Danske skoleelever skal tage nationale test, ind til et nyt system er udviklet tila t erstatte dem, lyder meldingen fra undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Undervisningsminister: ”Vi skal lave et testsystem, der kan stå i 20 år”

Den længe ventede evaluering af de omstridte nationale test kommer til at indgå i arbejdet med at opfinde et helt nyt testsystem, forsikrer undervisningsministeren. Hun afviser SF's opfordring til at lægge testene på hylden med det samme.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis nogle skulle gå og tro, at en socialdemokratisk regering vil rulle tiden tilbage til før indførelsen af de omdiskuterede nationale test i folkeskolen i 2006, så tager de fejl.

Det understreger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i et interview med folkeskolen.dk mindre end et døgn efter, at hun satte den skolepolitiske dagsorden i medierne med sit nye udspil om at droppe de nationale test for i stedet efter grundigt forarbejde at opfinde et helt nyt testsystem i folkeskolen.

Rosenkrantz-Theil: Helt ny erstatning for de nationale test

"Det er vigtigt at holde fast i, at vi har en eller anden form for tilbagemelding til forældrene. Noget af det, der er godt med testene, er, at man som forældre får ret konkrete tilbagemeldinger om, hvordan det går - som man kan tage udgangspunkt i, både i forhold til sit barn og i forhold til en snak med læreren om, hvordan det går. Så det er simpelthen en bunden opgave, at vi bliver ved med det. Derfor vil jeg ikke bare spole tiden tilbage til det, der var før", siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Svært for nogle med eksamenslignende situationer

Til gengæld mener hun, at beslutningen om helt at afskaffe de nationale test i de mindste klasser "i den grad er blevet underbygget" i nogle af de reaktioner, som hun har modtaget på de sociale medier efter at have opfordret folk til at skrive til hende.

"Der er blandt andet nogle eksempler på, at det for nogen børn er virkelig svært at blive sat i en eksamenslignende situation som meget små", siger ministeren.

Svær vej for ministeren mod et nyt testsystem

Hendes udspil høstede tirsdag ikke ligefrem applaus fra den borgerlige fløj i Folketinget, hvor både Dansk Folkeparti og Venstre kritiserede regeringen for ikke i det mindste at afvente den længe ventede evaluering af testene, der ifølge planen skulle ligge færdig efter nytår.

Men den kritik preller af på Pernille Rosenkrantz-Theil - for det er kritikerne, der har misforstået noget, mener hun.

Der bliver også taget stilling til evalueringen

"Der er ikke en modsætning i det her til evalueringen. Jeg vil bare gerne i gang så hurtigt som muligt, og på den her måde køber vi os nogle måneder. Nu sætter vi en proces i gang, hvor vi lytter til forældre, lærere, kommunerne, eleverne, skolelederne og forskerne. Det vil sige, at vi kommer langt hen på den anden side af evalueringen, så vi har rigelig tid til også at kunne tage stilling til de ting, der kommer fra den. For mig handler det om at komme i gang så hurtigt som muligt for at have så lang tid som muligt", siger Pernille Rosenkrantz-Theil og tilføjer:

"Vi skal være så grundige, at vi laver et nyt system, der helst kan stå dobbelt så lang tid som de nationale test har gjort. Vi skal have noget, der er solidt til at kunne bære i 10 eller 20 år. Det er en god idé med ro om folkeskolen, og derfor skal vi også lægge tingene i brede forlig - og vi skal altså være så grundige med det, vi sætter i stedet for de nationale test, at det skal kunne stå et par årtier".

Men hvad nu hvis det viser sig, at du ikke kan blive enige med partierne om et nyt system? Skal eleverne så fortsat til prøve i de nationale test?

"Det er rent hypotetisk. Der har jeg det ligesom Anders Fogh - jeg svarer ikke på hypotetiske spørgsmål".

Spændt på at høre hvad SF og Enhedslisten har

Til gengæld svarer hun gerne SF og Enhedslisten, der begge tirsdag opfordrede ministeren til med det samme at lægge de nationale test på hylden, når de nu alligevel skal erstattes på et tidspunkt.

"Det må jo så betyde, at de allerede har lyttet til alle, og at de har det, vi skal sætte i stedet for. Hvis det er tilfældet, er jeg da utroligt spændt på at høre, hvad det er. Jeg har bare ikke endnu set nogen komme med sådan et færdigt forslag, hvor alle er taget i ed, og hvor alle er blevet lyttet til. Og det der med bare at afskaffe noget uden at have noget at sætte i stedet for, mener jeg ikke er hensigtsmæssigt", siger ministeren.

SF: Drop også de nationale måltal for folkeskolen 

Derimod er hun åben over for forslaget fra SF's Jacob Mark om at også at droppe de nationale måltal, når de nationale test droppes.

"Jeg har ikke set forslaget, men det må han jo så lægge med ind på forhandlingsbordet. Jeg er åben over for de forslag, som folk kommer med".

Hun forventer, at det næste halve års tid skal gå med at indsamle forskning og input fra alle skolens interessenter - hvor altså også den kommende evaluering indgår.

"Herefter påbegynder vi stille og roligt de politiske forhandlinger i forligskredsen, så vi har god tid til at lytte til hinanden. Samlet set regner jeg med, at hele processen vil vare halvandet år - fra vi går i gang med at pirke i jorden, til vi kan konkludere", siger Pernille Rosenkrantz-Theil.