister ikke synes giver mening", siger Jacob Mark.